Singvogel trykker den af på Live At Heart Festival i Sverige (Foto: Lars Kjær Dideriksen)

Danske bands på Live At Heart Festival i Sverige

Den femte udgave af Live At Heart Festivalen løb af stablen 3.-6. september 2014. Singvogel,  I Like This Wind og The Boy That Got Away var blandt de danske bands, der tog turen til Örebro i Sverige.

Konceptet er klart: Omkring 200 bands fordelt på over 20 scener rundt i den svenske by Örebro efter South By South West-modellen. Hver en café, restaurant, kirke, torv og kulturknejpe er fyldt med musik. På femte år er Live At Heart festivalen ved at gøre sig mere og mere bemærket i Sverige. Og er samtidig blevet mere ambitiøs med programmet. Supplerende seminarer er kommet til og i år også et filmprogram. Men det er stadig musikken, der er i fokus.

Det lokale publikum samt udefrakommende tager for sig af retterne med nysgerrighed. Og der er rig mulighed for at tjekke de forskellige bands ud, da de oftest spiller flere gange i løbet af festivalen. Det betyder samtidig, at de bands, der tager turen, indenfor kort tid får prøvet deres musik af i vidtforskellige typer spillesteder.

Meget travl weekend

Tre bands, der primært har base i Aarhus, tager i år turen til Sverige for at spille for svenskerne. Rockbandene Singvogel og The Boy That Got Away, samt singer/songwriter I Like This Wind. Sidstnævnte er også bandmedlem i Singvogel og fik over de to primære spilledage på festivalen rigeligt at se til. Tre koncerter med kvintetten og fire solo. Flere gange kun med få timers mellemrum. Det er hårdt arbejde og ”hit and run” på Live At Heart. Festivalen har stillet de mangeartede spillesteder til rådighed og sørget for kompetente lydmænd og godt lydudstyr. Resten sørger bandene selv for.

Bygger publikum op

I Like This Wind var også repræsenteret på Live At Heart Festival i Sverige (Foto: Lars Kjær Dideriksen)I Like This Wind er på festivalen med pladeselskabet Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA) i ryggen. SOPA har også – på fjerde år – den Berlin-baserede duo Sister Chain & Brother John på festivalen og de oplever en klar effekt af at være ”gengangere”. Deres publikum er vokset alle årene og i år lykkes det dem at fylde byens største kirke St. Nicolai totalt. Lokale medier kalder dem et ”must see” og med tre koncerter i år har de tilfredsstillet deres efterhånden mange fans i Örebro.

The Boy That Got Away har også været på festivalen før. Og med lidt nylig radio airplay lykkedes det dem at finde et relativt stort og lydhørt publikum. Sammen med Singvogel og I Like This Wind spillede de en dansk showcase på Clarion Hotel.

Mange bands på Live At Heart er hentet lokalt i Örebro, men også fra resten af Sverige. De suppleres af enkelte fra en række andre lande i Europa. Genremæssigt er der en del folk og singer/songwriter, men også rigelig doser indierock, noget metal samt elektro-pop.

Læse mere om Sound of Perpetual Astonishment (SOPA) på følgende links: www.larsdideriksen.com og www.sopa.dk

Øvrige links:

Udpluk fra I Like This Winds koncerter: https://www.youtube.com/watch?v=7nkPaaXOxVw

Videoreportage fra sidste år:
https://www.youtube.com/watch?v=p4DsbJBnANw
Festivalens egen videotrailer:
https://www.youtube.com/watch?v=RKbyWHMt4cs
Indslag på svensk tv: LINK
Festivalprogram: LINK