_uploads_gallery_1_1364_full

Drømmen blev til virkelighed (første del af den altså)

Der ér noget med Figurines og Nordamerika. Gruppens musik har fra start peget mod USA. Og amerikanerne selv har været hurtige til at pege videre mod det nordvestlige hjørne, Seattleområdet,når de skal rubricere nordjydernes musik og inspiration. Gennem tre uger i marts tog de fem endelig det første skridt på det, der nu tegner til at blive en lang amerikansk rejse: For allerede ved afslutningen af en succesfuld debuttur tegner to nye turnéer sig ”over there” inden for det næste halve år.

Lørdag 18. marts spillede Figurines det sidste job på en knap tre uger lang Nordamerika-turné, der har bragt gruppen fra Toronto over Ottawa og Montreal i Canada til Seattle, Portland, Los Angeles og endelig Austin, Texas.

Hjelm på Long Branch Inn

Figurines og Christian Hjelm i gestikulerende,
smådansende topform på et pakket LOng
Btanch Inn i Austin. (Foto: Henrik Friis)

Stedet var Long Branch Inn i den østlige del af Austin, som trods navnet var noget så ueksotisk som en aflang værksteds-lignende bygning – med bar langs den ene side og scene klemt inde i det fjerneste hjørne mellem væg og toilet.

Ja, ”scene” er vel så meget sagt: Højttalerkabinetter, mikrofon-stativer og et lille, rødt trommesæt placeret i hjørnet på det nøgne stengulv var betingelserne her på denne ”cowboy-bar”, hvor Figurines headlinede et fem grupper stort sideskud til SXSW (South By SouthWestfestivalen).
Endnu en bar, hvor man bare har at æde betingelserne – eller forsvinde.

Men Figurines’ ry var løbet i forvejen. Long Branch Inn var noget nær proppet, og en del af publikum kendte hørligt gruppens musik, som de fem serverede i et 35-minutters show, hvor hele den tilspillede erfaring fra turen blev serveret. Effektivt, stramt, levende – og med velplacerede peaks undervejs.

cover canadian music journal

On the cover of…..Canadian Music
Journal.

Akkurat samme storform i øvrigt som jobbet knap to døgn før, da Figurines som del af det offi cielle program under SXSW gav koncert i Karma Lounge – svagt besøgt pga. sin afsides placering i forhold til den øvrige festival, men alligevel med storspil af gruppen, ”for man ved jo aldrig, hvem der kommer….”. Der viste sig da også at være vægtige brikker blandt de få: En journalist fra New
York Times og en fra Pitchforkmedia – det pt. vigtigste (og mest kræsne) indie-site – kom for at tjekke disse nye danske indie-kometer ud.

Anmeldere, som skal lægges til turens øvrige ”skalpe”, som blandt meget andet tæller ros fra R.E.M.’s Peter Buck og Scott McCaughey, anerkendende cdanmeldelse af David Fricke i Rolling Stone Magazine,  live-optræden og interview i verdens største netbaserede radiostation KEXP i Seattle, forsiden af og interview i musikmagasinet Canadian Music Journal, rosende trackomtale
i Pitchforkmedia – og så playliste-placering af Skeleton hos 48 college-radiostationer.

Jo, Figurines har fået et godt ry i det nordamerikanske i løbet af de tre uger, som samtidig har været et skoleeksempel på værdien af længere tur-forløb (hvilket også har været målsætningen med støtten fra Music Export Denmark til hele turneen). Det gælder både for gruppens egen scene-form og for den buzz og har-du-hørt-hype, der skal være med til at sikre øget efterspørgsel hos både tilskuere og medier. Ja, i det hele taget er alle i og omkring gruppen enige om, at det hele har været en meget stor succes:

 

Nordamerika-turneen
-01. marts, The Docks, Canadian Music Awards (CMW), Toronto.
02. marts, The Drake, MXD-showcase (CMW). Toronto.
04. marts, The Bovine, m. The Blue Van (CMW), Toronto.
06. marts, Zaphod, Ottawa.
07. marts, Main Hall, Montreal.
09. marts, The Crocodile, Seattle.
10. marts, Tonic Lounge, Portland.
12. marts, KEXP – live, Seattle.
12. marts, Sonic Boom, In Store, Seattle.
13. marts, Spaceland, Los Angeles.
14. marts, Cinespace Night, Los Angeles.
16. marts, SXSEastAustin party (SXSW),  Austin.
17. marts,  Karma Lounge (SXSW), Austin.
17. marts,  Big Red Sun In The Nest (SXSW), Austin.
18. marts,  Sonic Boom (TCG Party – SXSW), Austin.

