Eurosonic: CallMeKats første koncert var en stor succes – nu er hun klar til nummer to

CallMeKat fyldte De Spieghel til bristepunktet, da hun spillede  torsdag aften ved Eurosonic Festivalen i Groningen. De, der ikke så hende, får en ny mulighed, når hun spiller fredag på Groningen Museum.

– – –

Fem minutter før koncertstart var De Spieghel proppet til bristepunktet, og publikum kunne hverken komme frem eller tilbage. Flot af den danske pige, eftersom hun spillede samtidig med blandt andet Kaizers Orchestra.

 

CallMeCat gik på scenen og begyndte at spille sin fine popmusik. Udtrykket var mindre minimalistisk, end det plejer, og det skyldtes bl.a., at hun havde Daniel Fridell med på keyboards og trommemaskine. Det gav mere bund i hendes sange, og publikum var meget taknemlige, så hvert nummer blev hyldet med klapsalver og hujen – afløst af et BUH fra nogle af de fremmødte, da hun annoncerede aftenens sidste nummer.

Foto: Michael Ersted

Der var fuldt hus på De Spieghel, da CallMeKat
spillede. (Foto: Michael Ersted)

Endnu en koncert i Groningen
Efter koncerten var det også en glad CallMeKat, der var at finde backstage.

– Det var super fedt, var den umiddelbare kommentar fra hende.

Hun fortalte videre om den koncert, hun skal spille fredag på Groningen Museum. Koncerten er lavet i samarbejde med festival-arrangørerne, også selvom den ikke står i det officielle program. Og her skal hun – i modsætning til torsdagens koncert – optræde solo.

CallMeKat fik i starten af efteråret en manager, efter at være kommet i kontakt med Anthony Patterson fra Red Light Management. Han er også til Eurosonic, hvor han skal stå for hele networkingdelen, så CallMeKat kan koncentrere sig om at spille musik.

– Jeg skal også til at skrive nogle nye numre, så jeg kan komme i gang med mit andet album, sluttede CallMeKat –  uden at ville uddybe mere om, hvornår vi kan vente at høre nyt fra hende.