Felix van den Berg på SPOT Festival 2012. Festivalen er en stadig inspiration for ham og hans schweiziske festival (Foto: Sara Lindbæk)

En inspirationskilde: – SPOT er altid rig på nye opdagelser

Nordklang Festivalens leder Felix van den Berg, har mange gange været på SPOT Festivalen og priser både den og samarbejdet med ROSA – Dansk Rock Samråd i det hele taget. Læs hvorfor nedenfor.

– Fordelen er flere: Vi deltager i SPOT Festivalen hvert år, og en stor del af vores program er ”opdagelser” der fra. Og ikke bare de danske. Desuden er det dejligt,  at man uden undtagelser stoler på vores musikalske valg, så vi kan udvikle os selvstændigt. For Nordklang er en festival der udelukkende bygger på glæden for nordisk musik. Hver eneste medarbejder er frivillig, siger Felix van den Berg.

SPOT er meget inspirerende for os. I vore schweiziske øjne er SPOT forskellig fra andre festivaler: De mange stilarter. Den fredelige atmosfære. Overfloden af ”nye opdagelser”. Muligheden for at møde folk fra hele Norden. Og så noterer man sig også, at der hvert år ændres på strukturen – som en slags bygning, der hele tiden udvikler sig. Det er sådan noget vi hele tiden har i baghovedet, når vi udvikler den næste Nordklang-udgave, siger Felix van den Berg og fortætter:

– Vi har syv danske navne med i år – fem af dem opdagede vi på sidste års SPOT: Boho Dancer, Bottled in England, Marybell Katastrophy, Schultz & Forever og SVIN. Alle er navne, hvor vi føler, der er typiske nordiske elementer med melankoli og referencer til traditionel nordisk musik.

– Nordklang-tilskuerne elsker, når sangteksterne synges på originalproget, og vi forsøger altid at finde navne, der gør. I år sker det på den smukkeste måde med Dråbers Logik, som samtidig giver os en chance for at genopleve sangerne fra Jomi Masage og Under Byen, som tidligere har spillet hos os.

– For os er det slående, hvor mange danske navne, der er på højeste kunstneriske niveau – det burde I være stolte af i Danmark. Kulturen er sjælen i et samfund. Ofte er ikke bare Nordklang-publikummet men også medierne overrasket over, at vi har så meget at vælge imellem, at vi indtil nu aldrig har sat samme gruppe på plakaten gennem de syv år.

– Sidst men ikke mindst er vi meget stolte af de artister, som spiller på festivalen:  Alle optræder gratis – ingen får honorar. Alle behandles ens. Det er rejsen, den specielle familiære stemning og service, det betalte ophold, den specielle artist-lounge og de personlige møder, der får kunstnerne til at sige ”ja” til Nordklang, siger festivallederen.