_uploads_gallery_2_2087_full

771 ansøgere til SPOT Festival 2007

771 ansøgere til SPOT Festival 2007 – det er det antal bands, der overholdt deadline 10. januar og har lagt billet ind på deltagelse ved årets festival 1.-2. juni i Århus.

Og at postvæsenet har haft travlt med at fragte bristefulde sække og kasser med ansøgninger og cd’er til ROSA er tydeligt: Tallet er en yderligere stigning i forhold til sidste års store tal, hvor 731 meldte sig.

Gunnar Madsen – ROSAs og SPOT Festivalens leder –  konstaterer, ”at interessen – og behovet –  for SPOT Festivalen synes at være stabilt. Det er rart at mærke at initiativet kan bruges”.

– Og at ansøgertallet nu for andet år er over 700 og stadig voksende understreger, at vi har et stort vækstlag her i landet. Og her er ROSAs pointe, at det er en talentmasse man bør arbejde med – og på andre niveauer end SPOT Festivalen – så får man endnu mere ud af det.

Gennemlytningen af den store mængde
bandmateriale er gået i gang. Fra venstre:
Jesper Brodersen, Mads Mulvad,
Morten Elley og Carsten Holm
Foto: Frank Steffensen

SPOT Festivalens eksterne lytteudvalg har allerede kastet sig over årets ansøgere.
Udvalget består af tre yderst  kompetente personligheder fra det danske musikmiljø: Danmarks Radios Carsten Holm (der gennem flere år har været vært for DR P3’s direkte udsendelser fra SPOT Festivalen og til daglig er radiovært på ”P3 Public Søndag”), lederen af det regionale spillested Studenterhuset i Aalborg, Mads Mulvad samt Jesper Brodersen fra Morningside Records. ROSAs Morten Elley er sekretær for udvalget.

Sidste år bød SPOT Festivalen på 104 musikalske indslag. De første navne til dette års festival bliver offentliggjort i næste måned og frem mod festivalen.