_uploads_gallery_3_379_full

Dansk-norsk rockfremstød over Atlanten

Dansk-norsk rockfremstød over Atlanten
Henrik Friis

Texas-festival: Øget dansk sats på South By SouthWest i Austin, USA helt i tråd med stigende international fokus på dansk musik – både dansk-norsk aften og Crunchy Frog-showcase.

– – –
Danmark og Norge slår kræfterne sammen ved den stort anlagte internationale messe og festival South By SouthWest (SXSW) i Austin, Texas, der foregår i næste uge, 12.-16 marts.

Det resulterer i ”The Norwegean & Danish Evening” med seks bands på scenen fredag 14. marts arrangeret i fællesskab af ROSA – Dansk Rock Samråd samt Music Export Norway, lige som de to organisationer også er gået fifty-fifty ind i arbejdet omkring en fælles stand på messen og al promotionarbejdet i USA, der er gået forud.

Den dansk-norske aften foregår på spillestedet Tequila Rocks, hvor Saybia, Puddu Varano og Baby Woodrose deler scene med norske Sondre Lerche, Madrugada og Ralph Myers and The Jack Herren Band.

Sondre Lerche – norsk bud
på stærk rockeksport.

Lagt sammen med ROSA’s bandstøtte til Crunchy Frogs showcase-koncert dagen før på spillestedet Friends med Junior Senior, Superheroes, The Tremolo Beer Gut, Power Solo og svenske Mopeds ender årets SXSW-fremstød med at blive ROSAs hidtil største på den toneangivende Texas-messe:

Puddu Varano – med i den fælles
norsk-danske aften.

– Det øgede sats kommer helt naturligt i en tid, hvor interessen for dansk musik er meget stor i internationale kredse – og derfor understøtter vi også meget bredt. Dansk musik har gennem den seneste periode vist sin kvalitet og bæredygtighed i forhold til den øvrige verden, så det er NU man skal kende sin besøgelsestid, begrunder ROSAs leder Gunnar Madsen omfanget af fremstødet.

– Den norske musik har også oplevet en kraftigt øget international eksponering gennem den senere tid, så derfor lå samarbejdet med Music Export Norway* om et fælles tiltag lige for. Vi har i forvejen samarbejdet med norsk musikliv siden midt-80’erne, og relativt nyetablerede Music Export Norway har på mange måder samme målsætning og tilgang til musikken som ROSA. Så vi ser os som samarbejdspartnere med fælles agenda – ikke som konkurrenter. Ja, skulle det hele ende med at et norsk orkester løber med opmærksomheden, er jeg også glad. For så har initiativet vist sin værdi og gennemslagskraft under alle omstændigheder, mener Gunnar Madsen.

Gunnar Madsen – naturligt
med stort dansk sats.

Når Music Export Norways daglige leder Inger Dirdal giver sit bud på den øgede bevågenhed både norsk og dansk musik pt oplever, mener hun bl.a. det skyldes, at begge lande befinder sig i ”udkanten” af Europa:

– Danmark og Norge er selvstændige nok til helt naturligt at bygge oven på egenart og tradition. Vi udvikler selv vores udtryk, og jeg oplever slet ingen frygt hos musikerne for at blande – inden for alle genrer: Electronica, pop, rock, jazz. Der er en vilje til at udvikle musikken, som man måske har sværere ved tættere på de store metropoler, mener Dirdal, hvis organisation deltager for første gang, og af samme grund gerne ville finde en samarbejdspartner, der tidligere har prøvet kræfter med festivalen (ROSA har deltaget siden 1996) og som har samme mål.

Inger Dirdal: Et
samarbejde der kan
udbygges på flere
fronter.

– 2003 er et forsøg, men jeg ser ingen grund til, at vi ikke skal udvikle det, hvis det bliver en succes. Enten via et endnu mere udviklet norsk-dansk samarbejde – eller med flere nordiske lande involveret, siger Dirdal til samtykkende nik fra ROSAs Gunnar Madsen.

Ud over de to nævnte arrangementer med dansk deltagelse spiller The Raveonettes 13. marts på spillestedet Empire.


* Music Export Norway startede i 2000 – organisationens drift er sikret af NOPA (sammenslutning af sangskrivere og tekstforfattere), MFO (musikerfagforening), FONO (sammenslutning af uafhængige norske pladeselskaber), GRAMART (sammenslutning af musikere på pladeselskaber), IFPI Norge (Norges afdeling af den internationale sammenslutning af pladeselskaber ) samt MIC Norge (Musikinformationscenter). De enkelte eksportinitiativer og –fremstød sikres derefter via fondsmidler, sponsorer .m.m. Læs mere på Music Export Norway