Brasilianske DJ Dolores samarbejder med Bliglad og Junkyard Productions

 

En af de meste spændende repræsentanter for den pulserende brasilianske klubscene gæster Danmark i maj måned. Han kommer til Danmark inviteret af ROSA og med støtte fra Statens Kunstråds DIVA-ordning (som står for DIVA – Danish International Visiting Artists Programme).

DJ Dolores er en prisbelønnet kunstner, som kommer til at deltage i workshops, foredrag, optræde på scener rundt omkring i landet og ikke mindst, vil DJ Dolores indgå i kunstnerisk samarbejde med så spændende navne som Bliglad og Junkyard Productions.

I kufferten har DJ Dolores et bagkatalog, der består af seks albums (inklusiv lydspor til teaterstykker og film). Genremæssigt befinder DJ Dolores sig indenfor “brasiliansk elektronisk verdensmusik”, indeholdende stilarter såsom samba, maracatu, technobrega, frevo og kuduro.

DJ Dolores samarbejder med en række af Brasiliens største stjerner (Gilberto Gil, Tribalistas, m.m.) og laver remixes og fortolkninger af det bedste Brasiliens moderne musik har at tilbyde. Alt dette præsenteres i Danmark i festlige og dansable dj-sæt af Hélder Aragão a.k.a. DJ Dolores.

DJ Dolores har modtaget utallige brasilianske priser, såvel som en BBC World Music Award, og hans CV tæller omfattende international koncertvirksomhed i bl.a. Nordamerika, Europa (inkl. Glastonbury ’05 og Roskilde ’03) og i Mellemøsten.

DJ Dolores’ musik kan opleves på www.myspace.com/dj.dolores.

Projektet
ROSA – Dansk Rock Samråd inviterer DJ Dolores fra Brasilien til Danmark i en måned med støtte fra Statens Kunstråd (DIVA-ordningen). Med hans ophold ønsker vi at inspirere danske musikere og publikummer med den musik, han repræsenterer.

06-Maj: Workshop hos DMF – Dansk Musiker Forbund, Århus
08-Maj: dj-sæt, International Hus, Odense (www.inter-hus.dk)
14-Maj: dj-sæt og digteoplæsning, Lyd+Litteratur #8, Århus
18-Maj: Workshop og dj-sæt, Nørregårds Højskole, Bjerringbro
19-Maj: dj-sæt, Studenterhuset, Aalborg
20-22-Maj: VIP-gæst på SPOT Festival, Århus
21-Maj: dj-sæt, OPSANG 2010 under SPOT Festival, Århus www.opsang.nu
21-Maj: dj-sæt, Train, Århus
28-Maj: dj-sæt, Global, København