Cody: vi spiller til vi dratter om

Tirsdag 31. oktober er det 500 år siden, at Martin Luther hang sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg – en begivenhed der blev startskuddet til reformationen. Folkeuniversitetet arrangerer eventet ”Rethink Reformation 2017” i samme anledning, som blandt andet præsenterer Cody ved en koncert i Aarhus Domkirke.

Af Louise Rasmussen

Cody er grundlæggende sangeren og sangskriveren Kasper Kaae’s projekt, som startede tilbage i 2006. Siden har bandet haft flere forskellige medlemmer, men Line Felding (cello), David Fjelstrup (guitar), Frederik Thybo (violin) og Kaspar Kaae (forsanger og guitar) har været med fra start. Og derudover har bandet de sidste to år haft selskab af Mathias Findalen på bas og Asger Bjørk på vibrafon og trommer.

I forbindelse med den kommende koncert i Aarhus Domkirke har vi talt med forsanger og guitarist Kaspar Kaae om Cody. Og om koncerten.

Hvordan vil du beskrive Cody’s genre? / hvilken genre hører Cody under?

– Hmm. Mange kalder det for country. Jeg ser det måske mere som en form for mellow eksperimenterende indiepop. For mig er Cody langt fra country-musik, og jeg tror også, at mange country-musikere ville kigge skævt til os, hvis vi skulle ind under den genre. Jeg synes egentlig også, at der sker for mange ting i vores musik til kun at kunne kalde det for country. Jeg har altid set det som popmelodier pakket ind i en eller anden form for akustisk lyd. Jeg vil nok også passe på med at kalde det for americana, fordi det er alt for mol og nordisk til at kunne kalde det americana.

Et stort fællesskab af venner
Hvordan er dit forhold til de øvrige bandmedlemmer?

– Vi er i den grad gode venner i bandet. Man bliver ligesom venner i en professionel sammenhæng, og vi er et stort fællesskab af venner, der har kendt hinanden i 12-15 år. Vi er en gruppe venner, der tilfældigvis også spiller musik sammen. Vi laver også alt muligt andet sammen – sådan har det altid været – og dem der har tid og lyst spiller med i bandet, og så sætter vi det op på den måde.

Er der én eller flere sange som du er ekstra stolt over?

 – Øh ja, åh det er svært! Men ja, der er klart et nummer fra den første ep, der hedder ”Comfort and Rage”. I forhold til hvordan jeg kunne skrive på det tidspunkt, synes jeg, at det er en sang der både lyrisk og kompositorisk har kunne hænge ved i alle årene – den er jeg sindssygt glad for.

Hvad inspirerer dig, når du laver musik?

– Jeg tror faktisk, at jeg bliver mere inspireret af at lytte til alt muligt andet, end noget der minder om den musik, jeg selv laver. Jeg tror ikke rigtigt, jeg har noget, jeg læner mig op af – så hører jeg i stedet et eller andet hiphop-track eller et klassisk stykke musik, hvor jeg fx lægger mærke til ét enkelt element – det kan være trommerne eller en bas. Enkelte elementer i andre genrer inspirerer mig ofte til at skrive noget helt andet.

Hvad er jeres ambitioner og drømme med Cody?

– Vores vision er, at vi vil lave plader, indtil vi er gamle og halvdelen af os dratter om. Når halvdelen af os falder i graven, så tror jeg måske at vi stopper, men indtil da vil vi blive ved. Drømmene har selvfølgelig ændret sig lidt siden vi startede. Drømmen om at overtage verdensherredømmet har vi ikke længere på samme måde, men vi har en drøm om at kunne blive ved med at lave musik, og kunne blive ved med at være relevante for folk, og at folk gider at blive ved med at lytte til vores musik. Det er bare lidt en anden vinkel på det. Men vi har afgjort en vision om at blive ved med at spille.

Kirkekoncerter
Hvad kan publikum forvente af koncerten i Aarhus Domkirke?

– Vi har spillet i ret mange kirker, og en af vores styrker er, at vi er et ret adaptivt band i forhold til hvor vi er henne, og hvilket rum vi spiller i. Det der kommer til at ske i kirken er, at vi selvfølgelig ikke kommer til at have elektriske guitarer med: Vi bruger udelukkende akustiske instrumenter, og så kommer vi nok til at spille meget efter den lyd, der er i rummet. Derudover så glæder jeg mig helt vildt meget til at komme tilbage til Aarhus og spille. Jeg bliver gladere og gladere for den by, hver gang jeg er der – det er en dejlig by. Det er også sindssygt fedt for os at kunne få lov til at blive ved med at spille, og at folk gider at komme og høre vores musik – det er fantastisk.

Har i nogle nye projekter i gang i bandet?

– Vi skal i gang med at lave en ny plade her i efteråret, som nok nærmere bliver et slags kunstprojekt, hvor jeg i forvejen prøver at lave så lidt færdigt som overhovedet muligt, så vi får pladen bygget op fra bunden sammen. Vi har altid arbejdet ret meget med deadlines og haft lidt travlt, men den her plade skal bare tage den tid, den skal tage. Projektet er dog stadig meget på den grundlæggende basis.

Koncerten arrangeres af ROSA og SPOT i samarbejde med Folkeuniversitetet – samme aften spiller Liima på Aarhus Katedralskole, også som led i Rethink Reformation.

– – –

Koncert: Cody
Dato: 31. oktober kl.20.15
Sted: Aarhus Domkirke.
&
Koncert: Liima (DK/FI)
Dato: 31. oktober kl. 17.30
Sted: Aarhus Katedralskole, festsalen

Billetbestilling: http://bit.ly/2yp27Hu