Fem pop-perler i kassen i Turbinen

SPOT Calling on Tour er effektiv sangskrivning og et møde mellem nyt talent og proffer

Af Henrik Friis

”I don’t know why /everything you do trick my love!”

Bliv ikke forbavset, hvis et melodisk omkvæd med de ord engang ude i fremtiden gnaver sig ind i hjernen – for det var en af de pop-perler, som i onsdag blev færdigindspillet lige før afslutningen på Randers-udgaven af SPOT Calling on Tour: Mens andre arbejdede i et tilstødende lokale, stod fem koncentrerede sangskrivere og producere med total opmærksomhed omkring kontrol- og indspilningspulten stillet op i Turbinens lounge, mens det føg med indbyrdes kommentarer og tip til, hvordan sidste del af sanger Roni Ali Ismails vokal skulle vinkles.

Projektet lever i den grad op til navnet, SPOT Calling on Tour: Efter start i Herning var Turbinen i Randers tirsdag-onsdag rammen om sangskriver-camp’en, og kort før udstyret skulle pakkes sammen onsdag aften og køres mod sidste station, Thisted, kunne projektleder Rewan Riko med slet skjult stolthed i stemmen fortælle, at det var blevet til fem ny, stærke sange på 1 ½ døgn. Sange som nu skal udbydes på det store marked, og som – hvis alt flasker sig – slipper igennem nåleøjet til danske eller internationale sangere.

SPOT Calling On Tours hold i Randers. (Foto: Line Marie Bach)

Med studiet i Turbinens lounge – og et andet i et af spillestedets bandrum – havde udvalgte lokale sangskrivere fra Randers og Mellerup Efterskole skrevet og indspillet numre sammen med SPOT Calling On Tours internationale/danske hold af sangskrivere og producere. Og der blev ikke trillet tommelfingre. Fra tirsdag formiddag havde alle kastet sig over opgaven på kryds og tværs i forskellige holdsammensætninger til laaaangt ud på aftenen – og igen fra onsdag morgen tidlig.

Et puslespil
Eksempel: Først finder man frem til en akkord-struktur. Så arbejdes nogle sammen på at finde en melodi-linje til akkorderne og et omkvæd, mens. Så er andre i teamet måske i gang med en tekst, mens produceren lægge spor på optagelsen ved hjælp af forudprogrammerede instrumentlyde – inden vokalen indspilles. Et puslespil med alle mulige større og mindre brikker, som med de deltagendes kunnen og snilde ender op i så færdige melodier og sange, at de kan præsenteres for næste led: Dem, der skal sælge sangene videre i systemet.

Et af formålene med SPOT Calling on Tour er at finde og styrke de lokale sangskrivertalenter i deres sangskrivning – og involvere dem i det netværk, der også skal til, hvis man vil noget inden for denne del af musikbranchen.

På Turbinen var det 20-årige Sofie og 21-årige Stephanie fra Randers, og så Marie og Mathilde som var hentet ind fra Mellerup Efterskole, fordi de også er ekstra vilde med sangskrivning.

Samskrivning er en styrke
Stephanie og Marie sad i det mindste studie (bandrummet) og skrev på en tekst, da vi forstyrrende dem midt i slutspurten onsdag:

– Det har været helt vildt. Vi har alle været med til at finde på melodilinjerne, og har arbejdet med musikken hele tiden. Og der har været en meget ”confident” stemning.

Stephanie (t.v.) og Marie i gang i studiet i bandrummet. (Foto: Henrik Friis)

– Når man sidder og skriver en sang for sig selv, kan man tit blive i tvivl, og gå i stå – tænker på om det er godt nok. Det sker ikke her. Her sidder man 4-5 stykker sammen og supplerer hinanden. Og der kommer konstant nye ideer – der er hele tiden en, der har et forslag, som man prøver af. Det er en helt anden måde at arbejde på. Meget inspirerende. Og så er der også plads til leg, supplere de to hinanden i en hurtig fortælling om arbejdet i sangskriver-camp’en.

Desuden har de to bidt mærke i hvor sjovt en sang kan udvikle sig på denne måde:

– En af vores var i starten om en lidt tøset pige, Nu er hun endt som en bad-ass kvinde. Plus, at vi har fundet frem til, at det er en mand, der skal synge den. Den vil ikke passe på en pige…

Alle byder ind
Det hele føles meget professionelt, fortæller de to. – Man kan mærke, at der er noget på spil. Alle byder ind. Måske er du usikker derhjemme, men her er det naturligt at byde ind og prøve forskellige ting af, siger de  og fortæller at blandingen af professionelle og talenter i campen fungerer fint:

– Musik er følelser. Vi har alle musikken til fælles man mærke, og vi komplimenterer hinanden.

Den anden Randers-deltager, Sofie Daugaard havde lige to minutter midt i slutfinishen i Lounge-studiet: – Det har været mega-inspirerende og lærerigt. Og jeg er kommet tættere på en idé om, hvordan man skriver et hit. Sådan har jeg ikke tænkt før, når jeg har skrevet sange. Men det lærer man af de her sessions!

– Det er vildt godt arbejde, der er lavet her, afsluttede Rewan Riko: – Den her sidste sang (den med ”I don’t know why – everything you do trick my love!”-omkvædet, red.) har en god amerikansk lyd og er ren poppet – samtidig med at den har kant. Det er godt. Og fem kvalitetssangen på to dage, er altså stærkt. Men det understreger jo også bare, det vi fornemmede: At der er masser af talent herude.

Torsdag-fredag er hele projektet flyttet til Thisted (fortsættelse følger).

– – –

Foto i top: Lys var der ikke meget af i Turbinens lounge-studie, men til gengæld masser af musik. Her er Roni Ali Ismails vokal ved at komme på plads. (Foto: Henrik Friis)
– – –

SPOT Calling on Tour støttes af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik