_uploads_content_images_3_3744_full

Festivaler – business or pleasure?

Festivaler – business or pleasure?
Af Martin Buck

Er festivaler som SXSW (South By South West) business eller fornøjelse? Grænsen er blevet flydende efterhånden som eksport-interesserne er blevet tydelige i det klassiske spændingsfelt mellem musiker og opkøber. Musikeren har fået et tydeligere talerør og en ganske stor manager i ryggen. Men det betyder også, at konkurrencen er blevet systematiseret og kunstneren får sværere og sværere ved at skille sig ud.

– – –
Vores skribent Martin Buck vil i de kommende dage rapportere fra verdens største branche-festival South By SouthWest i Austin, Texas. Dette er den anden reportage (læs den første via menuen t.h.) og Martin Buck vil i de næste artikler fokusere yderligere på festivalen og dens betydning – og på de danske bands deltagelse. Martin Buck er til daglig redaktør for Mymusic.dk
– – – –

Forretning og fornøjelse er svært at adskille på SXSW. For selvom det ganske vist er en af verdens største festivaler, er der ikke solgt mere end 7.000 armbånd til almindelige festivalgængere, hvilket er ganske lidt. Ikke alene er det under en tiendedel af, hvad der bliver solgt til f.eks. Roskilde Festivalen, men der er intet mindre end 20.000 repræsentanter for forskellige dele af musikbranchen!
Desuden er der så få store hovednavne, at man med rette kan kalde SXSW for en musikmesse, som fungerer som de aspirerende bands legeplads og a&r-folkets og talentspejdernes paradis. Selv om musikerens leg begrænser sig til et 45 minutters showcase og med de voksende nationale eksport-tiltag er der også en klar forventning om, at legen bliver taget seriøst.

Dansk exporttilskud har rekorden
Som nævnt i den foregående reportage skal musikerne ofte selv betale deres udgifter til SXSW. Men efterhånden har de forskellige lande fået øjnene op for de potentielle indtægter i eksport af musik:
Der er nedsat organisationer af lige så mange typer, som der er lande repræsenteret, men indsatsen har samme mål: musikeksporten går ind og støtter de nationale bands, der modtager en invitation fra en af de mange messer, heriblandt SWSX. Tager man den danske støtte, har den forskellige former, men går typisk til en delvis dækning af transportudgifterne, til produktion af flyers, cd’er, til en fælles stand og en masse arbejdstimer i møder og promotion.

Austins lokale avis, The Austin American States-man, har fokuseret på de nationale eksportstøtter og fremhæver den australske musikeksport for, hvad avisen kalder et rekordstort årligt tilskud på 100.000$ til fremme af eksport af australsk musik.

Dette beløb svarer til under 1/6 af hvad den danske musikeksport får tildelt (hvilket er 3,4 mio hvert år over tre år). Ikke alene har Danmarks relativt nystartede MXD-projekt – med den tidligere ROSA-medarbejder og Nephew-guitarist Kristian Riis i spidsen – en erfaren organisation i ryggen, men også et af de stærkeste økonomiske rygstød. Hvilket er et aspekt, som man i højere grad kunne gøre opmærksom på herovre. Ikke fordi et stort tilskud nødvendigvis betyder høj kvalitet, men fordi det er et signal, som de lokale medier utvetydigt forstår i det enorme opbud af kvalitative informationer.

Austin Convention Center
– centrum for det tyske fremstød.

Messer på march
Med den stigende interesse for national eksport øges interessen – og dermed berettigelsen – for de store internationale musikmesser; Midem i Cannes (Frankrig), Eurosonic i Groningen (Holland), SXSW i Austin (USA) og tyske Popkomm, som sidste år blev flyttet fra Köln til Berlin. Og det var netop Popkomm, der onsdag eftermiddag lavede et charmefremstød på Austin Convention Center med fri bar og erklæret net-working.

Først en kort præsentation fra den unge, tyske organisator, Katja Bittner, der fortalte om fordelene ved at flytte festivalen. Og derefter blev der tonet rent flag med en bramfri præsentation fra Peter James, der er ikke alene er managing director for German Sounds (den tyske musikexport), men også formand for The German Association of Independent Labels, hvilket svarer til Nikolaj Nørlunds post som formand i DUP. James opfordrede simpelthen de tilstedeværende amerikanske branchefolk til at tage sig sammen og kigge ud over deres egne grænser. Hans meddelelse var kort: ”Kom til Tyskland. Lad os handle”.

Og det er unægteligt også messernes og eksportstøttens akilleshæl: Selvtilstrækkeligheden og den kendsgerning, at mange talentspejdere i forvejen drukner i promomateriale og bands, der faktisk er modne til en større distribution. Men måske den mildt ekstatiske atmosfære af oplysning og netværkeri kan skabe nye rammer for forhandlingen mellem kunstner og køber? Hér har kunstneren mulighed for selv at gå direkte ind i alle forhandlinger – lader kunstneren være, ryger en del af ideen med støtten. Så kunstneren skal også til at være forretningsmand. Så når festivalen er overstået på søndag, er det på tide vi stiller spørgsmålet: Fik musikerne leget som de ville og fik A&R folket spejdet, som de skulle?