_uploads_gallery_4_445_full

Feriebarnet Marie Frank

Feriebarnet Marie Frank
Henrik Friis

– Jamen, jeg har skam allerede været feriebarn to gange i Aalborg, fortæller en storsmilende Marie Frank om de øvedage, der hidtil er blevet afsat op til denne uges duo-koncerter med Allan Olsen i Gudhjem og på Christiansø i forbindelse med “Udenfor Sæsonen”.

– Og vi har fundet ud af, at vi er opfostret med mange af de samme ting – bl.a. Neil Youngs ”Comes A Time”, fortæller Marie Frank om øvetimerne med Allan Olsen, som dog også har understreget et par forskelle mellem den etablerede og den relativt nye musiker (som de tre konstellationer i ”Udenfor sæsonen” hver i sær udgør):

– Hvor jeg nok er den mere slidsomme, er det gerne Allan, der siger ”Ahr, skal vi nu ikke liiige… der er ikke noget så kedsomt, som hvis det hele er planlagt og tilrettelagt”. Og en anden mærkbar forskel er også, at han har en nytunet guitar stående klar til hvert éneste nummer. Ikke noget med at sidde og fedte med den samme guitar mellem sangene…

Marie Frank fortæller at ”det hurtigt går hen og bliver rigtigt hygsomt” når de to samarbejder, samtidig med at det er inspirerende:

– Når Allan Olsen f.eks. synger et af versene på “Symptom Of My Time” får sangen en helt anden kulør, siger Marie Frank om sit eget hit, mens hun selv bl.a. synger med på Olsens “Op til Alaska” og “5 under 0”, og i øvrigt fortæller at de to synger vers – eller deltager på anden måde – i hinandens sange.

Lige som Marie Frank har draget til den Olsen’ske residens i Aalborg i flere omgange i forbindelse med “Udenfor sæsonen”, har de to øvrige par øvet forskellige steder i landet op til projektet. Onsdag mødes de så alle seks på Melsted Badehotel ved Gudhjem til den sidste finish – bl.a. for at tilrettelægge lørdag aftens såkaldte “galla-koncert” i Bornholms Musikhus.