_uploads_content_images_3_3192_full

Barcode underskriver international kontrakt

Barcode underskriver international kontrakt
Erik Barkman Petersen

Nej, det er ikke dem med sms-sangen. Århusianske Barcode er et benhårdt hardcore-band, der efter tre års ufrivillig indspilningspause er klar til at komme langt ud over landets grænser med deres kommende, fjerde album. Gruppen har netop underskrevet en international, fire-albums kontrakt med tyske Nuclear Blast – et af verdens største metal-pladeselskaber.

– Vi indspillede en promo, som vi sendte ud til omkring 60 pladeselskaber i hele verden, men det kastede ikke rigtig noget af sig. Samtidig lå mit andet band, Hatesphere, i forhandlinger med Nuclear Blast – og en dag spurgte jeg dem simpelthen: ”Skal I aldrig udgive noget ordentligt hardcore?”, fortæller Barcode-frontmand Jacob Bredahl fra Island, hvor han spiller to koncerter med netop Hatesphere i disse dage.

Nuclear Blast gav faktisk Barcode-promoen et ekstra lyt, og denne gang blev tyskerne meget begejstrede. Resultatet blev en kontrakt, som Barcode er rigtig godt tilfredse med at have indgået:
– De sidste år har det stået lidt stille i bandet, fordi vi har haft line up-problemer: Folk har fået børn og er blevet gamle. Så vi er glade for at være i gang igen, slutter Bredahl.