uploads_gallery_5_6175_DWDetur

Dance With Dirt knokler for succesen

Selvom man vinder Karrierekanonen på P3, skal man arbejde hårdt for succes. Men har man oplevet Dance With Dirt på E-tur, er man ikke i tvivl om, at de gav sig 100 % hver aften på efterskolescenerne.

I ugerne 35, 36 og 37 var rockbandet og vinderne af P3’s Karrierekanonen 2012 Dance With Dirt på koncertturné. Hele ni efterskoler havde booket bandet i forbindelse med ROSA’s E-tur. Oveni det var der booket gigs i weekenderne, så Dance With Dirt havde hele pladen fuld.

Store drømme
Kort før starten på E-tur var Dance With Dirt en tur i studiet for at indspille nyt materiale og et par af disse sange blev spillet i løbet af de tre uger.

Tilbringer man tid med bandet, kan man mærke at medlemmerne lever og ånder for rocken og de gør alt, hvad de kan for at drømmen bliver virkelighed. En af gruppens to guitarister, Magnus har f.eks. slæbt grej backstage for Rolling Stones, da legenderne gæstede Horsens i 2006 og proklamerer: – Det bliver mig, der en dag spiller for 85.000 mennesker.

Rock’n’roll-attitude
Lead-guitaristen Kristoffer er typen, der gerne lader guitarstrengene glide op og ned af f.eks. en forstærker for at hive tonerne ud af guitaren. Man kan også risikere at finde ham liggende på gulvet midt i en vild solo eller pludselig stående uden guitar, fordi han har smidt den fra sig på gulvet midt i sangen.

Og når man giver så mange koncerter på kort tid, så kan det forekomme, at instrumenterne går i stykker. Det skete ikke én, men hele to gange for Kristoffer. Han er den lykkelige ejer af en Fender Jaguar Kurt Cobain Signature guitar, og aften efter aften blev den ”straffet” – hvilket altså betød, at guitaren måtte overlades til reparatørers kyndige hænder et par gange i løbet af E-turen. De seneste bulletiner lyder på, at der igen strømmer toner ud fra den…

Publikumsglæden betyder alt
Dance With Dirt fik op til E-tur fremstillet nye t-shirts, som efterskoleeleverne havde mulighed for at købe efter koncerterne. Bandet stillede villigt op til autografskrivning, og både autografer, t-shirts og cd’er var der efterspørgsel på, hvilket flere gange fik trommeslageren Jess til overrasket at udbryde: – Det er vildt, det her.

God lyd er vigtig for al musik, og når Dance With Dirt holder lydprøve, er det ofte bassisten Jonathan, som tjekker om lyden er, som den skal være. Og så har de i øvrigt forskellige roller i bandet. Jonathan og Magnus styrer management, trommeslageren Jess tager sig af økonomien, Kristoffer skriver tekster til bandets hjemmeside etc.

På alle efterskolerne er bandet blevet mødt af venlige og hjælpsomme lærere og elever og bandets spilleglæde smittede af på alle under koncerterne: Der er blevet danset, hoppet, klappet, headbanget og crowdsurfet. Ja, der blev sågar set eksempler på moshpits og wall of death-sammenstød. Så bliver det næsten ikke mere rock-agtigt.

Masser af spørgsmål
Under autografskrivning haglede det ned over bandmedlemmerne med spørgsmål fra nysgerrige elever: ”Hvordan var det at vinde Karrierekanonen?” og ”Var det fedt at være i fjernsynet?”- med hentydning til at Dance With Dirt var en del af en programrække om Karrierekanonen på DR3.

Et af de mere spøjse spørgsmål, som Magnus gentagne gange måtte svare på lød: ”Er det ikke dig fra Ramasjang?”. Og jo, det var ham. Magnus har en fortid som vært på DR Ramasjang og den rolle blev der spurgt flittigt ind til.

Dance With Dirt er af den overbevisning, at rockmusik skal spilles højt – og når de efterfølgende spurgte eleverne om musikken var høj nok, blev det ofte besvaret med et “Hva’?”. Det tog Jess som et positivt tegn….

Med E-tur har Dance With Dirt fået sig printet ind i adskillige elevers bevidsthed, hvilket også har kunnet aflæses direkte på bandets Facebookside. Her satte de inden turnéen et mål om at nå mindst 2000 “synes godt om”. Dette mål blev så rigeligt indfriet, og dermed kan det alt i alt konkluderes, at Dance With Dirt på E-tur var en succes.

Dance With Dirt sætliste

Intro
In The City
Snow Machine
One Of These Days
Coming Home
Amputations
Flush
Girls
Blue Queen (ekstranummer)