uploads_gallery_2_2397_full

Et lille band meget langt hjemmefra…

Hollywood Boulevard; Kodak Theatre, det kinesiske teater, stjernerne indgraveret i fliserne i fortovet – lige fra Walt Disney over Ray Charles og Bob Hope til … Woody Woodpecker. Kort før flise-stjerneparaden holder op kommer Knitting Factory. Legendarisk rockadresse, som mandag aften havde Under Byen på plakaten sammen med finske Frida Hyvönen og Brooklyn-bandet Au Revoir Simone. Med danskerne som headliner.

Nu ender Under Byen nok ikke som stjerner i fortovet på Hollywood-drømmenes Allé lige med det samme – til gengæld fik gruppen gødet jorden grundigt med henblik på kommende besøg. Og det har været målsætningen med alle jobbene på turen: Pænt store – flere steder endda rigeligt dristig store –  koncerthuse, men til gengæld med et godt ry hos det ”rigtige” publikum.

– Det har været ”bære eller briste” – taktikken var, at det skulle være på de kendte steder. Så vi kan bygge videre til en turné til september, i forbindelse med at ”Det er mig derholder træerne sammen” genudsendes og relanceres herovre, siger gruppens manager Jesper Majdall.

jesper majdall

Manager Jesper Majdall  i den store tourbus’
stue-køkken.
 

Taktikken ser ud til at holde. Der er kommet rigtigt pænt med  folk – også på adresser laaangt uden for kulturmetropolerne. Og alle og enhver af de lokale arrangører på turen har sagt, at de gerne vil have Under Byen tilbage, fortæller Majdall, der sammen med gruppen har kunnet glæde sig over, at den nye keyboard-spiller Rasmus Kjær Larsen er faldet så gnidningsfrit ind, selv om han – bortset fra en optaktskoncert på Klejtrup Musikefterskole – blev kastet direkte for løverne på denne nuværende Nordamerika-turné,

Under Byen har nu også gjort meget hjemmefra for at skabe så gode rammer som muligt. Dels har man lejet en kæmpebus med gode faciliteter med køkken/opholdsrum, masser af gode køjepladser  – og så en sektion bagest til bassist Sara Saxild og hendes lille. Økonomisk er det heller ikke så tosset, sammenlignet med hvad en almindelig bus og hotel ville have bonnet ud i. Og så har man både haft hjælpende hænder til lys, lyd og anden praktik:

Knitting Factory – legendarisk spillested. 

– Vi har et rigtigt godt hold med, er guitaristen Anders Stochholm og trommeslageren Morten Larsen helt enige om. – Det giver en dejlig ro, for man véd at det udstyr man møder på klubberne herovre kan være meget mangelfuldt. Her har vi haft hjælp til alle den slags problemer som ellers stresser og kan gøre turneer til et mareridt.

Skovhugger-dans
– Og så har modtagelsen været storartet, med et meget interesseret publikumoveralt, siger de to og mindes ikke bare de hotte klubadresser i storbyerne: – Specielt et job i udkanten af Cleveland var specielt. Der var pænt med tilskuere i forvejen, men efterhånden kom dobbeltsåmange til. Jeg tror det var et andet selskab som sluttede sig til, I starten skulle de nye lige tjekke os ud, men så kastede de sig ud i de,t og det endte med at en stor flok skovhuggere stod og dansede til vores musik. Rablende,  småskørt – og meget spændende, siger Anders Stochholm, og Morten Larsen supplerer:

– Ja det er ved sådan nogle lejligheder – og når vi kører ude i vores bus in the middle of nowhere med timers kørsel til næste lille by –  at det går op for en, at vi er et lille band fra Århus, der er kommet MEGET langt hjemme fra. Faktisk kan vi ikke komme længere væk….

