Ihan Haydar: opfordrer unge piger til bare at komme i gang med musikken - og at tilmelde sig til Pop-Pilot.

”Bare gå i gang med at spille – lyt ikke til alle dem, der si’r du ikke kan…”

I efterårsferien er der Pop-Pilot musiklejr for 13-16 årige piger fra hele landet i henholdsvis Køge og Struer. Nedenfor fortæller to af årets instruktører, Ihan Haydar og Marianne Søgaard Hoffmann om hvordan det er at være pige i musikverdenen, og opfordrer interesserede til at springe ud i musikken med det samme.

Hvis Ihan Haydar havde lyttet til alle dem, der sagde, at hun ikke kunne – eller havde ladet sig gå på af alle de besværligheder, hun måtte overvinde for at spille musik, så havde hun aldrig oplevet det hun gør i dag:

Lige nu er hun f.eks. brand-aktuel som medlem af L.I.G.A. og hittet ”Skylder Dig Ikk’ Noget”. Sidste år var hun med til at vinde det danske Melodi Grand Prix med gruppen Soluna og deltog i det store internationale i Azadbardjan. Og så er hun i det hele taget kendt som ”Crazy Drummer Girl from Denmark”.

Det er da meget godt gået af en pige, som mange var hurtige til at dømme ude, og som ikke ligefrem blev strøget med hårene karrieremæssigt:

– Det var specielt drengene, der ikke troede på mig – drenge kan godt være lidt egoistiske på den måde, når det gælder musik– og så syntes mine forældre heller ikke, at et trommesæt hjemme i rækkehuset var den bedste løsning, fortæller Ihan, der i øvrigt heller ikke selv havde råd til trommer dengang og først har ejet et sæt  gennem det seneste år.

Så i stedet baskede hun løs, hvor hun kunne og på hvad hun kunne, så snart hun fik chancen. I frikvartererne i folkeskolen. Efter skoletid. Også i gymnasiet. Slog løs til rytmerne i alle de numre hun kunne lide – og i øvrigt uden at have modtaget undervisning. Hun har lært sig ALT selv. Til de kommende Pop-Piloter siger hun:

– I skal ikke være bange eller skræmte – bare kast jer ud i det, uanset hvad andre siger. Pop-Pilot er en tryg ramme, hvor vi kan prøve en masse af sammen. Jeg ville da ønske, at jeg selv havde haft mulighed for at komme på en lejr som Pop-Pilot. Det ville have hjulpet mig meget dengang, siger Ihan og fortsætter:

– –  Og at det kun er for piger er fedt. Også på instruktør-side. Jeg kan godt li’ den girlpower, der er over det. Piger forstår nu en gang bedst hinanden – det er specielt vigtigt i starten, hvor man skal i gang med musikken – fordi vi piger er lidt følsomme og generte, fortæller Ihan.

Det kan KUN blive sjovt
Ihans instruktør-kollega Marianne Søgaard Hoffmann slår samme tone an:

–  I skal bare gøre det og tage chancen – det kan KUN blive sjovt. Det er HELT ufarligt, siger multiinstrumentalisten Marianne, som spiller/ har spillet sammen med så forskellige folk som Sigurd Barrett, Anne Dorte Michelsen, Kira Skov, Peter Peter og Megafon. Og som også udsender plader i eget navn.

– Hvorfor kaster piger sig ikke bare ud i musikken, spørger Marianne og svarer selv, at ”det er ens slags køns-dystopi” – at musik bare slet ikke opfattes som noget for piger. På nær når det gælder sang.

– Jeg tror det er fordi piger – modsat drenge, som bare kaster sig ud i det – har et større krav til sig selv om at være perfekte. Men det behøver man slet ikke tænke på i Pop-Pilot. Og det gode ved det er, at hér er der plads til både de helt nye og til de øvede. Vi skal nok få det til at fungere, så alle får udbytte af det, siger Marianne, der også var instruktør for pigerne sidste år  og ser Pop-Pilot som et slags alternativ til X-Factor:

For hér er man i en gruppe om at skabe noget – sammen. Mens det andet handler om at optræde selv med backing. Det er noget helt andet.

– Selvfølgelig er Pop-Pilot også sang – men også meget mere: Hvis man har lyst til at spille et instrument. Hvis man går og tumler med en sang eller en tekst. Hvis man kunne tænke sig at spille med andre. Eller… Bare kom med det – vi skal nok få det til at fungere. Det er fedt at spille musik og opleve noget sammen, slutter Marianne.

Søg om at komme på Pop-Pilot her.

Læs mere om Pop-Pilot-projektet og en præsentation af instruktørerne her.