Rangleklods ved deres total-pakkede koncert ved Días Nórdicos i Madrid sidste år. Nu drager duo'en og festivalen til Sydamerika. (FOTO: Henrik Friis)

Días Nórdicos prøver kræfter med Sydamerika

Danske Rangleklods giver koncerter i Sao Paulo og Buenos Aires i næste uge – deler plakat med norske Tomas Dybdahl og finske Zebra and Snake.

Efter fem år med succes i Madrid får festivalen med fokus på nordisk kultur, Días Nórdicos nu en sydamerikansk aflægger: Torsdag og fredag i næste uge spiller Rangleklods deres medrivende elektroniske musik sammen med den norske singersongwriter Thomas Dybdahl og de finske synthpoppere Zebra and Snake i henholdsvis brasilianske Sao Paulo og argentinske Buenos Aires.

Koncerterne:
Torsdag 13. november, Sao Paulo (Brasilien)
Venue: Pompeia (plads til ca. 700 tilskuere).

Fredag 14. November, Buenos Aires (Argentina)
Venue: Museo Nacional de Bellas Artes (plads til ca. 700 tilskuere).

Fremstødet i Sydamerika kommer efter fem år med stor tilskuer-interesse og væsentlig medie-opmærksomhed over for Días Nórdicos i Spanien. Her har ROSA sammen med festivalens spanske initiativtagere, magasinet Zona de Obras været med i baggrundsgruppen for planlægningen af festivalen fra starten i 2010, og har siden stået for nordiske, musikalske indslag. Blandt andet den helt tilskuere-pakkede åbningsaften i september i år, hvor Lydmor var det danske navn på en vellykket aften.

Men Días Nórdicos-arrangørerne har også gode kontakter i det sydamerikanske, og det er de muligheder, der nu prøves af ved næste uges fælles fremstød af Días Nórdicos og ROSA.

Alle tre medvirkende ved Sydamerika-programmet har tidligere spillet som del af Días Nórdicos-programmet i Madrid.  Danske Rangleklods i oktober 2013.

Ud over koncerterne støttet af ROSA præsenterer Días Nórdicos svenske Jay-Jay Johanson 14. november i Sao Paulo, mens programmet i Buenos Aires (i stil med festivalen i Madrid) også åbner op for andre nordiske kulturindslag og bl.a. tæller udstillingen “Ellas” med kvindelige finske kunstnere, det norske teaterstykke “Julios labyrint” – ud over endnu en koncert med svenske Jay-Jay Johanseon.