Interview med Dizzy Mizz Lizzy

Dizzy Mizz Lizzy: “På flugt med sine fans”

Dizzy Mizz Lizzy annoncerede nyt album og levererede et imponerende liveshow til 10års jubilæet for RockCruise. 

Tekst & Foto af: Heidi Nannberg

Vi mødtes med det danske rockband Dizzy Mizz Lizzy fredag eftermiddag, til en snak om at skifte store festivalscener ud med en natklub på et åbent hav. De tre herrer: Martin Nielsen, Søren Friis og Tim Christensen, der sidste år gik i studiet for at påbegynde indspilningen af deres første album i 18 år, ser frem til, hvad der venter dem på årets RockCruise.

Tim Christensen imponerer med guitar riffs i verdensklasse

Tim Christensen imponerede med guitar riffs i verdensklasse

Martin forklarer “det er fedt at komme ned på klubstørrelse” hvortil Søren tilføjede at “det er skraldet ned”, hvilket blev uddybet af Tim, der sagde, at “normalt har man jo festival lysopsætning og en større produktion, vi gør det [mindre produktion] ligeså meget for publikum, så de ikke bliver blæst helt bagover”. Bandet har da også taget stilling til RockCruise konceptet som helhed: “Det er intenst og interessant” ifølge Martin og Tim indskød at “man er på flugt med sine fans”. Der er en bred enighed blandt trioen om, at det er en anden type fans, der er med på et RockCruise, og måden man er sammen og interagerer med dem på, er anderledes. Søren forventer, at “det [publikum] er en blandet flok – de er lidt ældre”, men bandet var dog klar over, at flere af deres stamfans havde købt billet til Oslo færgen for at opleve bandet helt tæt på.

God stemning i Sky Bar

God stemning i Sky Bar

Denne mulighed udnyttede fansene, da Dizzy Mizz Lizzy fredag aften spillede i en tætpakket Sky Bar. Den natklubben var fyldt med forventningsfulde fans, hvoraf mange havde sat kursen mod Oslo for netop at opleve dette band. Der udbrød jubel, da bandet indtog scenen med verdensklasse guitar riffs, trommespil i umenneskeligt tempo og en fængende basgang, der smeltede sammen og skabte lyden af en hitparade, som begejstrede det energiske publikum, der dansede på borde og stole. Scenen var sat til et brag af en fest. Fra den lille scene strålede en energi, der var helt på højde med publikums. Bandet var nærværende og skabte god stemning, alt imens de jokede med hinanden og deres fans. “Sidst vi spillede endte vi med at gå i opløsning, det gør vi ikke denne gang. Vi er efter 18 års pause gået i studiet for at indspille et nyt album”, lød det fra Tim Christensen. Nyheden vakte stor ekstase blandt publikum, og bandet gav en forsmag på albummet med sangen “Flying Over Rivers”.

Brian & Thomas

Brian & Thomas

Vi fangede efter koncerten to meget begejstrede publikummer, Brian og Thomas, der til daglig arbejder som henholdsvis slagter og logistikchef. Brian, der desuden havde været så heldig at få fat i en af Sørens trommestikker, har i tidens løb været til otte Dizzy Mizz Lizzy koncerter, men sagde med en overbevisende stemme, at dette havde været den “bedste koncert ever”. Han tilføjede derefter at “Dizzy er det bedste rockband i Danmark”. Thomas indskød “de jammede for hårdt”. Ingen af de to venner har tidligere været med på RockCruise, men der var enighed om, at det skulle blive en tradition, gerne med flere venner. Thomas pointerede, at RockCruise som helhed var et “super fedt koncept”, og at det klart var et plus, at der i år var koncerter på både ud – og hjemrejsen. Der er muligvis gået mere end 18 år siden Dizzy Mizz Lizzy sidst har udgivet et album, men med deres koncert til RockCruise 2015 slog de fast, at deres fanskare har holdt ved.