850 tiltrukket af den danske musikcocktail i Berlin

850 tilskuere inden for murene. Af dem godt 500 betalende og resten fra musikbranchen. Jo, MXD’s SPOT On Denmark-aften har stadig ry af at være den tilskuermæssigt største nationale aften under den internationale musikmesse og -festival i Berlin. Og det selv om det danske program i år var præget af flere usignede og – for tyskerne og det internationale publikum –  ”ukendte” bands end ved de foregående års danske aftener.

Ja, taget i betragtning at pladeselskabernes krise synes at have betydet en mærkbar nedgang i antallet af branchepersoner til 2008-udgaven af Popkomm, virker årets fremmøde nærmest som bøjet i neon.

– Det er ellers lidt som at råbe i kor – for vi er mange hernede, der vil have din opmærksomhed, siger MXD’s nye leder Thomas Rohde om sit første Popkomm.
– Men MXD har opbygget et brand med ”SPOT On Denmark”-aftenen, som i højere og højere grad går ud på at involvere branchen i udlandet i stedet for at missionere, hvilket vil sige at vi her vælger det, der har den største mulighed i en tysk virkelighed. Dén involvering – og dansk musiks flotte ry netop nu – er nok en stor grund til at vi kan holde niveau på Postbahnhof, hvor vi ellers hører at fremmødet har været mere behersket ved mange andre showcases på årets Popkomm, siger Thomas Rohde.

 

Thomas Roscheck,
marketing og PR-chef for
det store luxemburgske
kulturhus Rochhal: –
Niveauet er stærk,
professionelt og varieret.
Ligesom på SPOT-festival
– den måske bedste af sin
slags. (Foto: Henrik Friis)

Derudover glædede Rohde sig  over den gennemgående høje kvalitet hos de danske indslag trods den genremæssigt store spændvidde. INGEN faldt igennem. Og netop dét var også indtrykket hos mange af aftenens internationale gæster:

 

– Dansk musik har en enorm kvalitet i bredden – uanset genre, sagde Thomas Roscheck, marketing og PR-chef for det store luxenburgske kulturhus Rockhal . Jeg har set det her i aften – lige fra The Blue Van til Spleen United. Og jeg så det til overmål årets SPOT Festival. Niveauet dér var virkelig stærkt. Professionelt, varieret. Af udenlandske festivaler er det kun stærke Eurosonic (i Groningen, Holland, red.) der kan måle sig – og selv ikke den kommer helt så langt ud i krogene som SPOT, som jeg foretrækker langt frem for festivaler som Popkomm, roste Rockhal-repræsentanten, som i øvrigt præsenterer hele fem danske navne – hovedparten plukket ved SPOT Festivalen – ved sin festival i slutningen af november. bl.a. Veto fra aftenens Popkomm-show.

 

 

 

 


Heiko Portale, Bradenburger-
avisen Lausitzer Rundschau:
– jeg havde meget større indblik
i svensk og nork musik inden i
aften, men nu er jeg meget
interesseret i at lære mere om
den danske. Det var professionelt
og af meget høj kvalitet

Beta Satan som branche-favoritOg så brændte Beta Satan virkelig igennem hos flere: – De spillede som en blanding af tre af mine favoritter, Mogwai, Henry Rollins og Helmet. De var cool – og meget åbne og bare så naturlige omkring det de gjorde, roste musikjournalisten Heiko Portale fra Brandenburgeravisen Lausitzer Rundschau, som før SPOT On Denmark-aftenen havde meget større indblik i svensk og norsk musik, men som efter var MEGET interesseret i at grave langt dybere ned i den danske musikskat.  – For mig var det helt anderledes end den svenske og norske scene – meget varieret. Men også med meget høj professionalisme og kvalitet.

Adriaan Bol, fra hollandske Cloudspeakers (firma som specialiserer sig i at indsamle og udbyde musiklinks) var også helt oppe at ringe over Beta Satan:
– Det var langt den bedste koncert i aften – og der er bestemt ikke noget af det andet der har været dårligt. Men Beta Satans store fortrin er, at de har en selvtillid til at gøre, lige hvad de vil. De krydser genrer som det passer dem – og de blev ved med at overraske uden på noget tidspunkt at ville please andre end sig selv. Jeg er med en flok bestående af hollændere, svenskere, tyskere og danskere, og vi er helt enige om at Beta Satan var noget helt specielt.

 

Guillaum Boureau, 3C,
fransk booking-firma.
– Et band som The Blue
Van har livemuligheder i
Frankrig

Også Guillaumm Bourreau fra det franske booking-firma 3C stillede sig op i Beta Satan-køen: – De indeholder både gode melodier, funky songs, hardcore og en masse andet. Det mix – sammen med energien – er bemærkelsesværdigt, sagde Bourreau, der i øvrigt også pegede på The Blue Van som et band med live-muligheder i det franske, fordi de trods den tydelige 60’er-inspiration viser en god ung energi. – Og så ville jeg godt have set både Veto og WhoMadeWho, som jeg allerede kender, hvis det ikke havde været fordi en af mine egne artister spiller et andet sted i byen i aften, undskyldte 3C-bookeren sig.

Ricarda Ciontos var sammen med Katja Kettner fra den berlinske Nord Wind-festival (for Nordic performing Arts And Music) på jagt efter emner til deres to ugers festival i oktober 2009 og vil følge alle aftenens indslag gennem det næste stykke tid. Men Veto var nok det navn, der satte sig bedst fast, mente Ciontos:

 

Ricarda Ciontos, Nord Wind
Festival, Berlin, var så
“irreteret” over Veto, at hun
måtte lytte…

– Sangeren (Troels Abramsen, red.) høje, høje stemme sammen med den hårde lyd og den voldsomme, elektroniske musik gjorde noget ved publikum og gjorde noget ved mig. Jeg vil ikke sige, at jeg kan lide det personligt, men det var selvstændigt og det gjorde indtryk. Jeg kan bl.a. godt lide kunst, der irriterer mig så meget, at jeg er nødt til at se nærmere på det, selv om jeg egentlig er i gang med noget andet. Og det er Veto nok det tætteste på at have gjort i aften, sagde Ricarda Ciontos inden også hun lagde vægt på den høje kvalitet og det høje niveau hos alle aftenens musikalske indslag.

Gode danske minder
Altså masser af gode minder om dansk musik – og det er netop det MXD’s tyske samarbejdspartner omkring SPOT On Denmark-aftenen, Jan Clausen fra Queen About Music slår på:

 

Jan Clausen: Spørg folk
hvilken showcase de
husker fra de seneste
Popkomm – og flertallet
vil svare: den danske…

– 520 betalende tilskuere: Det er altså ret cool at vi kan bevare det tal selv om grupperne har været mindre kendte end sidste år. Spørg folk hvilken showcase fra Popkomm de husker, og de vil sige den danske. Sådan har det været de sidste fire år. Vi har altså opnået og bibeholdt et rigtigt godt fokus, siger Jan Clausen og fortsætter:

– Så kan det godt være at pladeindustrien har det dårligt og kommer til Popkomm i mindre grad end tidligere – til gengæld er de danske management-firmaer så blevet meget bedre til at bruge Popkomm til at udvide deres networking og bruge det som forbedret sprængbræt for deres artister. Husk på at for bare seks år siden lavede ROSA Skand-All-koncerter i Tyskland, for at påbegynde en networking til det tyske marked som var noget nær ikke-eksisterende – de fremstød er blevet overflødige på grund af det store netværk der er skabt i dag. Og dét er Spot On Denmark på Popkomm med til at vedligeholde og udbygge.