Danske elektroniske artister optrådte på weekendens Melt! Festival i det tyske

Melt! Festival har eksisteret siden 1997 og afholdes i Ferropolis, byen af jern, udenfor Gräfenheinichen og ca. 120 km fra Tysklands hovedstad Berlin. Ferropolis lagde grund for minedrift i 1960`erne, hvor 7.000 ton tysk industrihistorie har fundet deres plads i form af fem 30 m. høje og op til 130 m. lange gravemaskiner. I kombination med en meget gennemført lysproduktion er Melt! Festivalen ikke kun en musikalsk, men også en visuel oplevelse.

Fra at være en lille festival for 3000 mennesker for tolv år siden, har Melt! med et besøgstal på over 20.000 mennesker vokset sig til en af de vigtigste festivaler i Tyskland for alternativ musik. Musikprogrammet på Melt! byder på en eklektisk blanding af musik i spændingsfeltet mellem rock og electronica og blandt hovednavnene i år kunne man finde fine navne som Oasis og Klaxons. Men også i alt fire danske elektroniske navne var repræsenteret på festivalen: Trentemøller, Kasper Bjørke, WhoMadeWho og Fagget Fairys.

Melt! pressekonference – på lærredet ses
forsiden af INTRO magasinets WhoMadeWho
feature. FOTO: L. Marxen

Weekendens stormfulde vejr gjorde desværre ikke kun, at festivaler såsom Benicassim i Spanien måtte aflyse nogle af deres hovednavne, men også Melt! Festivalen blev ramt af nødtvungne aflysninger – heriblandt de danske navne Trentemøller og Kasper Bjørke. Både Trentemøller og Kasper Bjørke havde set frem til deres optræden på Melt!, som efter deres eget udsagn hører til en af de vigtigste tyske festivaler for den elektroniske musik, der har potentiale til at ramme et bredere publikum. Trentemøller skulle have været aftenens hovednavn på ”Big Wheel” scenen, som befandt sig på en af de store kraner på festivalpladsen. Arrangørerne tilbød som alternativ at dj´sene kunne spille deres dj-sæt for VIP publikummet i backstageområdet, og dermed  blev teltet bag bagscenen omvandlet til en kogende klubscene for de inviterede. Ikke helt det samme, men et alternativ, nu man var rejst så langt og havde set frem til at spille for sit tyske publikum.

WhoMadeWho´s forsanger og
bassist Tomas Høffding.
FOTO: L. Marxen

Dagen efter, lørdag, var det WhoMadeWho´s tur til at prøve kræfter med deres publikum. Musikmagasinet INTRO, som er arrangøren bag festivalen, har i lang tid fulgt WhoMadeWho tæt og har senest haft bandet på forsiden. Som forlængelse af interessen omkring WhoMadeWho på det tyske marked lavede bandet en stribe interviews i løbet af dagen, bl.a. en åben pressekonference for både publikum og medier, hvor bandet svarede på spørgsmål og gav en forsmag på aftenens koncert. Blot guitar, bas og vokaler fyldte den lille scene i presselokalet, samt nogle plastiktønder, en gammel liggestol og andet skrammel der udnyttedes som rytmesektion af trommeslager Tomas Barfod – til publikums og pressens store fornøjelse!

Festivalens næststørste scene var pakket da bandet gik på scenen kl. 22.15 lørdag aften. Flere tusinde mennesker havde indfundet sig for at nyde bandets festlige og dansable blanding af indie, rock, disco, house og funk – og bandet skuffede ikke. WhoMadeWho leverede en energisk koncert med stort overskud og havde publikum i deres hule hånd fra første til sidste minut.

Aftenen stoppede dog ikke her. WhoMadeWho har spillet en meget lang række koncerter i udlandet og har dermed fået opbygget et ekstremt godt netværk også blandt udenlandske bands og dj´s. Således inviterede den norske indie konge Erlend Øye (The Whitest Boy Alive, Kings Of Convenience) bandet med på scenen da han som orkesterleder afviklede projektet ”Berlin-Bergen Connection”, én lang underholdende jam session med medlemmer fra de to norske bands Kakkmaddafakka og The New Wine, samt hans tyske bandkollegaer fra The Whitest Boy Alive. WhoMadeWho spillede et af deres numre, bakket op af en meget lang række norske og tyske musikere, til stor fryd for folk på og foran scenen.

Søndag aften var det Fagget Fairys tur til at underholde publikum på festivalen. Som et af de sidste bands på Melt! gik Carla Cammilla Hjort og Elena Carli Cosovic på scenen søndag kl. 22.30. Også duoen fik pakket festivalteltet godt og grundigt.

– ..vi endte med at have et fyldt telt med flere tusinde mennesker med hænderne i vejret (…), fortæller en begejstret Carla Cammilla Hjort (en video fra deres optræden kan ses her) og fortsætter, – videoen siger ret meget om stemningen! Derudover blev vi ringet op af Music For Dreams (bandets danske pladeselskab, red.) i dag, som sagde at den tyske distributør netop havde ringet fordi hypen var blevet så stor (vi lavede også en del radio, tv og magasin interviews dernede) og de vil allerede inden pladen er kommet ud, trykke flere cd´er! Så det er jo helt vildt. (…) Så ja, megasucces og kæmpe oplevelse ligeså. MELT! booking som er vores internationale booking bureau, er også rigtig begejstret og tror meget på at Fagget Fairys kommer til at sætte sit præg på den internationale musik- og dj scene. Alt sammen meget spændende!

Berlin-Bergen-WhoMadeWho Connection
på Melt! FOTO: L. Marxen

Både WhoMadeWho og Fagget Fairys arbejder med bureauet “Melt booking”, som er bureauet bag Melt! Festivalen og arbejder i forlængelse af musikmagasinet INTRO og deres relaterede klubaftener “Intro Intim”, som WhoMadeWho har gæstet op til flere gange.

Trods aflysninger af Trentemøller og Kasper Bjørkes optrædener, grundet det dårlige vejr, må man erkende at Melt! Festivalen var en stor succes for dansk elektronisk musik, der er ved at være en etableret størrelse i udlandet. Dj´s og klubacts som f.eks Trentemøller og WhoMadeWho har været det i en årrække, men der kommer stadig flere til som f.eks. Fagget Fairys i dette tilfælde.

Fagget Fairys & WhoMadeWho´s koncerter på Melt! er blevet støttet af Music Export Denmark.

Music Export Denmark har senest søsat projektrækken ::The Danish Entourage:: i samarbejde med Tomas Barfod (trommeslager i WhoMadeWho og Dj) og en række andre danske labels som f.eks. Echocord (Kenneth Christiansen, Culture Box), for at samle den danske elektroniske scene til flere events i udlandet. Senest skete dette til et arrangement på den elektroniske festival SONAR i Barcelona, Spanien.
Læs mere her

Næste ::The Danish Entourage:: event løber af stablen på branche- og publikumsfestivalen C/O POP i Köln, Tyskland, d. 13. august. Aftenen bliver hovedaftenen på festivalen denne dag og præsenterer en lang række danske artister: Trentemøller, Dj Lab, Kasper Bjørke, Kenneth Christiansen, Mikkel Metal (live), Mathias Mesteño, Barfod & Fredski, Patrick Bateman & WhoMadeWho (live).

Læs mere om og lyt til ::The Danish Entourage:: på www.mxd.dk/thedanishentourage