lg3

Danske Nelson Can skabte rocket feststemning i Spanien

Den danske trio, Nelson Can, var med til Días Nórdicos koncerterne, som i år var startskuddet på festivalen i både Madrid og Barcelona. Sammen med dem var også finske The Hearing, svenske Hey Elbow og norske Nils Bech at opleve.

Af Olivia Aguilera Malinovsky

Nelson Can var det afsluttende act på spillestederne Joy Eslava i Madrid og Sala Apolo i Barcelona. Dermed var de med til at sende det spanske publikum videre i byen en fredag og lørdag aften med en feststemning boblende i sig.

Rock trioen består af Signe Tobiassen (bas), Maria Juntunen (trommer) og Selina Lannie (leadsinger) – tre kvinder som alle har krudt i røven og forstår at få publikums opmærksomhed, når de rocker på scenen.

lg9

Selina Lannie i Madrid. Foto: Lola Garcia

Signe: – Det var fucking fedt at spille hernede! Det var et godt publikum
Selina: – Publikum virkede trætte, men de havde kroppen med sig, altså folk skreg ikke, de bouncede med.
Signe: – Der er meget regionale forskelle på Madrid og Barcelona.
Maria: – Ja, Barcelona er en cool by, den er mere åben. Men man kan mærke, at dem som kommer i begge byer til koncerterne, er dedikerede.

Allerede velkendte i Spanien
Pigerne har lige spillet den sidste koncert på Días Nórdicos mini-tour’en i Spanien – på Sala Apolo i Barcelona – og er tilbage på deres hotel med deres gear for at gøre sig klar til at tage ud i den varme Middelhavs-luft og feste videre. De er godt bekendt med Barcelona, for Spanien ikke er uudforsket land for dem.

Signe: – Vi har en god chance på det spanske marked.
Maria: – Monkey Week var springbrættet for os (Nelson Can deltog dér i 2014 i et samarbejde mellem den spanske festival og ROSA)
Maria: – Monkey Week var i Puerto de Santa Maria tæt ved Cádiz i Sydspanien. Der blev vi venner med en spansk booker, som hjalp os med to mini-turneer i 2015, som tog os rundt i forskellige byer som blandt andet Madrid, Barcelona og nogle byer i Andalusien. Det var en festival med seriøse samarbejdspartnere. Det var små venues, det var vilkårene, men vi spillede fedt. Det er super fedt at kunne impresse det spanske publikum. Man får underligt nok altid et “Congratulations” tilbage fra dem, når vi har spillet – det er meget sødt, så siger man bare gracias, fortæller Maria mens de to andre grinende giver hende ret.
Signe – Man må bare klø på og sige, at man har et ønske om at komme tilbage. Og øve sig på spansk – det er fedt! Det er at vise, at vi er glade for at være her – og det går begge veje.

nn2

Maria Juntunen i Barcelona. Foto: Nestor Noci

Det er omkring otte måneder siden at Nelson Can har optrådt inden Días Nórdicos-koncerterne. Før det var de afsted i tre et halvt år på tourne. De har ingen planer om at stoppe nu, for som de siger “Vi vi gerne overtage verdensherredømmet”.

– Vi skal have en fest på scenen
Maria: – I Spanien føler man energien, varmen og som band så feed’er man på den.
Signe: – Vi sidder ikke bare på hotellet, når vi er ude og spille. Vi går ud, for det er vigtigt at mærke, hvor man er henne.
Signe: – Derved er man mere bevidst om sit publikum, når man står på scenen, så ved man, hvilken by man er i. Og vi bliver ved: Vi vil ud og se verden og få helt særlige minder.
Selina: – Hvis man giver noget til publikum, så får man noget tilbage.

Nelson Can var som sagt det afsluttende act til begge koncerter, og de var med til at løfte stemningen til en fest, hvor publikum dansede med til deres rocknumre. Forbindelsen mellem publikum og Seline, Signe og Maria var tydelig at mærke i den energi, man kunne mærke i koncertsalene.

nn3

Signe Tobiassen i Barcelona. Foto: Nestor Noci

Signe: – Måden, hvorpå vi skaber en stemning i salen, er ved at have en fest på scenen. Hvis vi skal bygge noget op, så kigger vi på hinanden. Vi er et meget socialt band.
Maria: – Vi skal have en fest på scenen, da publikum skal ville være en del af den fest.
Selina: – Ja, jeg fik for eksempel øjenkontakt med en ude i siden af salen under koncerten, og han holdt bare øjenkontakten. Det gav mig et boost! Det øjeblik tog jeg med op på scenen til de andre.
Maria: – Vi skal gøre koncerten til en fest: Man har det sjovt, når andre har det sjovt.
Selina: – Man ved, at man er der for hinanden.

Det nordiske fællesskab i udlandet
Días Nórdicos er en festival i Spanien og Latinamerika, som omhandler alle afskygninger af nordisk kultur. Derfor var der på scenen, før Nelson Can, The Hearing fra Finland, norske Nils Bech og Hey Elbow fra Sverige – to timers nordisk musik fællesskab i Madrid og Barcelona.

lg6

Selina Lannie og et begejstret publikum i Madrid. Foto: Lola Garcia

Signe: – Vi kan jo tale med de andre bands, så der er et sprogfællesskab. Det er på en måde ret smukt, at vi ikke vil tale engelsk, men holder fast i vores egne sprog, og at vi alligevel forstår hinanden. Man kan sidde rundt omkring i verden og høre et nordisk sprog blive talt  – og føle at man står sammen.
Selina: – Vi er fire meget forskellige bands, men vi har en connection.
Signe: – Der er ingen konkurrence i mellem os, fordi vi laver hver især så forskellig musik – det er en mange-faciliteret oplevelse.
Maria: – Og så kan to en halv dag hurtigt komme til at føles som en måneds turné. Det er intenst.
Selina: – Der er en mutual respect. Man kan forstår hinandens musik, selvom det ikke er det samme man spiller – man kan sætte sig ind i de andres kunst.
Signe: – Man kan lære af de andre.
Maria: – Man får inputs af de andre.
Selina: – Det var en fantastisk sammensætning af musikere.

 

Top Foto: Lola Garcia

 

logo - statens kunstfondKunstfonden_LOGO_small_JPG

Días Nórdicos er støttet af Statens Kunstfond