Henriette Sennenvaldt og Morten Svenstrup- 

Nå, tilbage til Hollywood. Og en meget lidt gnidningsfri optakt. Storbusser er dejlige – bare ikke når det gælder kombinationen sanger og air-condition. Under lydprøven til aftenens koncert havde Henriette Sennenvaldt ingen stemme. Overhovedet. Ord som ”aflysning” og ”hvad-gør-vi” svirrede i luften akkompagneret af mol-dybe panderynker. Cognac og andre heksekunster blev forslået – indtil besindig rådgivning hjemmefra foreslog: Vand og hvile. Var det ikke en mirakelkur, betød det i hvert fald at sangeren kunne gennemføre. Godt nok i ekstra skrøbelig hæs-rusten udgave, men det lagde vist kun danskerne i salen mærke til.

Under Byens show var markant anderledes end in-your-face koncerten torsdag ved SXSW i Austin, og man har ikke svært ved at tro Majdall, når han siger, at gruppen er blevet bedre og bedre undervejs.

Under Byen merhendise: Undertøj til piger –
der var ikke plads til drengeundertøjet på
denne tur. Desudenogså lille blå  bog med tekster – oversat til engelsk – for de mere
inkarnerede fans.
.

Bruttotrup
Gruppen har en halvanden time lang bruttotrup af sange med, så der kan skiftes friske ind undervejs til koncerterne. Her i Hollywood gik ”Lenin” med Nils Gröndahls flydende, soniske støjende ekkoer og øgleskrig på saven over i ”Siamesisk” med Rasmus Kjær Larsens smukke piano og Morten Svenstrups ditto cello. De duvende, koncentrerede tilskuere fortalte alt om, at udviklingerne var overbevisende og flotte.

Så kom de mere bastante –  ”Heftig”, ”Pilot”,  ”Film og omvendt” til – med de store percussive udviklinger. Og ikke mindst med de store udladninger, hvor Nils Gröndahl virkelig fik påkaldt sig opmærksomhed undervejs med sine støjeventyr på saven og de mange pedaler, som han hele tiden ligger på knæ og piller nysgerrigt ved – og finindstiller manisk. Endda her i feedbackens (Hendrix’) hjemland, men det forhindrede ikke tilskuerne i at stirre og lytte.

Og Sennenvaldt havde klaret sig så godt gennem den ordinære koncert, at man kunne gennemføre ”Af Samme Stof Som Stof” som første ekstranummer, inden gruppen stoppede på samme stille måde som den indledte, nemlig med ”Tindrer”. Til publikums store applaus – deres koncentration varede hele koncerten.

Michael Patterson – amerikansk
producer og meget glad for
dansk musik – var til koncerten
Patterson mener i det hele taget
at dansk musik pt. taler meget
bedre til det amerikanske
publikum end både norsk og
svensk musik. Af samme
grund producerer han gerne
danske grupper og skal til april
i gang med Spleen United.
 

Lyttende og koncentrerede
Tilfredsheden i gruppen var udtalt bagefter: – Publikum var meget koncentrerede. Nok det mest lyttende publikum vi har oplevet på den her tur, og jeg synes, vi var i en speciel kontakt med dem. Når de står med lukkede øjne og vugger med, er det altid et godt tegn, sagde Morten Svenstrup inden Morten Larsen tog over:

– Lyden var meget diffus for os oppe på scenen – og det fortæller bare at selv legendariske steder herovre ikke nødvendigvis har godt udstyr. Men det var et fedt publikum at spille for, og jeg synes det var fedt, at vi kunne tiltrække så mange folk første gang – og så på en mandag aften…

For Morten Larsen har turen været opfyldelsen af en gammel drøm. Han har altid haft lyst til at komme til landet med alle rockens mytiske stjerner.

– Det, at vi virkelig er her, er lagt ude på en meget fascinerende måde. Jo, vi vil meget gerne herover igen, sagde han inden hotelbussen kaldte – for at bringe gruppen til San Fransisco og endelig Seattle på torsdag.

– – –
Næste gang man får Under Byen at se i Danmark er ved DR’s ”Radiohuset Rocker” 24. april. Da får gruppen lov til at spille den allersidste koncert i Radiohusets Koncertsal i et stort samarbejdsprojekt med Radioens Underholdningsorkester. Gruppens tidligere keyboardspiller Thorbjørn Krogshede er pt. ved at lave arrangementer i samarbejde med underholdningsorkestret. Koncerten optages med henblik på senere udgivelse.