Dansk træf på Grünspan

Reeperbahn Festivalen i Hamburg sluttede lørdag aften med et nordisk møde på spillestedet Grünspan. Både Beta Satan og Nephew skulle forsøge at overbevise det tyske publikum om, at dansk musik er værd at investere i.

Beta Satan
Beta Satan har fået fantastiske anmeldelser i Danmark, og i Tyskland er det bestemt ikke gået dårligere. For at vise stilen fra start lagde Århus-bandet ud med hittet “666” fra deres spritnye album “Girls”. Desværre for Beta Satan var der dog ikke engang halvt fyldt i Grünspan, som mest af alt minder om en forvokset udgave af århusianske Voxhall. Men de fem gruppemedlemmer skal have ros for, at virke fuldstændig ligeglade med hvor mange publikummer der havde indfundet sig.

Som den 40 minutter lange koncert skred frem, blev der dog mere eller mindre pakket på det charmerende spillested. Størstedelen af publikum var helt tydeligt kommet for at høre finske Disco Ensemble, der skulle afløse Beta Satan på scenen. De fem århusianere, som blandt andet tæller tidligere medlemmer af Tiger Tunbes, greb dog chancen, og fik flere af de rockhungrende publikummer til at vippe lidt med den ene fod.

Kenneth Andersen fra Beta Satan ser frem til at møde det tyske publikum på tour til foråret

Om Beta Satan efter koncerten så har fået en fod indenfor hos det tyske publikum, skal jeg lade være usagt, men det er i hvert ikke sidste gang, at bandet spiller sin støjende rockmusik syd for grænsen. ROSA fangede Kenneth Andersen fra Beta Satan umiddelbart efter koncerten.

– Vi elsker at spille i Tyskland. Godt nok giver det stadig underskud for os at køre herned, men tyskerne er bare sådan et barmhjertigt publikum. Modsat det danske publikum er tyskerne virkelig gode til at engagere sig i koncerterne.

Det tyske publikum kan ikke bare glæde sig over rosen fra Beta Satan. De kan også se frem til en længere Tysklands-turne til foråret. En turne som bandet i øjeblikket er ved at lægge sidste hånd på.


Nephew

Aftenens sidste optræden på Grünspan var en gammel dansk kending. Danske Nephew, som allerede har sejret i Danmark, forsøger igen at plante et lille frø hos de tyske branchefolk. Det skulle de gøre ved at spille Reeperbahn Festivalens andenstørste spillested op på en time.

Simon Kvamm og co. havde på forhånd en svær opgave foran sig. Danske tekster foran et tysk publikum vil aldrig være decideret nemt. Men det så ikke ud til at røre bandet, som da også havde den fordel, at deres danske fanbase er ved at være så stor, at de kunne bryste sig af at have en større skare danske fans på de forreste rækker. Dermed blev det alligevel til fællessang, som det plejer, når Nephew giver koncert.

peeperbahn festival 2008

Simon Kvamm og Nephew fik skudt den danske fest på Reeperbahn i gang

Forsanger Simon Kvamm var i vanlig hopla, og formåede med enkle kommentarer at få skabt smil og anerkendende nik hos flere af de fremmødte. Det ligger jo til Kvamm at lege med sproget, fx som da han mellem to numre sagde: ”Rot, gelb, grünspan” med en åbenlys henvisning til aftenens spillested.

Modsat Beta Satans koncert så var der allerede fra start godt pakket på Grünspan, og at dømme efter publikums reaktion så fik langt de fleste den oplevelse, som de var kommet efter. Spørgsmålet er så bare, om det kun var danskere, der havde valgt at give sig selv oplevelsen.

Læs mere om Nephew på Reeperbahn Festivalen i interviewet med Søren Arnholdt og Kristian Riis her.