E-Tur: Dobbelt dosis rock’n’roll med The Warmongers i det nordjyske

Garagerock satte gang i dansegulvet og fik efterskoleelever til at beundre The Warmongers, der i onsdags gæstede både Salling Efterskole og Himmerlands Ungdomsskole. 

Tekst: Marie Johansen

Per, giv mig et beat, så laver jeg noget fedt..” Sådan lyder det fra Jeppe, der griber fat i bassen, som står på det lidt slidte og mørke trægulv.

Jeppe er sammen med resten af The Warmongers klar til lydprøve inden eftermiddagens koncert på Salling Efterskole. Bandet har fået tildelt skolens teatersal, og det første indtryk af salen er, at stedet ”helt bestemt” passer ind i bandets rock-regi:

Scenen bliver beundret og efter overvejelser om, hvorvidt de skal spille på scenen eller gulvpladsen foran, lyder det begejstret fra Jeppe: ”Helt klart på scenen!”, hvorefter guitarist og forsanger Troels tilføjer: ”Det ligner noget fra en film det her”...

Han har ret. Teatersalens noget slidte men karakterfyldte udseende giver en fornemmelse af, at den har været ramme for mange historier. De mørke gulvbrædder og scenens bordeauxrøde velour forhæng matcher bandets rockstil, der mest af alt består af sorte jeans og læderstøvler.

Man kan mærke på bandet, at de er klar til at fortælle deres rockhistorie her i eftermiddag. En gammel stållampe står skjult i hjørnet, og med ét får bandet en idé om, at dén skal skabe koncertens spotlights.

Et udpluk af Troels’ guitarsamling. Foto: Lise Bjerg

Dagens første set-up er ordnet, og der drikkes kaffe, så energien er i top. Imens får jeg en snak med Jeppe, der forklarer, at han har kendt Troels siden gymnasiet, og at de før har spillet sammen i bandet Thee Attacks, der i øvrigt også har været med på E-Tur. I denne uge har de Per med på trommer, der til daglig spiller med i gruppen The Blue Van. Ved lydprøvens start plugger Troels sin Gibson i og begynder at synge, hvilket ender i fællessang med resten af bandet. Det giver en hyggelig stemning i kontrast til den rock’n’roll, der skal spilles senere. Lydprøven forløber ubesværet og giver plads til små interne jokes. Bandet prikker til hinanden, og det er nemt at fornemme, hvor gode venner medlemmerne af bandet også er.

Under dagens frokost opstår der en forvirring. Menuen byder på lasagne og salatbar, og alle tager livligt for sig. Da alle har sat sig til bords, spørger Jeppe efter lidt tid, hvilke sprøde snacks, han har fået på sin tallerken. Han kan nemlig ikke rigtig smage, hvad det er og gætter lidt forsigtigt på, at det er flæskesvær. Lidt undrende kigger folk på tallerkenen, og det bliver konstateret, at det er majssnacks. Jeppe ånder lettet op og spiser videre, glad for konstateringen. Han er nemlig vegetar! Resten af frokostpausen forløber muntert, og de spekulerer bl.a. over, om der skal laves overraskelser under koncerten.

Det er egentlig en grå regnvejrsdag, men lyset i teatersalen gør det varmt og hyggeligt indenfor. De forventningsfulde elever begynder at finde deres pladser. Bandet går udenfor for at få det sidste friske luft, inden de skal på scenen, og sandelig om ikke solen også så småt er begyndt at skinne lidt og give ekstra anledning til solbriller og højt humør. Efter ca. 10 minutter ude går bandet tilbage til salen, og SÅ går rocken i gang: En energisk optræden, hvor bandet følger hinanden og har det sjovt. På ægte rock’n’roll-manér laver Troels de karakteristiske ”rockstjerne-hop”, og bliver mødt af elevernes beundrende blikke.

