uploads_gallery_6_6446_Fotograf

Eleverne havde hænderne over hovedet til Karl William-koncert

Fem-seks skridt fra bilen og ind i den splinternye Street-hal på BGI Akademiet, hvor aftenens koncert skulle foregå – længere tog det ikke før de to første teenagedrenge havde samlet mod til at spørge efter et billede med Karl William.

Efter en sommer hvor Karl William har turneret Danmark tyndt med optræden på bl.a. Roskilde og SPOT Festival skulle man tro, at energireserverne var brugt op. Det var imidlertid ikke tilfældet, da han onsdag aften lidt før 20 gik på scenen på BGI Akademiets efterskole. Denne aften var tredje koncert i rækken ud af i alt ni for bandet, der udover Karl William også tæller Frederik på trommer og Carl Emil og Tais, der begge spiller bas.

Efter de første billeder var knipset, spredte rygtet om Karl Williams ankomst sig som en steppebrand på efterskolen i Hornsyld, der i år har 487 elever fordelt på niende og tiende klassetrin.

– Jeg har hørt alt din musik, Karl. Det er mega fedt! Råber en mørkhåret, ung gut ved navn Oliver, hvortil Karl William lige akkurat når at kvittere med et:

– Mange tak, Oliver! Inden den unge gut suser ud af hallen igen

Fri leg

Den såkaldte ”Street-hal” på BGI Akademiet er indrettet med trampoliner, springgrave, tårne af beton og jernstænger på kryds og tværs – et sted, der for alvor indbyder til fri leg og dét var nøjagtig hvad der skete, da de fire bandmedlemmer trådte ind i hallen. Først fik trampolinen en tur og bagefter skulle der hoppes fra tårnet ned i springgraven – begge dele dog uden nogen kom til skade.

Den fri leg blev imidlertid hurtigt afløst af opsætning af udstyr og lydprøve, efterfulgt af aftensmad i kantinen sammen med eleverne. Det var helt tydeligt, at de næppe havde regnet med at indtage dagens aftenmåltid i selskab med Karl William, og der blev selvsagt fnist en del og kastet lange blikke efter det 19-årige talent fra Aarhus.

Karl William ramte BGI Akademiet perfekt

 

Klokken var ikke mere end et par minutter over syv inden de første elever indtog pladsen midt for scenen. Femten minutter senere var gulvet fyldt med både piger og drenge – nogle var stemlet sammen helt op ad scenekanten og andre var kravlet op på betonreposer bagerst i Street-hallen (der til dagligt bruges af BGI Akademiets Parkour-linje), for at få optimalt udsyn.

Karl Williams tekster handler bl.a. om ham selv og hans syn på ungdommen, hans univers er eftertænksomt og hans stemme er imponerende. Det eftertænksomme univers er formentlig ikke langt fra elevernes eget, og under koncerten var det tydeligt at se, at der blev lyttet til teksterne mens eleverne arm-i-arm rockede med. Under nummeret ”Rammer Perfekt”, fra Karl Williams anden EP ”Døende”, kom armene i vejret og taget lettede for alvor, da han lagde an til at spille radiohittet ”Foruden At Forgude”, der var aftenen afslutningsnummer.

 

Afslutning på en vellykket aften

Det var tydeligt at mærke, at eleverne på forhånd kendte til Karl Williams  karakteristiske hiphop-influerede lyd, men den intime koncert på elevernes egen hjemmebane gav dem mulighed for at få teksterne helt ind under huden – noget bandet også selv havde bemærket fra scenen;

– Det var virkelig fedt i aften, kom det prompte fra Frederik, da bandet efter koncerten holdte en velfortjent pause i selskab med Jakob Skov, der er efterskolelærer på BGI Akademiet.

– Hvad er dit næste skridt nu hvor du er godt i gang, Karl? Er der mere musik på vej?, spørger Jakob interesseret.

– Jeg føler lige jeg er startet. Vi er så småt begyndt at lave noget mere, men det er heller ikke noget man gør fra den ene dag til den anden. Det tager tid, siger han og fortsætter:

– Men jeg flytter til København til den første (1. september. red.), det er mit næste skridt.

Samtalen bliver pludselig afbrudt, da en lille flok elever banker på døren og en pige høfligt spørger, om hun må få et billede med bandet, da hun desværre ikke havde været  med til koncerten.

– Det må du rigtig gerne, svarer Karl William, mens han rejser sig og stiller sig an sammen med bandet.

Kort efter går turen atter mod Aarhus, da en ny efterskole står klar til at tage imod bandet dagen efter. Foruden E-turen, der foregår i hverdagene, spiller Karl William ligeledes koncerter i weekenden. Senest optrådte han, som en del af music-kollektivet Hukaos, til Sommer.Chillout.Aarhus, der fandt sted i den nye Cerespark.

uploads_gallery_4_6444__zkR19nEZsFRFJaTRMxGWdYa5pciIkZxgWgV0GIUcm4RkGl28w8XGyrA3IzpKiyp4dDrE9B-XHjU33r6VOGG1s

De nærmest dage besøger Karl William følgende efterskoler:

4/9 – Husby Efterskole

8/9 – Vrigsted Efterskole

9/9 – Efterskolen for Scenekunst

Læs mere om E-turens kommende kunstnerne og koncertdatoer her