Artist talk med Farveblind på Rudehøj Efterskole

Duoen Farveblind satte i onsdag  en hel eftermiddag og aften af til eleverne på Rudehøj Efterskole i forbindelse med deres E-Tur-koncert. Farveblind tog selv initiativ til at foreslå en artist talk – et tilbud efterskolen ikke kunne sige nej til.

Foto og tekst: Louise Rasmussen

Farveblind vil gerne have så meget kontakt med publikum som overhovedet muligt. Derfor valgte Jens Asger Lykkeboe Mouritzen og Magnus Pilgaard Grønnebæk i går at afholde en artist talk for eleverne på Rudehøj Efterskole.

Artist talk med Farveblind.

– Vi vil rigtig gerne være behjælpelige og møde eleverne i øjenhøjde. At komme ud og møde eleverne hvor de er, og være i direkte kontakt med dem, det har en helt speciel værdi. Og hvis vi kan inspirere en eller flere elever til at gå skridtet videre med musikken, har det været det hele værd, fortæller de to.

En uformel tone
Eftermiddagen på Rudehøj Efterskole startede med halvanden times artist talk i et hyggeligt samtalerum, hvor der bl.a. blev snakket om kærligheden til musikken, drømme og duoens egne erfaringer i en til tider turbulent musikbranche. Eleverne lyttede koncentreret til Jens og Magnus’ oplæg, og de havde da også en masse spørgsmål, som drengene med største fornøjelse svarede på. Selvom det var Farveblinds første artist talk, virkede de enormt professionelle, og de kom både med uddybende humoristiske og professionelle svar på elevernes mange spørgsmål.

– Man fornemmede virkelig, at de kunne lide at hænge ud med eleverne, og at de havde lyst til at dele af sig selv og deres erfaringer. Der var en uformel tone, som gjorde det nemt for eleverne at blive en del af snakken. Det virkede rigtig godt, og nu har eleverne også en lidt anden forventning til aftenens koncert – efter at have mødt kunstnerne, fortæller underviser Helene Maria Jørgensen.

Glade elever på Rudehøj Efterskole.

En spændende artist talk og et energisk liveshow
Efter lidt tid rykkede vi ind i et større klasselokale, hvor Farveblind bl.a. snakkede om sampling, kreativitet, det at producere og ophavsretten til musikværker. Eleverne kunne fortsat stille spørgsmål undervejs, og de blev præsenteret for forskellige stykker musik og videomateriale som understøttede duoens pointer gennem oplægget. Derudover blev der snakket om branchefestivaler, og drengene kom med gode råd til de elever, som selv spiller musik og evt. går med en drøm om at leve af musikken. Farveblinds oplæg faldt i elevernes og undervisernes smag. Helene Maria Jørgensen var især begejstret for eftermiddagens program:

– Det at få lov til at møde nogle musikere som Farveblind, som er nået skridtet videre, er en stor inspiration for eleverne. Vi har jo elever, der overvejer at skabe karriere inden for musikken, og det at de får lov til at snakke med nogen fra musikverdenen, og som ved hvad det vil sige at producere musik og afholde koncerter, er jo en kæmpe mulighed for eleverne.

Efter en tre-timers artist talk og en velfortjent pause, var Farveblind endnu engang klar til at gå på scenen og give Rudehøj Efterskole en fed aften. Og det fik de: Eleverne dansede fra start til slut.
Nu ved de hvad Farveblind er for en størrelse – men også lidt mere om hvad det kræver at være musiker.