– USA har været det store håb – den store drøm for os alle. Også på grund af musikhistorien, alle de grupper, vi godt kan lide osv. Men det her er det fedeste, vi nogensinde har oplevet. Vi har opnået noget i første omgang, som egentlig var uopnåeligt, siger gruppens frontfigur, sanger og guitarist Christian Hjelm.

– Men det skyldes også, at vi alle vidste, at vi ville komme på hårdt arbejde. Vi havde hørt historierne om, hvor forfærdeligt det kunne være at spille i USA. Hvor dårligt, de kan behandle musikere. Hvor uhøflige, de kan være. Og at man derudover ikke får noget som helst for det – modsat Tyskland f.eks., hvor man i det mindste får fri bar og catering.

– Meget af det kom til at passe. Men det afgørende var, at vi var forberedte på det. At vi gennem årene har lært at indstille os på, at dette her var noget, vi skulle arbejde for. At vi var opsatte på at arbejde hårdt. Og så at vi var i rimelig form, allerede da vi rejste til USA, fordi vi kom direkte fra en Tysklands-tur…

Gode til skrabet model
Tyskland har været en god læreplads for gruppen, som allerede fra start har erkendt, at det danske marked er for lille til at skabe et eksistensgrundlag. Ikke sådan forstået, at man vil slå sig ned andetsteds, for basen forbliver i Danmark. Men da gruppen i december 2002 drog på sin første udlands-færd til Tyskland som del af ROSAs Skand-All-projekt, var gruppen ukendt herhjemme bortset fra i de inderste indie-cirkler.

Det var dén Tysklands-tur, der skabte de første forbindelser, som siden har resulteret i flere lange
turnéer i det store naboland. Hovedparten i øvrigt støttet af ROSA: Bl.a. en 20-koncerter-på-21-dage-turné sidste efterår, som virkelig prøvede gruppens indre grænser af og gav erfaring.

– Støtten har da været en ekstra motivation for de turneer, så man ikke er kommet hjem til et dundrende underskud – og Skand-All-turen til Berlin og Hamborg havde slet ikke kunnet lade sig gøre uden, siger gruppens manager, Jesper Majdall. – Men målet er selvfølgelig, at gruppen skal kunne klare sig selv.

– Og så er en af gruppens styrker, at den er stærk til at fungere selv i en meget skrabet og helt-ind-til-benetmodel, som mange andre ikke ville kunne leve med. Det er det, der har muliggjort mange af de lange turneer, der igen har givet den erfaring, som gruppen tærer på og bruger løs af nu – bl.a. i Canada og USA.

Nabil Ayers - fra figurines usa-pladeselskab The Contril Group

Nabil Ayers –  fra The Control
Group sagde “you’re really
fucking up om this one” til SXSW.
Festivalen gav ham ret.
(FOTO: Morten Elley).

Pludselig opstået mulighed
Har USA længe været drømmen for gruppen, har et fremstød derovre ikke været realistisk før på det seneste. Selv da Figurines i efteråret sikrede sig canadisk og amerikansk licens-aftale med The Control Group, var meningen først at søsætte cd’en til april og så afvente diverse reaktioner med henblik på et senere fremstød.

Men pludselig opstod muligheden. Det startede med Music Export Denmarks planer om et dansk fremstød i Canada og Nordvest-USA i forbindelse med Canadian Music Week i begyndelsen af marts, og da SXSW i Austin, Texas lå så tæt på – og givetvis ville være en mulighed – tog ideerne fart. Udgivelsen af Skeleton blev fremrykket til 7. marts i det nordamerikanske, og Figurines og bagland begyndte at bearbejde både SXSW-festivalen og klubber i Los Angeles.

I første omgang fik gruppen dog nej til sin ansøgning fra hovedfestivalen i Austin (de såkaldte festjobs ville der ikke være besvær med at få, red.), men hypen om bandet voksede stille og roligt, og så tog Nabil Ayers fra Control Group fat:

– Nabil skrev til en bekendt ved SXSW-festivalens ledelse: ”I know there are 1000s of bands but you’re really fucking up on this one”. Svaret kom hurtigt: ”Yeah, I know we fucked up” – og næste dag fik jeg bekræftelse på, at vi alligevel var med i det officielle program, smiler Jesper Majdall. At det sene ok så betød, at man fik den lidt ugunstige placering på Karma Lounge, er en anden sag. Men festivalen kunne altså selv se miseren…

Figurines spillede en del jobs herhjemme, man ellers ikke ville have prioriteret, for at have råd til at tage af sted – resten lånte de sig frem til. Dernæst drog de på turné til Tyskland for at skærpe sættet inden Nordamerika.

