Eurosonic: Choir Of Young Believers – Vokser sig større og større

Det er efterhånden halvandet år siden, at Choir Of Young Believers med Jannis Noya Makrigiannis i spidsen udgav deres anmelderroste debutalbum ”This Is For The White In Your Eyes” i Danmark. Men i udlandet er det store band ikke færdige med albummet endnu. Først blev albummet udgivet i England og kontinental Europa gennem det engelske pladeselskab Bella Union (også Our Broken Garden og Kissaway Trail), men i november 2009 blev albummet distribueret gennem Ghostly International til det store forjættede land, USA, hvor bandet har været på to mindre turnéer allerede. I det hele taget har 2009 været et stort turnéår for bandet.

 

På Eurosonic Festival – som har European Broadcasting Union, foreningen af de nationale public service-radioer, som medarrangør – blev Choir Of Young Believers inviteret gennem Danmarks Radio til at spille en koncert, som blev optaget på vegne af de øvrige europæiske statsradiofonier. Koncerten blev blandt andet sendt live i Frankrig.

Men alt klappede ikke helt, som det skulle for Choir. Der var nemlig tekniske problemer med keyboardspiller og korsangerinde Sonja Labiancas pedaler, som betød, at bandet måtte skippe en sang og ændre lidt i sætlisten til aftenens koncert. Ydermere betød det et par små afbrydelser undervejs, hvor bandet prøvede at få grejet til at fungere, og det var nok indirekte medvirkende til, at stemningen faldt lidt blandt publikum på spillestedet Stadsschouwburg, og undervejs i koncerten gik omkring halvdelen af de anslåede 400-500 publikummer.

Bortset fra de tekniske problemer, var det ellers både en velspillet koncert og et flot setup i den gamle teaterbygningen. Bandet var placeret ude i rammen af den smukke teatersal, mens publikum sjovt nok var placeret modsat; i det store rum som udgør scenen og bagscenen, og det giver stedet en helt speciel stemning.

Choir Of Young Believers (som blandt andet består af medlemmer fra The William Blakes, Ghost Society, Moi Caprice og Chimes & Bells) gav fine prøver på deres talent med flotte højdepunkter i ”Next Summer”, ”Action/Reaction” og ”Hollow Talk”. Det er tydeligt, at bandet har flair for at forfine lyden, som de har udviklet over de seneste år. Alt hænger sammen. Lydbilledet har en større bund, mens Jannis Noya Makragiannis synger med tilpas afmålt rumklang og enorm følsomhed. Den helt store genistreg består i at bruge trompet og stryger uden at få sangene til at blive sentimentale. I stedet bliver det bare… stort!

Koncerten gav desuden plads til et nyt nummer, som indtil videre har fået den opfindsomme titel ”Nyt Nummer 1”. Allerede her kan man høre, at det lover utroligt godt for det næste Choir-album, der fortsætter, hvor ”This Is For The White In Your Eye” slap. Og som afslutning leverede bandet en fremragende, forlænget og omskrevet version den smukke ”Claustrophobia”, som både havde fået ny tekst og en støjende lang outro.

Choir Of Young Believers har allerede de internationale samarbejdspartnere (bookere, forlag og distributører) på plads, men bandets management og danske pladeselskab, Tigerspring, havde inviteret repræsentanter fra de europæiske festivaler til koncerten:

– Vi præsenterer tre festivaler om året i Holland. Èn i foråret, én om sommeren og én i efteråret. Jeg er altid på udkig efter bands i genrer lige fra rock og så til dét her. Det er lige gyldigt, hvad vi kalder det, men der er en klar trend lige nu, og den rammer Choir Of Young Believers. Det er storladent. Jeg vil gerne præsentere bandet på en indendørsscene, for det er et band, som kræver fokus fra publikum, fortalte M. Huýbreghs fra den hollandske festivalorganisation Centree, som kort efter koncerten viste interesse for det syv-mand-store danske band.

Vi fangede desuden bandets forsanger og sangskriver, Jannis Noya Makrigiannis, der efter koncerten var fortrøstningfuld på trods af de tekniske problemer.
– Det var sjovt. Vi havde desværre problemer med én af vores pedaler, så fornemmelsen i bandet er sådan 50/50, men der er ingen af os, der er helt nede over det, fortalte bandets dansk/græske forsanger efter koncerten.

Hvordan har 2009 været for Choir Of Young Believers?
– Det har været helt fantastisk. Jeg havde ikke drømt om, at vi ville blive taget så godt imod, som vi er blevet. Særligt ikke i USA. Vi havde forberedt os mentalt på, at vi ville ville få nogle hug og møde en hvis arrogance, men folk har været rigtigt flinke.

Hvad betød det for jeres koncert, at den blev optaget og sendt i radioen?
– Vi tager koncerten som enhver anden koncert, men det var helt typisk, at når det er en vigtig koncert, så går der noget galt, og vi har tekniske problemer, som vi ellers aldrig har. Men når det er sagt, så er det da fedt, at vi bliver spillet i radioen. Koncerten blev sendt live i Frankrig, og den bliver også sendt i Belgien, Holland og Tyskland, så det er en mulighed for at finde nye lyttere på, slutter Jannis Noya Makrigiannis.

Choir Of Young Believers fortsætter på en 14 dages lang Europaturné efter Eurosonic.