Fin sæson-debut for TRAX med Randi Laubek – lyt til koncerten online og i radio

Fin sæson-debut for TRAX med Randi Laubek – lyt til koncerten online og i radio
Henrik Friis

Årets TRAX-koncerter kom lykkeligt af sted søndag aften i det nordjyske, da Voerså-borgerne sagde velkommen hjem til bysbarnet Randi Laubek med en totalt udsolgt koncert (350 tilskuere) i Voerså-Hallen.

Det var faktisk første gang Laubek gav decideret koncert i hjembyen (og første gang overhovedet byens hal blev brugt til koncert-formål), men trods synlig nervøsitet over at skulle spille overfor familie, gamle naboer, genboer og bekendte, brændte Randi alligevel flot igennem med en smukt tilrettelagt optræden, hvor hun skiftevis med fortællinger fra fortiden som Voerså-pige og nutidens flotte musikalske format stod for en helstøbt optræden.

Henrik Solgård overtog lynhurtigt
hovedrollen og gjorde Randi Laubek
til “gæstesolisten” i sit
lille indslag.

Og så blev hun iøvrigt suppleret med Henrik ”Drengene fra Angora” Solgård (også vendelbo) og hans tro følgesvend Kåre som gæstesolister/komikere – et indslag som nok kunne trække i smilebåndet hos tilskuerne.

TRAX-sæsondebut’en levede således fuldt ud op til årets undertitel, ”Coming Home”, hvor kendte solister sendes på musikalsk genvisit i deres fødeby. Og i Voerså takkede publikum Randi og påskønnede hendes indsats med stående ovationer. Det var virkelig en varm anerkendende hyldest, der gav gåsehud.

Musikken kan i øvrigt allerede høres på nettet via Lyt til koncerten. Og i radioen kan den høres i denne uge i flere portioner på P3. Dels vil der dagligt mandag-fredag blive præsenteret et enkelt live-nummer i programmet ”Madvig & Østergaard” mellem kl. 12.00-15.00 – dels bliver koncerten i sin helhed sendt søndag aften mellem kl. 23.05-24.00.

Næste “TRAX – Coming Home”-koncert er 19. september, hvor Claus Hempler besøger den fynske hjemstavn Højby. 3. oktober er Kira Skov fra Kira & The Kindred Spirits i Rødovre. 17. oktober gælder det Tue West i Hundested. Og endelig er der TRAX Galla 23. oktober på Værket i Randers med alle fire, samt gæstesolister, DR Big Band og Hush.

Alle tilskuerpladser var solgt
til Randi Laubeks møde med de
gamle bekendte.

Randis musikerhold fulgte hende tæt
koncerten igennem – her sidder
bassisten Anders P. Jensen (t.v) samt
pedalsteel-guitaristen Gustav Ljungren (t.h).

Stor tilfredshed fra begge parter,
da det hele var godt overstået
– her får Randi blomster af
Lone Pilgaard fra arrangørerne.