Efter koncerten går tre af efterskoleeleverne hen til bandet, og man kan høre, hvor begejstrede de har været for koncertoplevelsen. ”10 ud af 10. Det var imponerende”, er hvad eleven Tobias synes om koncerten. Mathias tilføjer: ”De var dygtige. Man kunne mærke, de havde lagt noget bag musikken. De lod sig ikke gå på af, at man var lidt stille. De gav den bare gas alligevel”. Nikolai er enig og synes, det var en fed koncert. Glade og tilfredse går de ud af salen.

Bassisten Jeppe rammes af koncertens spotlight. Foto: Lise Bjerg

Imens pakkes bandets gear sammen, og historien slutter ikke her. For en time senere er de tre klar til at tage videre til Himmerlands Ungdomsskole hvor en ny folk efterskoleelever venter på gruppens rock-n-roll. Så op i bilen og afsted, mens tre aftaler at lave et pitstop på vejen for at købe et par fyraftens øl til senere.

Fremme på Himmerlands Ungdomsskole er lokalet ganske anderledes end teatersalen på Salling Efterskole. Her er det en foredragssal udsmykket med malerier af jungledyr, der er med til at gøre gør salen og stemningen mere ungdommelig. Og de kolde farver giver indtryk af en mere rå ramme, som også virker til at passer perfekt til aftenens koncert

Bold og støvlepudseri
Instrumenter og teknik kommer hurtigt på plads, og det er tid til lydprøve. Dog snubler Anders, der er tekniker, i en ledning og afbryder al lyd og teknik! Dét resulterer i grin fra hele flokken. Efter den lille afbrydelse kører lydprøven videre uden problemer, og det bliver tid til lidt afslapning inden koncerten. Der sættes musik på anlægget, og Troels laver fodboldtricks med en plastikbold, han har fundet i lokalet. Jeppe og Per pudser deres læderstøvler og får en snak, mens teknikerne Anders og Bjarne pusler lidt med teknikken.

Da aftensmaden er indtaget, indlogerer Troels, Jeppe og Per sig på de værelser, de skal overnatte på. Der er stadig lidt tid til koncertstart, og man kan så småt begynde at høre, hvordan eleverne glæder sig. De snakker om bandet, og man fornemmer spændingen til aftenens koncert.

Setlisten til dagens koncerter. Foto: Lise Bjerg

”Hej Himmerlands Ungdomsskole. Vi hedder The Warmongers, og vi glæder os til at spille for jer”, siger Troels og lægger an til koncertens første guitarstrejf. Publikum hujer og klapper. Koncerten er gået i gang, og der går ikke lang tid før eleverne danser til musikken i små grupperinger. Det er tydeligt at se, at de synes godt om musikken og bandet. Midt imellem de dansende elever spiller Troels en guitarsolo og udbryder efter elevernes begejstring: ”Det er sgu da sjovt at være her!”. Han krediterer sine kompagnoner i bandet, og publikum klapper af Jeppe og Per. Da sidste nummer spilles, har både band og elever har en fest, og der bliver klappet i stor stil efter de sidste toner fader ud.

Bandet er trætte men tilfredse med dagens mini-turne. ”Det er altid sjovt. Man er mere opvarmet og på en måde også mere afslappet”, mener Troels om dét at spille to steder på én dag. Jeppe tilføjer: ”Man kan lettere rette småfejl, fordi der ikke går en uge før vi skal spille igen”.

De mener begge, at det kan være en udfordring at spille på en efterskole –  men på den gode måde. For både band og elever reagerer forskelligt hver gang, og det er ikke altid eleverne har hørt musikken før, som en almindelig koncertgænger normalt har. De er enige om, at det er fedt, at efterskoler er forskellige, og at dagen har budt på nogle gode koncertoplevelser. Nu er de klar til en fyraftens-øl og en god nattesøvn. Inden turen går til Østhimmerlands Ungdomsskole næste dag.

Dagens afsluttende koncert med et livligt dansegulv. Foto: Marie Johansen