Carpark North og Dúné til kulturuge i Schleswig

Dúné og Carpark North skal stå for den afsluttende rockfest lørdag i tyske Schleswig når byens kulturuge skal rundes af – anledningen er det danske mindretals fejring af en ny skole skænket af A.P. Møller.

Som det første band går Carpark North på scenen kl. 20.00. Carpark North har på det seneste været ramt af uheld, hvor bassist Søren Balsner kom til skade med hånden umiddelbart før en koncert, men det hindrer ikke gruppen i at stille op for fædrelandet, når der bliver sendt bud. Og efter en god times koncert samt et hurtigt skift, er det de syv unge skibonitter i Dúné’s tur til at servere dansk rock for publikum.

Den forgangne uge har tyskerne kunnet se og opleve et stort udvalg af dansk og nordisk kultur. Programmet har budt på alt fra musik, kunst, litteratur, film over nordisk mad, mode til design og har henvendt sig særligt til det tyske publikum i regionen.

Koncerten med Carpark North og Dúné er blevet til i et samarbejde mellem ROSA og Den Danske Mindretalsforening med støtte fra Folketinget, SdU (danske idræts- og ungdomsforeninger i Sydslesvig) og SSF (Sydslesvigsk Forening).