Green Lives - positive toner og stærkt vokal-arbejde. (Foto: Henrik Friis)

Aarhus Rocks! – musikken skabte ekstra interesse for udstillingen. Se billederne

Seks bud på Morgendagens Aarhus-stjerner afsluttede koncert-indslagene i forbindelse med åbningen af “Aarhus Rocks!” i den Gamle By.

Med en nærmest stillestående luft på Torvet i Den Gamle By og en pinsesol, der ikke dansede spor men bare bagte, bagte og bagte fra en skyfri himmel, sluttede Green Lives mandag den musikalske del af Aarhus Rocks!-udstillingen af.

Stranden havde fået førstevalg hos mange, men de 70-80 fremmødte fik sig en dejlig melodisk oplevelse med gruppens folk-inspirerede indierock og flotte vokalharmonier.

Det kan godt være, at Green Lives seneste album The Years handler om alle årstider, men de sol-besmittede sommersange stod sig nok allerbedst til de 45 minutter, hvor selv de toppede brosten blev varmet op og agerede siddeplads for mange af tilhørerne.

Suppleret med en lige så positiv oplevelse bare et par timer tidligere fra sangeren Anna Bell kunne Den Gamle Bys overinspektør Martin Brandt Djupdræt gøre status både over den musikalske del af Aarhus Rocks! i weekenderne siden midten af maj – og det afsluttede fokus på ”Morgendagens Aarhus-stjerner”, hvor Nanna Schelde, Sonja Hald, Lydmor og Asbjørn tidligere i Pinsen havde givet eksempler på fremtiden.

Anna Bell - første navn i mandagens pinsehede på Torvet i Den Gamle By. (Foto: Asger Christiansen).– Vi har aldrig tidligere lavet et lignende projekt, og vi er både glade for så mange tilskuere, der er kommet for at opleve musikken – og ikke mindst alle de parter, der har arbejdet sammen med os for at få skabt projektet. Både musikere og diverse aktører, bl.a. SPOT Festival, siger Martin Brandt Djupdræt og fortsætter:

Up-to-date
– Vi har tidligere præsenteret musik i forbindelse med vores udstillinger for diverse perioder, men ikke så moderne og helt up-to-date som her. Men allerede fra start har vi syntes det var et vigtigt element i udstilling, der handler om musikkens udvikling frem til i dag (Aarhus Rocks! spænder fra årene 1960-2014, red.). Og selv om vi nu skal hjem og granske vores besøgstal for alle mulige faktorer, så kan vi lige nu se, at antallet af gæster sammenlignet med samme periode i fjor, er vokset.
Overinspektøren har været tilfreds med hovedparten af de musikalske aktiviteter, og han lægger ikke skjul på, at forrige weekends musikalske indslag fra Aarhus V (Hudna, Hossam, Zamsam, Rap Akademiet m.fl.) gjorde ham glad:

– Der havde vi mange besøgende fra en del af byen, som ellers ikke plejer at komme her. Men de var måske kommet for at opleve en palæstinensisk musiker, og så lærer de noget om Den Gamle By i samme omgang. Det er kun dejligt at opleve – og endnu en understregning af vores vigtigste opgave: At være relevante for alle. Og helt aktuelle. Udstillingen har jo både den seneste SPOT Festival inkluderet – som det også vil ske med næste uges Northside.

Aarhus Rocks!-udstillingen løber frem til 1. maj 2015, og Den Gamle By vil i den kommende periode overveje, om der skal mere live-musik på programmet på et senere tidspunkt i forløbet.  Og så understreger man, at indsamlingen af effekter fra det århusianske musikliv ikke stopper med udstillingen – den vil fortsætte, så museet kan tage emnet op igen.

#SLIDER3#

* SPOT Festivalen / ROSA – Dansk Rock Samråd har medvirket omkring koncerterne i første weekend efter  Aarhus Rock!s åbning med Michael Learns To Rock og bandet Inside Out (m. solisterne Dicte, Shaka Loveless og The Broken Beat’s Kim Munk). Desuden i weekenden omkring månedsskiftet med de orientalske musikalske kulturer fra Aarhus V:  Rap Akademiet, Hudna og Houssam Zamzam. Og endelig “Morgendagens Aarhus-stjerner” med Nanna Schelde, Sonja Hald, Lydmor, Asbjørn, Anna Bell og Green Lives.