_uploads_gallery_5_5211_full

Elektronisk Tirsdag på et museum. Og så på en onsdag?

Gennem de sidste år har klubben Elektronisk Tirsdag i København været en vigtig medspiller for udviklingen og mangfoldigheden i det danske elektroniske musikmiljø. Under årets Strøm Festival udgives en Elektronisk Tirsdag Compilation 2009, hvor hele 27 danske artister medvirker på et dobbeltalbum, der afspejler de mange nuancer og facetter, elektronisk musik har at byde på.

Bag compilationen står Elektronisk Tirsdags egen Carl Emil Amundsen, der spillede til den officielle åbning af Strøm, samt journalist og musiker Thomas Borre. Releasen af albummet skal fejres med et brag og efterfølgende bobler på flaske. Braget foregår på Statens Museum for Kunst, hvor Alexander Brix Tillegreen (under navnet Yeti) vitterligt åbner festen med et brag af den anden verden – og for en fuld sal. Den tunge, dybe bas og de diskante Drum’n’Bass- beats får bygningen til at skælve. Ressonans, hedder det vist – og det føles rart!

Henrik, Heidi og lille Magnus er begejstrede for koncerten.
– Det er fedt, at der bliver gjort så meget ud af det, og at musikken kan opleves på den her måde, siger de. Henrik spiller selv i Spoke og kender udmærket til Strøm. For Heidi og Magnus er det første gang.

Grønne Mænd overalt.
Fra Mars?

– Det er vildt sejt at spille her – det er lidt som en show-case. Akustikken overrasker mig virkelig, det sted her er helt perfekt til en release, lyder ordene fra unge August Fenger Janson, der spiller under navnet Eloq. Han er bare 18 år gammel og tager over umiddelbart over efter Yeti med massive elektrificerede hip-hop grooves. Amfi-salen runger, og det bliver den ved med i Det Sejler i Effekters dub-univers, hvor der er fyret op med live bas og synth.

– Det her er en helt anden oplevelse end konventionelle koncerter. Mange dumper tilfældigt forbi, og på den måde er Strøm meget mere åben end mange lignende arrangementer. Strøm giver en anden mulighed for at komme ud på gader og stræder eller i et rum som dette, hvor en masse får mulighed for at opleve musik, de ellers ikke vil høre, beskriver Jesper Buhl, der udgør tredjedelen af Det Sejler i Effekter.

Releasekoncerten afrundes af århusianske Baduns elektroniske, skæve jazz. I alt tre timers intensitet suppleret med billedside af VJ Casper Øbro, hvor forskelligheden i electronica-genren endnu engang er blevet understreget. Festen fortsatte efterfølgende på Gefährlich, hvor der blev delt gratis champagnebobler ud for at fejre et brag af en release.

– – –

Udover ovennævnte kunstnere, medvirker blandt andre veletablerede navne som Anders Trentemøller, Rumpistol, Lulu Rouge, System, Karsten Pflum og Spejderrobot. Udgivelsen er hjulpet på vej af City Hall Music og Playground.

Århusianske Badun skruer op for strømmen.

 

Eloq indtager Statens
Museum for Kunst.

Henrik, Heidi og Lille Magnus til elektronisk koncert.