Samtidig blev jorden gødet fra andre steder. Efter turen var planlagt blev gruppen nomineret i Canadian Music Awards indie-prisuddeling – og blev bedt om at spille ved det tv-transmitterede show. David Fricke roste Skeleton i Rolling Stone Magazine, gruppen kom på forsiden af og blev interviewet til Canadian Music Journal, og den store netradio KEXP – som aflyttes over hele verden – meldte, at den både ville interviewe gruppen og have den til at spille, når den nåede til Seattle. Bare for at nævne lidt.

Antiklimaks fra start
Starten på turen blev dog et anti-klimaks. Selve awardshowet var ifølge Majdall som alle andre awardshows en tynd kop vand – og ikke bare fordi gruppen ikke fik en pris: Et enkelt nummer – ”The Wonder” – gav hverken gruppen fornemmelse af fugl eller fisk. Figurines har ikke en gang set sin canadiske landsdækkende tvoptræden…

Og den første optræden på MXD-showcasen dagen efter på The Drake fungerede heller ikke. Gruppen følte ikke, at den ramte folk – eller at koncerten var tilfredsstillende for nogen parter.
Alle tørstede efter revanche. De fem snakkede sammen indbyrdes, blev enige om at stramme ekstra op – og der blev justeret lidt ved sætlisten: ”Continuous Songs” blev f.eks. smidt ud til fordel for ”Wrong Way All The Way”.

– Vi blev så tilbudt job på festivalens hotel af arrangørerne, men takkede pænt nej. Gruppen trængte
til at revanchere sig ordentligt, og i stedet satsede vi på et job sammen med The Blue Van på The Bovine Sex Club i Toronto. Fra dét øjeblik rykkede det, og det var en lettelse for alle i bandet, at de kunne ramme en standard, de selv mente de indeholdt. Der var vildskaben og hjemmebanen til forskel – det var nemlig en gammel tysk punkklub. Det skal helst være lidt slidt og lidt trash’ed. Og så har bandet det altså også allerbedst, når de har et ordentligt baggear til at sparke dem i røven,
som Jesper Majdall udtrykker det.

Herefter kom der aldrig deciderede nedture – til gengæld flere topscorere. Som guitaristen Claus S. Johansen siger:

– Efter tre-fire jobs plejer det at sidde enormt stramt for os. Så fungerer det. Så ved vi, hvor vi har hinanden som band og hvor vi skal sætte ind. Så er det, vi lægger de små virkemidler til, som udvikler sangen og giver den en form for stemning på scenen. Det er dén maskine, der skal køre, når vi er af sted. Det giver en prof indstilling, Og selvfølgelig henter vi også energi i, at roserne begynder at komme.

– Jo, man siger jo, at vi ligner flere bands i det nordamerikanske, men jeg tror alligevel, man kan lide os, fordi vi er anderledes – lidt hurtigere, lidt skævere, lidt punkede – og skandinaviske.

Drengedrømmen
Efter nogle ”almindelige” gode jobs i Ottawa og Montreal, kom turen til Nordvest-USA, og så gik en af drengedrømmene i opfyldelse:

– Pludselig finder man sig selv i Seattle på The Crocodile. Så er det altså svært at lade være med at
sidde og spille med et smil på læben, siger trommeslager Kristian Volden om oplevelsen ved at spille på den legendariske klub, hvor både Nirvana og Pearl Jam var på hjemmebane. – Det var et af de store øjeblikke. Og så var det en god koncert, husker trommeslageren.

Men det var også et vigtigt resultat for gruppen, for Seattle er blevet gruppens andens hjemstavn, som Jesper Majdall udtrykker det – via kontrakten med The Control Group, som har base i byen:

– På forhånd taler vi meget om hvilke jobs, der er vigtige – ikke sådan at vi er ligeglade med nogle, for USA er umulig at sætte i system: Og inden denne tur vidste vi intet om forventningerne. Og jeg anede f.eks. aldrig, om det er en medarbejder fra en lille radiostation, jeg snakker med – ellers måske en af USA’s vigtigste. Men gruppen er blevet skrap til at fokusere. Og gode til at finde en form på koncerterne, så det ikke bare kører hysterisk deruda’.

Christian Hjelm og Scott McGaughey (R.E.M.)

Christian Hjelm sammen med Scott
McCaughey fra R.E.M.s live-band i
Portland. (Foto: Morten Elley).

