_uploads_gallery_9_911_full

Fjerde Norberg Festival denne weekend

Fjerde Norberg Festival denne weekend
Nils Åkesson

Med udgangspunkt i den efterhånden vidtfavnende genre, der lyder navnet elektronisk musik, er der igen i år masser at opdage på den svenske Norberg Festival, der løber af stablen 24-26 juli. Udover et stort svensk og dansk opbud tæller festivalen bidrag fra USA, UK, Tyskland, Holland, Litauen, Finland og Norge.

Kigger man på Norberg Festivalens program slår det een hvor mange navne, mange forholdsvis ukendte, der i år optræder på festivalen.
Og dette gælder ikke mindst danske kunstnere, der er talrigt repræsenteret både som enkeltkunstnere, projekter og som del af nogle til lejligheden sammensatte præsentationer. Over 30 forskellige danske acts kan opleves i løbet af de tre dage Norberg Festivalen varer.

Festivalledelsen har dette år sørget for en udvidelse af campingarealerne, der åbner d. 23. juli. Her er der, ligesom sidste år, en scene – “Campingscenen” – hvor ikke kun kunstnere udfolder sig, men hvor også publikum har lov at komme med påhit. Festivalen lægger i det hele taget megen vægt på at give de ca. 1500 publikummer en både lydlig og visuel oplevelse – Norberg Festivalen er nemlig samtidig en festival for visuals, lysinstallationer og kreativ udsmykning af de gamle mine-bygninger, hvor festivalen holder til.

En unik festival på et unikt sted.

Pga. festivalens status af at være den eneste af sin slags i nordeuropa, er der også stor interesse fra medierne. Således finder man igen i år også flot repræsentation fra både finske YLE, Sveriges Radio (SR) og Danmarks Radio, der ud over at optage en række koncerter også sender live fra festivalen. Det sker i programmerne “Festudvalget” og “Det Store Mix”.

ROSA har lige siden starten for fire år siden støttet præsentationen af danske elektroniske musikere på Nordberg Festivalen. Se links til højre for at læse mere om festivalen.