_uploads_gallery_6_606_full

Flirt med djævelen

Flirt med djævelen
Tekst og foto: Henrik Friis

(Artikel fra Geiger 7, marts 2003)

Det er krævende og et ubarmhjertigt ræs at være The Raveonettes netop nu – men det er også spændende og dragende, fordi de næste måneder kan skyde gruppen op til den helt store internationale succes. I dette spændingsfelt med personlige kompromiser, dyrekøbte erfaringer, udsolgte koncerter og lodret stigende international efterspørgsel fik ROSA lov at skygge gruppen gennem to dage – den sidste med hul igennem til Q, Kerrang!, MTV, BBC x 2 m.m.
– – –

Pastaen, salaten, dåsegrøntsagerne – og flaske-saucen, væltet ud over det hele – fik lov til at stå uberørt i den kældermørke bar på Nottinghams Rock City klub.

Denne februar-eftermiddag var Sharin Foo og resten af The Raveonettes lige ankommet med minibus fra London oven på en uhyre vellykket aften i Shepherd’s Bush Empire som support for Zwan – Billy Corgans nye outfit efter græskardagene. Udpeget af Zwan selv. Og med en flot publikums-modtagelse selv om de 2000 var dedikerede Corgan-fans.

For slet ikke at snakke om musiker-hyggen bagefter – hvor The Cures Robert Smith var blandt de, der hang ud backstage og fik sig en snak til ud på de små timer med The Raveonettes’ musikalske kreatør, guitaristen og sangeren Sune Rose Wagner.

På dén baggrund er det, at den anonyme ret fra Rock Citys kok hurtigt ender som symbol på det antiklimaks, det ligner at komme til et klamkoldt midtengelsk Nottingham – kun med slå-ihjel-tid foran sig – inden højdepunktet, der hver aften gør det hele værd: de 40 minutter på scenen.

Læreproces

Sharin – og den urørte tallerken – med
Sune, Jakob og Manoj før koncerten
i Notingham.

Lige så symbolsk lod Sharin Foo da også maden stå. Et udtryk for den pas-på-dig-selv-proces gruppens hovedpersoner nu er dybt inde i, og som ikke kun ses ved moderat mad- og alkohol-indtag (for konstant at være fit), men også i omgangen med branchen og især medierne.

Den seneste læresætning svider nemlig stadig i hendes baghoved: Det NME (New Musical Express), der var kommet på gaden dagen før, havde bragt et stort opslag med Sharin og tre andre musikere fra den såkaldte “The New Rock Revolution”. Emne? “How to Shag a Rock Star”!

– Det var et telefon-interview – lavet i hast – og jeg blev aldrig præsenteret for sammenhængen, men syntes da, spørgsmålene var lidt mærkelige. Når jeg ser resultatet nu, bliver jeg trist – det er noget bras. Der er den slags, man bliver bedre til at sortere fra/lugte med tiden. Man skal passe på sig selv og ikke være for naiv. På den anden side er vi heller ikke så naive, at vi ikke udmærket er klar over, at det gælder om at sælge plader. Og at interviewene er en vigtig del af det. Så vi skal finde balancen, konkluderer den høje sanger og bassist.

Lydprøve i Nottingham.

Her i Nottingham venter et par lokale medier. Ellers er det en relativt stille dag i en kalender, der byder på udsolgte huse de fleste steder og flerdobbelte interview hver eneste dag på denne første Englands-turné som headliner.

Raveonettes’ to menige medlemmer, guitaristen Manoj Ramdas og trommeslageren Jakob Høyer fortæller, at forandringen er tydelig: – Det er de store blade, der vil lave aftaler nu, og efterspørgslen er blevet en anden – især efter omtalen i Rolling Stone og Q som 2003s største håb. Vi kan mærke, at vi kommer videre nu.

Men dé tos dagsopgave er dybest set at holde sig klar til de tre kvarters koncert om aftenen – ud over deres sociale funktion. Interviewene er op til Sharin og Sune.