Det syntes Peter Buck fra R.E.M. også – eller rettere: Han kom egentlig for at høre Kira & The Kindred Spirits, som måtte aflyse deres show, og hørte kun Figurines’ slutnummer ”Rivalry”. Det blev han til gengæld så glad for, at han dukkede op næste aften i Portland – i øvrigt sammen med Scott McCaughey fra R.E.M.s livehold. Og begge var positive over for gruppen.

Til gengæld var koncerterne i Los Angeles lidt skuffende for gruppen – måske fordi de havde forventet sig ekstra meget netop her. Men dag ét var fremmødet ikke imponerende, og dagen efter var tilskuerne lidt stive i betrækket.

Men de følgende fire koncerter ved SXSW i Austin går til gengæld ikke helt så let i glemmebogen. Ud over de to succeser allerede omtalt i starten, spillede gruppen f.eks. ved en privat fest, hvor figurinerne stillede op direkte på græsplænen på den anden side af vejen – og spillede over mod publikum, som var til fest på den anden side!

 

politi austin

Havefest, politi og Hjelm-rynker i Austin.
(Foto: Lisa Marxen).

– Det var i sådan et typisk amerikansk villakvarter, som du kender fra alle filmene. Ydermere kom to politibiler mod slutningen af vores koncert og kørte ind på vejen, der skilte os fra festen – for at tjekke om ejeren havde tilladelse. Det havde han. Men det giver en lidt mærkelig stemning, og i det hele taget var det ikke dér, man skal snakke om gode forhold for musikerne, siger Christian
Hjelm.

Hård hud over det hele
– Man får hård hud over det hele af sådan en tur, siger Kristian Volden. – Vi ved jo ikke, hvad spillestederne byder på af grej. Jeg selv spillede på 12-13 forskellige trommesæt på turen – havde kun to bækkener og en lilletromme med hjemmefra. Ellers er det bare at få det bedste ud af situationen. Og syntes vi på forhånd, at vi havde prøvet meget – bl.a. i Tyskland – var det her alligevel specielt.

– Men Nordamerika er jo et kæmpemarked, og vi er stolte af at have nået det vi har, siger trommeslageren om gruppen, der drog af sted for at få en agent/booker og for at promovere Skeleton, men kom hjem med en stor sæk roser og givtige forbindelser fra en masse ”vigtige” folk, som ingen havde turde håbe på ville dukke op.

Og agenten kom også i hus straks efter SXSW: Kevin French fra Big Shot Productions, der har navne som Sebadoh, Lou Barlow og en masse andre i stald – mange af dem acts, som Figurines i forvejen lytter til:

Han får travlt med Figurines nu. Med foden inden for på det amerikanske marked, omprioriterer gruppen og sætter f.eks. Tyskland på stand-by. Der skal laves USA-sommer-tur – bl.a. på flere festivaler samt byer bl.a. på østkysten, der ikke var med i denne omgang.

Og så kommer en september-oktober-tur til, hvor det er meningen, gruppen skal være headliner – og muligvis deltage på både CMJ-festivalen i New York og Pop Montreal i Canada:

– Dette har været ren investering for os. Turen til sommer skulle til gengæld gerne hænge noget bedre sammen – bl.a. tror/håber vi på god betaling fra festivalerne. Og efterårs-turneen skulle gerne balancere økonomisk, mener manager Majdall.

– Ja, det gælder om at rykke nu, hvor der er interesse, med alt, hvad vi kan – ikke om to år, siger Christian Hjelm og suppleres af guitaristen Claus S. Johansen:

– Det er for dumt at bruge så mange penge og så meget energi – og så ikke følge op. Nu er kimen lagt. Vi vil sælge plader og leve drømmen endnu mere igennem, og nu da alle i bandet har droppet deres studier, kan vi sagtens turnere endnu mere. Ikke halve år af gangen, men jeg tror fint, at vi kan klare stræk på 1 – 1 ½ måned i f.eks. USA, holde et par ugers pause og så fortsætte i en lige så lang periode i Europa. Vi har det i os – vi er gode til at være i tour-mode og fokusere på en opgave i et bestemt stykke tid, siger guitaristen.

– Der er langt endnu. Rigtigt langt. Men vi har alle en drøm om at banke en tilværelse op, hvor man kan leve af det her. I det mindste er der ikke så langt nu, som der har været, konkluderer Kristian Volden på gruppens vegne. – Og vi er alle indstillet på at betale ”prisen”, der skal til – i lang tid fremover.

Vi får se om Pitchforkmedia får ret i deres kortfattede spådom om Figurines: ”They could be huge…”