Den usynlige showcase

Denne anden aften på årets Popkomm var der linet op på alle spillesteder – også på de der ikke er en officiel del af festivalen. Således var undertegnede udstationeret på det lille, men meget hyggelige, spillested ’Schokolade Fabrik’ hvor de to danske navne Jakob Faurholt og Slaraffenland var booket til at spille en time hver.

Førstehåndsindtrykket var imidlertid langt fra professionelt, da dørene til spillestedet først blev åbnet omkring 21.30 – en halv time senere end første koncert var programsat. Samtidig viste det sig at det canadiske band Handsome Furs, der også var programsat, havde aflyst i sidste øjeblik pga. samarbejdsvanskeligheder – det gjorde ikke hverken sagen eller indtrykket bedre.

Internationalt Popkomm-gig eller lokalt hyggejob?
Aftenens booker var den faste booker på stedet og selskabet ”M. Booking”’s ejer, Melissa Perales, der fortalte følgende om tankerne bag aftenens arrangement:
– Jeg booker bands til stedet hver torsdag, og tænkte at det denne torsdag var oplagt at booke udenlandske navne, der tilmed har mange fans, forklarede Melissa Perales. Hvordan hun er kommet frem til netop disse bands, er mere tilfældigt end en reel strategi for de respektive bands, for hun forventede ikke et fremmøde fra den tungere del af musikbranchen:
– Det har ikke været min ide med arrangementet, men de er naturligvis blevet inviteret.

Multimusikanterne i Slaraffenland

Med en blotlæggelse af arrangørens (manglende) formål, var det interessant at få en vinkel på det fra de to bands – havde de set dette som en åbning til det tyske marked, eller..?
– For os er det, forstå mig ret, ’bare’ et stop på vores turne. Vi har ikke gjort os nogle særlige tanker om at det er samtidig med Popkomm – godt som skidt, fortalte Christian Taagehøj fra Slaraffenland, og gav ordet videre til Jeppe Skjold: – Vi er egentlig heller ikke sat ind i, hvad vi kan gøre, for at promovere os på festivalen. Om der er noget vi kan gøre, eller steder vi bør gå hen, for at markedsføre vores cd. Vi var faktisk ikke klar over, at vi skulle spille som en del af festivalen før for ganske nylig.

Det samme gjaldt Jakob Faurholt, der havde læst om sin optræden på festivalen på Gaffa.dk dagen før koncerten: – Jeg vidste godt jeg skulle spille, men som for Slaraffenland, er det en del af en igangværende turne. Jeg har tidligere spillet på Popkomm (i 2005, red.) og det kom der ikke rigtigt noget ud af, så jeg har ingen særlige forventninger. For mig er det vigtigste at spille en god koncert – uanset sted.

Det gode show bag den lukkede dør
Og en god koncert blev det! På trods af nogle lidt ærgerlige elementer, blev det en ganske god aften, med meget velspillede koncerter fra begge bands. Publikum kvitterede med rigtig god respons, og ganske som Perales forudsagde, var det bands med mange trofaste tilhængere, så det lille spillested blev, trods en dårlig start med låste døre, heldigvis fyldt med en musikelskende skare.

3/5 af Slaraffenland – Nicklas, Christian og Mike

Først på programmet var Faurholt med sine lette og samtidig melankolske sange, der fremstod ganske intime i de ditto omgivelser.
Derefter fulgte et veloplagt Slaraffenland, der med fem mand, og cirka tre gange så mange instrumenter, var en fin efterfølger til Faurholt, med sange der ramte og rørte – og desuden var dansable.

Efter sådan en aften sidder man bare tilbage med en følelse af, at det virkelig var en skam at de to navne ikke fik en chance et større sted, var en del af det officielle program – eller i det mindste var booket et mere professionelt sted. Ikke fordi de selv var skuffede, men fordi de havde fortjent at blive set af flere end de der havde valgt at gå i byen på Schokolade Fabrik denne torsdag aften. Forhåbentlig bliver der rådet bod på dette, når Slaraffenland i oktober måned drager til Holland for at spille til Spot On DenmarkNordic Blizzard Festival, og når Faurholt i den kommende tid tager en uge mere i det tyske, for at promovere sit album ’Hurrah Hurrah’s udgivelse i landet. Forhåbentlig, for denne showcase var simpelthen for hemmelig.