karlwilliam_pressefoto_01_medium

E-turen er klar med fire fremadstormende talenter

I slutningen af august begynder endnu en runde af ROSAs populære efterskoleturnér. Denne gang er det fire vidt forskellige musikalske udtryk, der i efteråret hver spiller ni koncerter for feststemte elever på landets efterskoler.

E-turen, der nu kører på ottende år, har fire nye og spændende danske navne på tapetet i dette efterår. Det hele skydes i gang af den unge R&B-komet, Karl William, i slutningen af august, hvorefter sangerinden, Kamilia Amélie pryder E-turen med poppede melodier. Hun afløses senere på sæsonen af folkclubbing-bandet, Keep Camping inden der sidst i november sættes effektfuldt punktum for 2014-sæsonen med Mont Oliver. Det kommer næppe til at gå stille af sig.

Ideen med E-turen er at styrke de deltagende bands live-erfaring via en større turné-sammenhæng, samt at fungere som bindeled mellem de nye bands og et ungt publikum, hvis interesse for livemusik forhåbentlig styrkes ved dette møde.

Karl William

Den populære århusianer, Karl William, gjorde sig sidste år bemærket med singlen ”Kostumeramt”, hvor han tilførte inderligheden en rastløs og melodramatisk nerve. Trods sin alder på blot 20 år, fremstår han eftertænksom og formår med finurlig lyrik at fastholde sine lyttere. Han skriver om livet, som livet er, med en poetisk og særdeles ærlig tilgang, der lydmæssigt finder sine rødder i R&B og som på tekstsiden har referencer til en ung C.V. Jørgensen. Karl William har netop udgivet 1. singlen “Foruden at Forgude” fra sin ep “Døende”, som han senest optrådte med på Roskildes Rising-scene – et brag af en koncert der trak et hav af mennesker og ikke mindst høstede megen ros fra anmelderne.

25/8 – Efterskolen ved Nyborg

26/8 – Galtrup Musik- og Idrætsefterskole

27/8 – Bgi-Akademiet

28/8 – Ranum Efterskole

1/9 – Himmerlands Ungdomsskole

3/9 – Østhimmerlands Ungdomsskole

4/9 – Husby Efterskole

8/9 – Vrigsted Efterskole

9/9 – Efterskolen for Scenekunst

Kamilia Amélie

Efterskoleturen får i september selskab af den 29-årige sangerinde og sangskriver Kamalia Amélie, som er aktuel med sit første album. Ny i branchen er hun dog ikke med sin baggrund som danser og korpige – en fortid som nu er blevet afløst af Kamilia Amélies debutalbum ”Come What May”. Albummet smelter inspiration fra R&B, soul og sangere som Aretha Franklin og John Legend sammen, og det resultat førte bl.a. til en benhård opvarmningsopgave for Lukas Graham, hvor Kamilia Amélie optrådte for fulde huse i både Danmark og Tyskland. Teksterne har sjæl og foregår umiddelbart i et glædesfyldt univers, men de poppede melodier går en tand dybere og tager afsæt i personlige  oplevelser.

16/9 – Galtrup Musik- og Idrætsefterskole

17/9 – Efterskolen for Scenekunst

18/9 – Herning Friskole

22/9 – Ranum Efterskole

23/9 – Klejtrup Musikefterskole

24/9 – Vrigsted Efterskole

25/9 – Østhimmerlands Ungdomsskole

29/9 – Femmøller Efterskole

30/9 – Rudehøj Efterskole

Keep Camping

Det fire-mand store band, Keep Camping, var i år at finde blandt KarriereKanonens otte finalister, og udover SPOT Festival har bandet optrådt på VEGA og Train med amerikanske Cults og til Gimle SOUNDTJEK Festival i april. Keep Camping spiller folkclubbing. Det er mørkt, men optimistisk. Akustisk, men elektronisk. Det ene øjeblik peger de mod det blødeste singersongwriter-udtryk, for øjeblikket efter at overraske med et elektronisk og poppet output. Teksterne tager de helt store eksistentielle spørgsmål op til overvejelse.

6/10 – Balle Musik- & Idrætsefterskole

7/10 – Galtrup Musik- og Idrætsefterskole

20/10 – Efterskolen for Scenekunst

21/10 – Himmerlands Ungdomsskole

22/10 – Thorsgaard Efterskole

23/10 – Femmøller Efterskole

27/10 – Ranum Efterskole

28/10 – Vrigsted Efterskole

29/10 – Brøruphus Efterskole

Mont Oliver

Mont Oliver, der tæller tre nordjyske knægte, startede som et indierock-band, der fik en sang udvalgt til KarriereKanonen i 2010. Efterfølgende har trioen eksperimenteret med genrer som pop, urban og specielt hiphop og de har med succes skabt en ny, udansk lyd som de bl.a. har testet foran et livepublikum, i et udsolgt Store VEGA (som support for Imagine Dragons) lige som de har været P3′s uundgåelige med singlen ”Give Me Nothing”.

Deres udtryk trækker på inspirationer fra amerikansk øst- og vestkyst 90’er hiphop samt den engelske triphop scene, der danner fundamentet for bandets melankolske melodier og tekster. Melankolien overhaler dog aldrig den opløftende, ungdommelig energi og med forsanger Jakob Hammershøjs overlegne og soulede vokal i spidsen, har Mont Oliver på rekordtid sat deres fingeraftryk på den danske musikscene med debut-ep’en ”19”, der udkom i november 2013.

4/11 – Galtrup Musik- og Idrætsefterskole

5/11 – Rudehøj Efterskole

6/11 – Efterskolen ved Nyborg

10/11 – Østhimmerlands Ungdomsskole

11/11 – Klejtrup Musikefterskole

12/11 – Femmøller Efterskole

17/11 – Bgi-Akademiet

18/11 – Faaborgegnens Efterskole

19/11 – Ranum Efterskole