_uploads_content_images_5_5481_full

16 danske grupper til international Berliner-messe – sværvægtere såvel som undergrund er med

16 danske grupper til international Berliner-messe
– sværvægtere såvel som undergrund er med
Henrik Friis

Det ligner næsten en dansk invasion, når Berlin i næste uge slår dørene op for den årlige internationale Popkomm-messe. 16 danske bands deltager, og mens det talmæssigt er samme høje niveau som sidste år, kan det samtidig konstateres, at antallet af grupper, der hentes direkte til messen via tyske og andre udenlandske kontakter er støt sigende.

Music Export Denmark, DR P3 og ROSA – Dansk Rock Samråd står igen i år for en decideret dansk aften, nemlig torsdag 15. september hvor denmark@popkomm præsenterer Kashmir, Nephew, Carpark North, Diefenbach og The Movement på den store Fritzclub im Postbanhhof i det gamle Østberlin.

Posteren for den danske
garage-aften.

Men derudover er interessen for dansk musik tydelig. Pladeselskabet Bad Afro står for en ren dansk garage-aften dagen efter på MuddClub med Ghost Rocket, The Untamed, On Trial og Defectors.

Og dertil skal lægges alle de enkeltstående danske indslag, som spiller som del af blandede internationale showcases – enten valgt ud det store ansøger-felt af Popkomm-arrangørerne selv, eller bragt til Berlin af deres internationale kontakter – nemlig Labrador, Whomadewho, Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur, The Alpine, Aimology, Erwin Thomas og Figurines. Sidstnævnte nordjyder er kommet på et endog meget stærkt og allerede stort efterspurgt internationalt program onsdag 14. september på Fritzclub med engelske Supergrass, Editors og Stereo MC’s, canadiske Stars og amerikanske Koufax.

Voksende tysk efterspørgsel
– Jamen, der ér voksende efterspørgsel på dansk musik fra specielt Tyskland, mener MXD’s leder Kristian Riis.

Whomadewho – præsenteres for
andet år i træk på Popkomm.

– Dansk musik har specielt gennem de senere år fået et godt ry – både på grund af en række markante grupper, men også via en målrettet indsats i kulissen. Og da der er 80 mio. tyskere, giver det potentielt mange flere aftagere for dansk musik. Også når det gælder subgenrerne og undergrunds-musikken, som virkelig har bæredygtige markeder i Tyskland.

– Sammenlign bare med Danmark, hvor vi har ét større musikmagasin, nemlig Gaffa. I Tyskland er der mange af slagsen – der er endda store magasiner for metal-musikken og andre undergenrer. Så når nu interessen er stigende, giver det da kun mening at satse yderligere på Tyskland som primær-marked – og derudover håbe på at ringene spreder sig til de øvrige europæiske lande, som også er repræsenteret på Popkomm.

Det kan også aflæses af ”den danske aften”, påpeger Kristian Riis, hvor alle fem bands på forhånd har kontakt til det tyske. Lige meget om det gælder de store ”brede” navne som Kashmir og Nephew – eller et mere niche-orienteret band som ska-punkede The Movement. Ingen af dem starter fra bunden. Popkomm skal tværtimod bruges til at befæste og udbygge positionen. Og ud over gruppernes egne baglande har MXD – bl.a via tysk pr & booking-bureau – markedsført arrangementet bredt via annoncer, artikler, promo-cd’er m.m. for at få så mange internationale branche-folk med som muligt.

Untamed – skal nok spærre
øjnene op hos berlinerne
med deres garage-rock og sceneshow.

Danske garagerier
Den danske garage-aften er et andet eksempel. Det skulle have været en label-night med nordiske indslag fra Bad Afros stald, men da det kiksede, opfordrede de tyske samarbejdspartnere fra Trinity Concerts Bad Afros direktør og leder Lars Krogh til at sammensætte en ren dansk aften – og det har han så gjort. Også med bands fra andre selskaber end hans eget.

