Anna fra Horsens i gang med rytme-sporet.

Camp for blæksprutter

Fem unge kvinder prøver i disse dage kræfter med rollen som producer i forbindelse med Pop-Pilot-lejrene i Odense og Næstved

Komponist. Udøvende musiker. Arrangør. Teknik (redigere – finpudse). Musikalsk guide. Erfaring. Ideer. Endeligt udtryk. Overblik.

Den stak begreber, roller m.v. var skrevet op omkring en stor, sød blæksprutte, som Anna Lidell havde tegnet på flipoveren, da fem unge kvinder i alderen 17-21 i går tog fat på tre dages Producer Camp i Aarhus i forbindelse med årets Pop-Pilot-aktiviteter.

Blæksprutten er en producer. For en producer skal kunne det hele – eller i hvert fald det meste. Og på alle tidspunkter i processen, hvor musikken skabes:

– Først er der pre-produktionen, hvor man ser på materialet med kunstneren, taler om retning og mulige udtryk, eventuelt coacher musikerne osv. Så er der selve produktionsfasen og indspilningen, som er mere teknisk baseret. Og så er der post-produktionen med eventuelle rettelser, mix af musikken, effekter osv. Produceren skal i det hele taget have det musikalske overblik gennem hele processen, forklarer campleder Anna Lidell om producerens mange roller – derfor tegningen af blæksprutten i kursus-lokalet.

Anna Lidell - med producer-blæksprutten i baggrunden.Der er altså tale om en længere proces og et stort arbejde. Og der ér ikke mange kvindelige producere herhjemme ”faktisk kender jeg ikke nogen”, siger Anna Lidell (der selv har produceret Arvid, tyske Paula Tebbens, bandet Grapefruit Moon og nu selv er gået med i et band med Katie Gunn efter at have startet som producer for amerikaneren).

– Der er mange processer som producer, som jeg efterhånden kender en del til, og som jeg nu gerne vil give videre til andre, siger Anna Lidell om sin rolle som camp-leder.

Det kvindelige underskud er grunden til, at Producer Camp’en blevet tilføjet årets Pop-Pilot-program, hvor der i forvejen er lejre i både Odense og Næstved her i efterårsferien – hvert sted med op mod 20 piger i alderen 13-16 år som laver musik sammen.

Så går det mod Odense og Næstved - producer-spirerne og Anna Lidell ved afgangen fra Aarhus.Tredages Camp
Tirsdag indledtes Producer Camp’en i ROSAs og Promus’ lokaler i det centrale Aarhus: de fem medvirkende indspillede og bearbejdede rytme-, bas-, keyboard-spor m.v. i nævnte rækkefølge, hvor alle camp-deltagere kom med input og forslag til de ”rigtige” lyde, farver m.v. til grundsporet.

Efter yderligere ”producer-skole” onsdag formiddag er holdet nu draget af mod Pop-Pilot-lejrene i Odense og derefter Næstved, hvor de fem producer-spirer hvert sted skal producere et af de numre, som Pop-Pilot lejrene har lavet i løbet af de første dage.

Karoline, 18 år og fra Silkeborg: – Jeg synger og har tidligere interesseret for at arbejde med lyd, men her får man selv ”musikken i hænderne” – det er meget spændende. Det er en udfordring at prøve, og det bliver en udfordring at skulle producere numre i Odense og Næstved de næste dage. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at gå videre med det.

Josephine, 18 år og fra Aarhus: – Jeg har ikke prøvet sådan noget før, men min mission er at lære at lave og producere musik på computer. Og det at skulle samarbejde med andre og rådgive omkring musik som producer er spændende. Jeg glæder mig til Odense og Næstved…

Anna, 18 år fra Horsens: –  Jeg spiller selv i gruppe og har før set over skulderen på en producer. Men her synes jeg det er superinteressant at skulle sætte sig ind i andres musik – og komme med forslag til andre tilgange til musikken sammen med dem. Jeg har selv prøvet at være på selve Pop-Pilot tidligere (på den uge-lange lejr, red).

17-årige Ulrikke fra Skørping og 20-årige Anna Kathrine fra Aarhus er de to andre deltagere i Producer-Camp’en.