Fra pseudo til virkelighed
– Den store forandring er, at englænderne kender os nu. I lang tid var det kun branchen – nu er det også almindelige mennesker. Det var lidt pseudo og stressende, at vi før kun var kendt af en inderkreds med korslagte arme. Det er meget sjovere nu, hvor folk står og råber – og på forskellige numre, siger Sharin, der sammen med Sune konstant må svare på spørgsmål om, hvordan de fandt sammen, om de er kærester, om Raveonettes’ musikalske dogmeregler (samme toneart – b-mol – tre akkorder, ingen hi-hat, kun to-stemmig sang m.m. på ep’en ”Whip It On”) og kontrakten med Columbia.

– Det er ikke anstrengende endnu, men man kan måske godt forstå, at en som Billy Corgan med tiden virker lidt mærkelig – for at overleve, siger hun.

For det har omkostninger. Man står i et dilmma – det hele sker jo på bekostning af privatlivet. “Nogle gange kan det altså godt være hårdt at gå ind i bandbussen igen og se de samme fem-seks ansigter”. – Men det er dobbelt. Det er ikke kun hårdt – det er også en drøm, siger hun og mener, at Sune nok er mest “i klemme”.

Det svarer han hurtigt “ja” til, da han kommer tilbage efter et interview.
– Nogle dage er ikke sjove. Minus-delen er, at jeg synes, det er lidt kedeligt at turnere – jeg vil hellere lave en hel masse andet. Skrive sange f.eks. Det har jeg overhovedet ikke haft tid til siden sidste år.

– I går med Zwan var sjovt. NME’s Brat Awards i London Astoria var også spændende. Andre dage – som denne – skal bare overstås og er lidt tidsspilde. Jeg har ikke lyst til at sidde i den’ her klub. Jeg kommer i klemme med min kreative del, og jeg mister modet, hvis jeg ikke har plads til det. Så jo, der er travlt og man har ikke tid til at lade op. Jeg gisper efter åndehullerne. Men nu fanger du mig også på en dårlig dag. I morgen har jeg det sikkert anderledes, siger Sune Wagner og fortsætter selv:

– Sådan er business – jo flere interviews jo bedre. Vi ved det jo. Vi har solgt vores sjæl til djævelen – det må du godt quote mig for, siger han, men lyser op, da talen falder på det kommende debut-album, der blev indspillet inden jul med den tidligere Blondie-producer Richard Gottehrer: – Dén plade er i b-dur, er lettere tilgængelig, mere melodisk – og jeg véd, den bliver et hit, forudsiger han.

Vanvittigt år

Off betyder ikke fri i Scott
Cohens computer-kalender.

Den engelske turné er starten på et vanvittigt år. Efter mixningen med Alan Moulder (kendt fra U2) i januar af debut-albummet og fire jobs som opvarmning for Supergrass, tog 2003 for alvor fart 3. februar i Wolverhampton:

To ugers Englands-optræden, efterfulgt af fem dage i Norge, Tyskland og Holland. Og derefter syv ugers USA-turné, tre uger i Europa og England (igen – nu på større klubber), endnu et stræk i USA parallelt med den forventede udgivelse af debut-albummet i juni, medvirken på de store europæiske festivaler, et langt sommerstræk i USA med afstikkere til Japan, flere europæiske (efter)sommer-festivaler, yderligere halvanden måned i USA, Europa igen, så Japan og endelig Australien – inden der 20. december står “6 ugers ferie” i den kalender, som gruppens amerikanske manager, Scott Cohen administrerer.

Eneste afveksling er tre perioder på fem-otte dage: ”OFF (CANNOT CHANGE FOR ANY REASON!!!) står der med fede typer i computer-kalenderen: Hellige, urørlige fridage. Med mindre noget helt ekstraordinært dukker op, altså!

Men de dage, der bare er almindeligt OFF, ved alle i bandet, at der ikke er FRI. Der kan altid komme noget op – og det gør der.

– Jeg ved, de gerne vil have luft. Men jeg er new yorker. Jeg tænker ikke så meget på ferie og på at give dem tid – det glemmer jeg, siger han med et lille smil.

– Gruppen er i en unik situation nu: normalt koncentrerer et band sig om et territorium og bevæger sig så videre. Hér kalder alle på en gang – Europa, USA, Asien, Australien. Dérfor er det svært at finde tid.

Scott Cohen kalder selv samarbejdet et lille dansk-amerikansk kultur-sammenstød:

– Jeg ved godt, det er et ræs. Men hvem siger, det tyske marked stadig er interesseret, når du kommer fra ferie. Siger du ikke ja, tager en anden din tid. For bladet/udsendelsen laves jo uanset dig. Det er NU, de er interessante.

