Danish Music Awards Blues uddeles lørdag i Randers

ROSA og JazzDanmark præsenterer i samarbejde med Turbinen i Randers et brag af et blåt arrangement lørdag 12. august, når der igen skal afholdes Danish Music Awards Blues. I år vil der ikke kun blive uddelt en DMA-statuette, men to. En til årets danske bluesudgivelse, og en til en bluesmusiker, der i løbet af året har gjort sig særligt bemærket på den danske bluesscene.

For femte år i træk slår ROSA – Dansk Rock Samråd og JazzDanmark sig sammen om at sende hæder efter den danske bluesscene. Denne gang sker det ved en særlig koncertaften, hvor der er sammensat et musikalsk program, der bevæger sig helt ud i hjørnerne af, hvad vi forstår som bluesmusik. Imellem de musikalske indslag vil der blive overrakt priser for Årets Danske Bluesudgivelse og Årets Blues Livepris. Sidstnævnte pris er ny i DMA Blues regi, og er oprettet for at honorere bluesmusikken som en genre, der i høj grad lever rundt om på landets mange bluesspillesteder. Derfor er det også spillesteder og arrangører, der har fået mulighed for at indstille en musiker, som har været særligt synlig i det forgangne år, og været med til at sætte dagsordenen for den danske blues.

Vinderne af begge priser udpeges af to juryer, bestående af folk med kendskab til det danske bluesmiljø.

De nominerede til Årets Danske Bluesudgivelse er:

Big Creek Slim: Good Mill Blues (Straight Shooter)
Grarup Allstars: That’s What Love Can Do – Live (Life is Good Music)
Hans Knudsen & Christian Bundgaard: Two Generations (Cweb Music)
The Pocket Players: Throw your dog a bone (Long Life records)
Terji: Útisetablús (Straight Shooter)

Mellem tradition og fornyelse
Musikalsk vil aftenen byde på noget for både traditionalisterne og de grænsesøgende publikummer, når kapelmester Gustaf Ljunggren og trommeslager Casper Simonsen tager publikum med på rundrejse i bluesens mangefarvede univers. Undervejs får de følgeskab af den amerikanske roots-rocker Howe Gelb og en af Danmarks fremmeste rockdivaer Kira Skov. Desuden spiller Big Creek Slim og Christian Bundgaard på aftenen.

Info og billetsalg  her.
– – –
Foto øverst: Howe Gelb (t.v.), Kira Skov, Gustaf Ljunggren.