_uploads_gallery_3_393_full

Dansk med kant

Dansk med kant

Dansk optimisme og vilje – og vellykkede koncerter – midt i en international krisetid på Popkomm-messen i Köln

At den internationale musikbranche er i krise, kan heller ikke undgå at smitte af på en stor branchefestival som Popkomm, der foregår i disse dage i tyske Köln, og som er skrumpet med cirka fem procent i forhold til sidste år, som igen var ramt af en mindre nedgang.

Blot kan krisen overhovedet ikke mærkes på den danske deltagelse: Hverken omkring den danske stand på messen, der har et rekordstort antal på 25 pladeselskaber repræsenteret i år. Eller ved de musikalske indslag det foreløbig er blevet til i den tyske storby. Devisen synes snarere at være, at den eneste farbare vej for dansk musik er at arbejde sig ud af besværlighederne.

På koncert-fronten har det allerede givet et rigtig godt resultat – nemlig da det største danske fremstød på Popkomm “The Now Sound of Rock’n’Roll-Scandinavia” sent torsdag blev søsat af pladeselskabet Kick Music på klubben Underground med The Defectors og Powersolo i selskab med svenske The Rockets.

Svendeprøve
De betænkeligheder man kunne have ved koncertstart om at et dansk fremstød i undergrunds-genren ville være overmatching i en by som gennem tre dage er præget af cirka 700 koncerter med store som små navne, blev ret hurtigt gjort til skamme. På den lille undergrundsklub, der flot levede op til sit navn med store rusthuller i metalgulvpladerne, graffiti på væggene – altså der hvor pudset ikke var faldet af – og ellers typisk sortmalet indpakning, leverede Powersolo en svendeprøve.

Rygende og overstyret akustisk
country og rock var Powersolos
våben for at fylde Underground op.

Fra kun at have to repræsentanter fra verdens ældste erhverv og en lommetyv som tilskuere ved koncertstart, fik Powersolo med brødrene Kim og Bo Hjort Jeppesen langsomt hevet folk ind ved håret fra Undergrounds sommerlune gårdhave. Midlet var kantet, skør, humoristisk og skinger rock og country med kun guitar og tromme, som der til gengæld var skruet ganske meget op for.

Herefter leverede The Defectors et 40 minutters ridt ud af garagerockens vej i et stramt, svedigt og effektivt show, der kun kan betegnes som medrivende, for den fyldte sal – og som fik gruppens udenlandske kontakter til at gnide sig i hænderne:

De internationale distributorer
var glade for Defectors’
show – den amerikanske Gabby
Castellana mener tiden
er moden til en USA-tur
for bandet.

Ikke kun den tyske distributør Olaf Finkbeiner fra selskabet Bellaphon, der fortæller at The Defectors nu er ved at være en rigtig god dansk eksportvare i det tyske. Men også den amerikanske distributør Gabby Castellana fra Hepcat Distribution, der begejstret mente, at ”The Defectors er flyvefærdige og modne til at tage på en længere USA-turné nu, hvor de specielt vil kunne gøre sig på den amerikanske vestkyst.. Der er ikke mange amerikanske bands af deres slags, og trenden er til Defectors’ form for musik lige nu. Med lidt held kan de blive et meget stort navn på linie med The Hives og The Strokes”, mente Gabby Castellana om den danske gruppe, der inden koncertstart var blevet radio-interviewet til ”WDR 1 Live”.

Messetravlhed
Selve den første messedag var også præget af hektisk aktivitet i og omkring den danske stand. Alt fra messeveteraner som Iceberg Music, der med sine to underselskaber når op på cirka 150 møder med mulige samarbejdspartnere i løbet af de tre dage til helt nye selskaber som Quartermain Records, der trods kun en enkelt cd-udgivelse indtil nu allerede er på international messe i erkendelse af, at det danske marked ikke er nok. Bliver det ikke til kontrakter og distributionsaftaler lige nu, genereres der i hvert fald en masse erfaring.

Gennem de lange messedage
er der mange interesserede
gæster ved den danske stand.

Og så er der selvfølgelig mange udenlandske selskabers danske darling pt. Crunchy Frog, der sidste år havde blot ti møder på Popkomm – i år er tallet 25. Og i modsætning til sidste år er mange af dem med såkaldte ”majors” – de store multinationale pladeselskabers forskellige landeafdelinger i Europa, USA og Japan, der pt. viser interesse for The Raveonettes, Superheroes samt Junior Senior, der allerede er solgt videre på europæisk plan.

Eneste danske minus indtil nu kom faktisk inden selve messen startede torsdag: efter onsdagens tv-transmitterede tyvstart på messen, hvor Randersbandet Natural Born Hippies spillede til det såkaldte afterparty. Kun 100 kunne trækkes ned fra den store udendørsterrasse, hvor bespisningen af det firecifrede tilskuertal foregik.

– At der var 20 af de ”rigtige mediefolk” blandt de 100, og at bandet spillede godt kan alligevel ikke ændre indtrykket af skuffelse. Det har kostet vores tyske samarbejdspartner WEA en r..fuld af euro at sikre den koncert. Men heldigvis kommer der andre muligheder, nu hvor hippiernes nye single promoveres hernede netop i disse dage, siger Manfred Zähringer fra Iceberg Records.

ROSA – Dansk Rock Samråd har støttet showcasen med Powersolo og The Defectors.
MIC – Dansk Musik Informations Center står som vanligt for det samlende arbejde omkring den danske deltagelse på Popkomm-messen.

ROSA/MIC

FOTO: Mikkel Hausser og Nils Åkesson.

ROSA – Dansk Rock Samråd: Henrik Friis 40 77 84 44, Nils Åkesson 27 28 84 44.
MIC – Dansk Musik Informations Center: Bodil Høgh 40 81 27 66 Bibi Ôvermyr 22 14 09 60.