_uploads_content_images_5_598_thumb

Danske eksport-esser

Danske eksport-esser
Henrik Friis

(Eksport-artikel 2 – Download tekst i word-formatDownload fotos til artikel)

Junior Senior og Saybia står begge på tærsklen til europæiske gennembrud, og mens dét forberedes, lægger Safri Duo stadig flere verdensdele under sig.

30.000 går rundt i Mexico og nynner med på “Baya Baya”, “Played-A-Live” og alle de andre – i Indien er det 20.000, i Indonesien 10.000, mens Thailand, Malaysia, Singapore, Chile, Brasilien og mange flere er ved at hægte sig på. I det hele taget udvider Safri Duo til stadighed territoriet på verdensplan med deres første album-udgivelse som pop-act, mens cd nummer to allerede er under forberedelse og ventes udsendt i første halvår af 2003.

Den stadigt voksende interesse er ifølge Universal Records exploitation manager Claus Lund Pedersen beviset på, at showcases på messer som dennes uges Popkomm i tyske Köln og MIDEM i Frankrig er besværet værd, for det var med en optræden ved den seneste MIDEM-festival i januar, at de førnævnte oversøiske interesser for Safri Duo egentlig startede:

– MIDEM var en kæmpesucces for os. Uden den havde vi skullet kæmpe meget, meget længere for at få hul igennem, siger Claus Lund Pedersen.

Safri-eksport i Asien og Sydamerika
– Nu har Safri Duo været “europæisk prioritet” (et navn der skal arbejdes hårdt med overalt hos europæiske Universal-kontorer, red.) i ¾ år, og bortset fra England og Frankrig, hvor første album søsættes nu, skal der for alvor satses på de øvrige markeder i de kommende måneder, siger Claus Lund Pedersen og fortæller om to Sydamerika-turneer og en Asiens-ditto, der er under forberedelse i år. Turneer som med førnævnte salgstal bliver på tre-fire ugers varighed. Og dermed hel-dækkende..

Med salgstal på 800.000 albums og 1.5 mio. singler er Safri Duo blevet en god forretning for Universal. Selskabets danske direktør Jens-Otto Paludan vil ikke lukke helt op for den økonomiske pose og de interne aftaler.

– Men når det f.eks. gælder de 30.000 solgte Mexico-plader kommer 25-30 procent af
salgsprisen tilbage til Danmark. Og da den slags landeaftaler ligner hinanden, kan man selv rimeligt let gætte sig frem til indtjeningen, siger han.

“Den første million er den letteste”
Safri Duo er blevet en stor-succes. Det er lige som med rigdom. Den første million er den sværeste at tjene – med pladesalg er tendensen, at når den første million er solgt, så kommer den næste meget lettere. På grund af hype og flokmentalitet.

Junior Seniors “Move Your Feet”
spås fremtid som europæisk
monsterhit.

Jens-Otto Paludan er sikker på, han har den næste stor-succes på hånden via Junior Seniors “Move Your Feet”.

– Det er jeg ikke i tvivl om – den sang er et monsterhit, og vi er allerede i gang med at lancere single og album, siger Jens-Otto Paludan om udgivelsen, som Universal har købt på licens fra det uafhængige danske selskab Crunchy Frog. Et fint eksempel på at storkapital og undergrund kan gå hånd-i-hånd. Mens Crunchy Frog gjorde benarbejdet med at snuse gruppen op og udgive musikken herhjemme, er det Universal, der har muskel til at lancere gruppen internationalt. De kræfter og ressourcer har det lille selskab ikke – og vil heller ikke have det.

Intern dansk konkurrence
Junior Seniors europæiske lancering kan sjovt nok få konkurrence af landsmændene fra Saybia, som spiller ved Popkomm fredag som del af det store og internationalt besatte “Introducing 2002”-show.

Saybia er også blevet “Europæisk prioritet” for deres pladeselskab EMI, og gruppens debutalbum sendes ud i september-oktober efter forudgående lancering af “The Second You Sleep” i en nylavet international video-udgave.

Saybia præsenteres på Popkomm
som del af europæisk
efterårs-lancering.

Cd’en skal udgives i Skandinavien, Tyskland, Østrig, Schweiz og Benelux-landene – ja, senere sågar i De Forenede Arabiske Emirater – og Ole Mortensen (International Exploitation Director hos EMI) fortæller, at der er basis for europæisk gennemslagskraft.

– De forskellige landekontorer vil selvfølgelig gerne planlægge selv og gøre det i deres tempo. Derfor lagde vi en anden strategi. Vi har selv sat koncerter op på store spillesteder i både Belgien (Botanique) og Holland (Paradiso), og har derefter blot bedt de lokale EMI-kontorer om at møde op – de skulle ikke lave andet. I begge tilfælde fik vi dagen efter den respons, at de lokale kontorer straks ville arbejde for Saybia.

– I Holland blev singlen “The Day After Tomorrow” populær på det lokale P3 og opnåede en 5. plads på den alternative hitliste. Vi valgte herefter at lave en begrænset udsending af albummet i Holland til 40-50 butikker, som også har kastet nogle tusinde solgte albums af sig. Så vi tror på det.

Som såkaldt “developing artist” tilbydes Saybia til en billigere pris til de respektive lande end en hitsikker gruppe. Derfor vil indtjeningen til de danske eksporttal svinge mellem 10 og 25 kr. pr solgt cd, fortæller Ole Mortensen.

– Sælger vi kun 5-600 pr. land, er det selvfølgelig ikke noget. Vi skal op i helt andre tal, før det har effekt. Men muligheden er der, og den skal forfølges. For nu er grundlaget skabt. Saybia har efterhånden spillet det der skal spilles i Danmark efter cd-udgivelsen – nu skal alle kræfterne sættes ind i udlandet, og derfor har Saybia også spillet ved mange udenlandske festivaler i sommer. Grundlaget er i hvertfald skabt, siger han. Tænk på, at det blot er et år siden showcasen på Milkweg (klub i Amsterdam, red.) – hvor er det dog gået stærkt siden.