– Jo, der er da en tillidserklæring til dansk musik. Trinity-folkene har fulgt dansk musik gennem flere år, så de var ikke nervøse for at bede mig sammensætte en ren dansk garage-aften – ellers havde de ikke gjort det! Dansk musik har aldrig haft så godt et ry i Tyskland som nu. Selvfølgelig skyldes troen på dansk musik også den succes Saybia, Kashmir m.fl. har haft i Tyskland i de senere år. Men også inden for garage-området er kvalitets-niveauet højt, og det ved man dernede, siger Lars Krogh med henvisning til hans program på Muddclub (der har plads til 300 publikummer).

Figurines – langsomt og sikkert
bygget op til at være et “navn”.

Eller tag Figurines: Gruppen er kommet på den imponerende onsdagsplakat med bl.a. Supergrass og Stereo MC’s via deres bookingbureau i Tyskland, 2 For The Road, som har sikret gruppen support-tjans for amerikanske Koufax på den kommende måneds Tysklands-turné. Popkomm-jobbet bliver det første i rækken:

– Hvor den første cd i alt solgte 1.000 eksemplarer i Tyskland, rundede den nye allerede 1.500 eksemplarer i forudbestillinger, og der har både været interviews og anmeldelser i de tre store musikmagasiner Intro, Spechs og Vision. Det kan ikke være meget bedre, og vi mærker en meget stor interesse netop nu, siger gruppens manager Jesper Majdall, og peger på Koufax- og Popkom-aftalerne som yderligere argumenter.

Figurines – et mønstereksempel på succesfuld musikeksport
– Figurines er et klart bevis på at en målrettet indsats herhjemmefra nytter, konkluderer Kristian Riis:

– Det er ikke mere end 2 ½ år siden gruppen for første gang blev sendt på mini-tour til Tyskland som del af ROSAs Skand-all-projekt. Den gang meget grønne, men også meget talentfulde. Kontakterne fra dét besøg blev stille og roligt udbygget med turnéer og udgivelse af plader i Tyskland. Sidste år var gruppen med på den rent danske aften på Popkomm, og nu er de så udpeget til at være med på den måske hotteste Popkomm-plakat i år. Overhovedet. De er simpelthen vokset med opgaven og respekteres i dag som et internationalt act – de er blevet et ”navn”, mener Kristian Riis.

Tyske Radio Fritz optager på aftenen, og et indgået samarbejde med DR betyder bl.a. at Nephews, Carpark Norths og The Movements koncerter vil kunne høres på P3.

Ud over den “rent” danske aften støtter MXD og ROSA de øvrige danske gruppers optræden i Berlin.

– – –

Erwin Thomas
– udvalgt af
Popkomm-
arrangørerne.

POPKOMM 05 – dansk koncertliste

Onsdag

20:15 Figurines m.fl. Fritzclub im Postbahnhof
– – –
21:00 Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur m.fl. – NBI – Kulturbrauerei
– – –
22:00 Whomadewho m.fl. – Maria

Torsdag

21:00 Carpark North – Fritzclub im Postbahnhof
21:45 Diefenbach – Fritzclub Im Postbahnhof
22.30 Nephew – Fritzclub Im Postbahnhof
23:15 Kashmir – Fritzclub Im Postbahnhof
00:00 The Movement – Fritzclub Im Postbahnhof
– – –
22:15 Aimology m.fl. – Alte Kantine – Kulturbrauerei

Fredag

21:45 Ghost Rocket – Muddclub
22:30 The Untamed – Muddclub
23:15 On Trial – Muddclub
00:15 The Defectors – Muddclub
– – –

21:45 Labrador m.fl. – Pfefferbank
– – –
22:30 Erwin Thomas m.fl. – Maschinenhaus – Kulturbrauerei
– – –
22:50 The Alpine m.fl. – Kalkscheune