10661929_10152429924690069_7339357790353032704_o

Dúné, Figurines og Burhan G. til SPOT

SPOT har allerede offentliggjort en lang række nye navne på den danske scene, som kommer til at indgå i årets festival-program. Men der er skam også plads til de mere kendte, som allerede har gjort sig herhjemme, og for fleres vedkommende endda også i det store udland, nemlig Dúné, Figurines, Burhan G. og Slaraffenland.

Dúné er på SPOT-programmet med en ny-indgået licensaftale med SONY/BMG om cd-udgivelse på hele det europæiske marked (på nær UK, Irland og Danmark) –  en aftale som det har taget gruppens danske pladeselskab Iceberg et halvt år at ”hente hjem”, og som lægger sig til den kontrakt, der i januar blev indgået med japanske Dreamusic.  Begge er ”lukrative” aftaler som Iceberg udtrykker det om denne nye udvikling for gymnasiedrengene fra Skive, der efter planen får ”studenterhuen” til sommer – hvorefter der kan koncentreres fuldtid på musikken. I første omgang Japan i efteråret..

Figurines kommer også til SPOT efter nogle års fravær. Gruppen er i disse dage i Frankrig, senere på foråret venter nye London-jobs, og netop de to lande har taget specielt godt mod gruppens seneste cd ”When The Deer Wore Blue”. Ud over SPOT spiller Figurines enkelte festival-jobs i udlandet, og begynder så ellers at skrive materiale med henblik på et nyt album i efteråret.

I en anden genre er Burhan G. på plakaten:  ”Det tætteste vi kommer på en international r&b-stjerne i Danmark”, som anmelderne bl.a. skrev oven på hans efterårs-udgivelse ”Breakout”, der viser en meget stil- og selvsikker udgave af sangeren og musikeren, der startede sin mere kendte karriere som hjælpende hånd i Outlandish.

Og så er Slaraffenland også blevet tilføjet – frisk hjemkommet fra South By SouthWest-feativalen (for 2. år i træk) og med rablende gode anmeldelser i kølvandet fra diverse musikmagasiner og sites – og selveste The New York Times (det sidste er så absolut ikke hverdags-kost for danske bands).