MikeA Livefoto by Henrik Bruun Jensen

DMA: Mike Andersen løb med prisen for årets blues-album

Det blev den aarhusianske blues-guitarist og sanger Mike Andersen, som løb med prisen for “Årets Blues Album 2015”, da DMA Blues i aften blev overrakt i Amager Bio i en flot pakket sal – som led i Copenhagen Blues Festival.

Mike Andersen var der dog ikke selv – han og bandet var hjemme for at øve op til B.B.King-hyldesten under Copenhagen Blues Festival torsdag – men på scenen fik jury-medlem Claus Vittus fra DR dog afspillet en optaget telefon-sekvens med en først overrasket og dernæst meget glad musiker, som bl.a. takkede Thorbjørn Riisager for ikke at have udgivet album i 2015, så Mike Andersen og andre kunne komme til (Riisager havde vundet i både 2013 og 2014).

DMA_plakat_A0_ajI begrundelsen for DMA-statuetten udtaler juryen: “Juryens begrundelsen er at Mike Andersen med sit album “Home” viser en meget høj standard i dansk musik med en stor lyd og en stærkt personlig og følsom stemme. Med nyskreven musik som viser hvordan blues kan gå hånd i hånd med soul  og pop i en flot produktion, der lyder som kombinationen af klassikere og moderne hits . Med personlige tekster om bl.a. hjemve og ensomhed som har potentiale langt udenfor Danmarks grænser”,

Det er JazzDanmark og ROSA, der i fællesskab står bag prisen. De nominerede ud over Mike Andersen var Big Creek Slim: “Hope For My Soul”,   The Blues Overdrive: “Clinch”,  Fried Okra Band: “Back Into the River” og The Mojo Makers: “Devils Hands”.

Ud over Mike Andersen blev “Årets Blues Navn” også kåret . Det blev Big Creek Slim.

– – –

Foto af Mike Andersen: Henrik Bruun Jensen