Thomas Dybdahl i topform med et dybt koncentreret publikum. Han lod sig ikke slå ud af at en lydprøve på gaden forud for weekendes museumsfest i Buenos Aires på et tidspunkt overdøvede koncerten - han spillede tværtimod på det.

Argentinerne fik smag for nordiske toner

”Vigtig aften for musikken i Buenos Aires” mente argentinsk musikkritiker efter Días Nórdicos – og flere fra publikummer sang med på de positive toner

– Jeg mener, det her er en vigtig aften. Jo, store ord, men det er første gang i Argentina, at vi oplever så meget ny musik fra den nordiske scene. Det er spændende for os at vide, hvad der sker med musikken i Norden, jeres udtryk og jeres måde at lave musik på. Og hvis man interesserer sig for andet end de helt store navne og trækplastre, er det faktisk ikke tit vi oplever ny spændende musik som dette. Og vel at mærke med så høj kvalitet.

Det er fredag aften omkring 22.30. Días Nórdicos’ og ROSAs første udspil i Argentina er lige overstået med en yderst vellykket udendørs-aften med koncerter af norske Thomas Dybdahl, finske Zebra and Snake og danske Rangleklods på en tæt publikumspakket tagterrasse med over 500 tilskuere på Museo Nacional de Bellas Artes i midten af sommervarme Buenos Aires.

Yumber Vera RojasDe rosende ord kommer fra Yumber Vera Rojas, musikjournalist af venezuelansk herkomst som nu i en årrække har boet i Buenos Aires og skriver for det argentinske dagblad Pagina 12, ugetillægget No – og som desuden skriver om latinamerikansk musik i det store spanske dagblad El Pais.

Hans speciale er især musikkens nye trends og stilretninger, og med de interesser kan det til tider være svært at få stillet sulten i Argentina fortæller han:

Zebra and Snake -  finnerne gentog torsdagens fest fra Sao Paulo ved tagkoncerten i Buenos Aires fredag.Meget anderledes musik
– Jo, de større navne som The Knives og også José Gonzales har vi hørt om. Men ellers har den alternative musik ude fra det svært. Musikken vi har hørt i aften er meget anderledes. Tomas Dybdahl spiller akustisk, men har sin helt egen intense stil, Zebra and Snake er 80’er-inspiration men opdateret til nutiden, og Rangleklods er bare noget helt andet. Deres show var et af de vigtigste shows i Buenos Aires i år. Jo, jeg mener det. De har forbindelse til avantgarde og eksperimenter – og det kan jeg godt lide. Men jeg vil helst ikke fremhæve et enkelt navn – alle var interessante, siger Rojas.

Publikum slugte den nordiske aften - her den forreste række til Zebra and Snake.Han mener sagtens, at der kunne være plads til mere nordisk musik af denne kvalitet i Argentina. Landet har mange store festivaler – alle opkaldt efter store firmaer set i forhold til de europæiske, og meget præget af de samme store internationale navne. Men han mener der er ved at være en sult efter nye musikalske vinde:

Vigtig festival
– Derfor er det vigtigt med en festival som Días Nórdicos, som kan præsentere den slags. Ellers hører vi det ikke. Nu er der mange hundrede, der går hjem og lytter videre til musikken, og som fortæller videre om den til deres venner. For læg mærke til, at folk blev der under hele koncerten. Der var fuldt hus hele aftenen. Folk ville have det hele med, sagde han.

Rangleklods - sluttede aftenen effektfuldt af - og fik masser af ros.Nu skal ROSA og de spanske samarbejdspartnere i Días Nórdicos evaluere på 2014-fremstødet i Sydamerika, som også inkluderede Sao Paulo i Brasilien torsdag aften. To ganske anderledes koncerter og territorier – men umiddelbart vellykkede efter hver sin målestok. Men inden de eventuelle planer for 2015 drøftes, lader vi lige nedestående tilskuer-kommentarer fra Buenos Aires-aftenen stå et øjeblik:

 

Nicolas, 23 år – fra Buenos Aires – musiker (trommeslager).
– Det var en fed aften, I Buenos Aires er denne her slags aftener med præsentation af ny musik sjældne – det var kvalitetsnavne alle tre og det var kvalitetslyd. Så sammenlignet med andre shows man oplever her, var det en god oplevelse.  Skal jeg vælge en favorit er det – hvordan udtaler man det?….R-å-n-g-l-e-k-l-å-s-s…?.. deres sound er forskellig fra andet og den måde de tænker rytmer på – bl.a. reggaeton  – er faktisk meget latinamerikansk præget. Det var som Europa møder Latinamerika på samme tid. Og så var det en god sanger, selv om tempoet måske var lidt ens målt over en hel koncert.

Paloma, 26 år – fra Peru, bosat i Buenos Aires – studerende.
– Jeg kommer tit til de events der holder her på museet. Og så har jeg en norsk ven, som bl.a. har fortalt mig om Tomas Dybdahl og spillet hans musik. Nu har jeg boet her i halvandet år og det var meget anderledes i forhold til det vi ellers hører. Meget interessant. Og alligevel ikke længere væk fra min smag end at jeg kan connecte til musikken. Min favorit? Rangleklods – deres lyd – og så deres rytme bl.a. med reggaeton. Det var meget originalt. Og hvis man vil præsentere events som dette for sydamerikanerne er Buenos Aires det helt rigtige sted med studerende fra Venezuela, Columbia, Peru, Chile.  Det er en melting pot – en meget kosmopolistisk by.

Jordi, 19 år – fra Buenos Aires – studerende.– Det var en suveræn oplevelse for mig. Jeg spiller meget musik og mange instrumenter, men jeg er ikke vant til at høre nordisk musik bortset fra måske Bjørk og så mere klassisk musik. Men det her var meget forskelligt – og uanset stil var det awesome. De indeholdt det hele. Thomas Dybdahl var lækkert akustisk – jeg kan godt lide Jack Johnson og musik i den stil, Så indie-pop med Zebra and Snake og så elektronisk musik. Det var en varieret aften, og jeg skal hjem og tjekke det videre ud på internettet… Overordnet om hele aftenen er jeg positivt overrasket.