uploads_gallery_3_3622_full

Bahnhof er næste indslag i ROSAs efterskoletur

Efter flere tilløb lancerede ROSA – Dansk Rock Samråd i efteråret for første gang en decideret efterskole-tur, hvor Marvel Hill i november-december gav koncerter på jyske efterskoler. Nu fortsætter initiativet med århusianske Bahnhof, som over de næste to uger optræder for eleverne på – i første omgang – fem efterskoler.

Bahnhof udkom i sommer på det århusianske pladeselskab Strange Ears Recordings med albummet ”Reverse”. Et udspil med mørk melodisk rock tilsat elektroniske elementer og støj – og yderst fængende omkvæd. Albummet er blevet rigtigt godt modtaget herhjemme, og singlen “Call The Police” kan i øjeblikket høres på både DRs P2 og P3.

Men det er ikke kun herhjemme, Bahnhof vækker opsigt. Sidste sommer spillede gruppen bl.a. på den store svenske festival Peace & Love, og med så stor succes, at ”Reverse” i slutningen af denne måned udgives i Sverige. Af samme grund er gruppen også netop vendt hjem efter en række nye koncerter i det svenske, og flere medier hinsidan har allerede kvitteret med fornemme anmeldelser: 4 ud af 5 stjerner er normen.

Nu kommer turen så til en håndfuld danske efterskoler:

Mandag 25. februar – Femmøller Efterskole
Tirsdag 26. februar – Hammerum Efterskole
Onsdag 27. februar – Horne Efterskole
Tirsdag 4. marts – Ranum Efterskole
Torsdag 13. marts – Østhimmerlands Ungdomsskole

Flere efterskolekoncerter med Bahnhof er under planlægning.

Projektet har fået tilskud fra EU og Ministeriet for Fødevare, Landbrug og Fiskeri.