– Jeg ved, bandet spørger sig selv, om sliddet er det hele værd, men tør man sige nej?

– Hvordan siger man nej til Billy Corgans tilbud om support-job? Eller hvem siger nej til medvirken i Dave Letterman-show – for det er nemlig også på vej? Ikke et band der vil være berømt, besvarer Scott Cohen sit spørgsmål.

– Det handler om mental commitment. “Ja, jeg vil være stor og berømt”, skal man sige. Og så er det work, work, work. Det forandrer kvaliteten af dit liv, og det er svært at forstå for danskere, som gerne vil have det rart, efter at have arbejdet hårdt. Men det tæller ikke her. Hvis man vil gå business-vejen altså, understreger han, og siger, han har fuld forståelse og masser af respekt, når danske musikere ikke gider den slags – og dem kender han flere af. Der er bare ingen vej uden om, hvis man vil business. Så vier man sit liv til det, og tager til Nashville, L.A., New York eller London – de fire hovedcentre for musikbusiness. Det gælder for alle – uanset om man bor i Århus eller Kansas.

Mere end hype
Om Raveonettes’ udvikling mener han, at de udsolgte shows i Glasgow, London, Nottingham, Brighton m.m. beviser, at gruppen ikke er hype: – At fylde klubberne på udebane – både i provinsen og i storbyerne – gør mig fattig på anden forklaring, end at folk kan lide dem. Og der er ingen heckling – ingen der råber negativt efter gruppen, som man ellers ofte ser, siger han.

Nu skulle dette Nottingham-job vise sig at blive specielt. Rock City har også en diskoteksdel, hvor der denne aften var headbanging og hårslyngning i vindmøllestore cirkler af sortklædte unge efterkommere af Robin Hood – og lidt ældre. I lokalet ved siden af, skulle The Raveonettes’ så lægge Nottingham ned.

Distortion – Nottingham

Gruppen kom på scenen 22 sharp – efter supportbandet Nylon Pylon. Eksplosionsagtig distortionstart til Buddy Hollys “Everyday” – med omvendt håndstilling og strengesplittende angreb fra Manoj og Sune, kogende trommer fra Jakob og Sharins sprøde bas.

Et støjchok, der baner vej for aftenens øvrige sætliste. Som blandt andet fører forbi tidens videohit “Attack Of The Ghostrider”, “Cops On Our Tail”, “Beat City” og et par stykker til fra “Whip It On”-ep’en, og som suppleres med seks ekstra numre: dels overskudsmateriale fra “Whip It On”-tiden – dels tre helt nye sager, bl.a. “Chain Gang Of Love” – titelsangen på den kommende cd.

Kommunikation er der ikke meget af. Efter fire numre lyder det med kølig, sensuel stemme fra Sharin “We’re the Raveonettes…” – en sætning, der får lov til at dirre i luften. Musikken fører ordet i stedet bortset fra dér, hvor Sharin beder publikum danse lige som inden ved siden af til Death-festen – eller ved præsentationen af “Chain Gang Of Love”. En sang der nok er i dur, men som stadig har den maniske Raveonettes-muskel.

Manoj og Jakob er de visuelle indpiskere, mens Sune er arbejdsmanden og Sharin den stilige frontfigur med den stoute, melodiske bas og det monotont-kølige duet-kor (med Sune).

Det blandede Nottingham-publikum – edderkoppefrisurer, HM-hår, glamrock-frisurer á là 70’erne – er helt med under numrene. Men lander i ren tavshed på ét sekund, når sangen er slut. En mærkelig fornemmelse for gruppen, som da også kommenteres af bandet bagefter, mens en engelsk lager bliver brugt til at dulme adrenalinen sammen med de crime-themes og den John Barry-musik, som hører til Manoj’s favoritter – og de øvriges.
På tilbagevejen mod London prøver Sune at se film via sin bærbare, Sharin læser lidt om det 20. århundredets mordgåder, men det er Jakobs gakkede groteske fortællinger og forkærlighed for Miles Davis-musik anno start-60’erne, der giver nattetimerne ben at gå på, indtil først Sharins lejlighed og dernæst hotellet ved Marble Arch nås kl. 2.30. Ingen night-caps – for næste dag ligner et helvede.

Make-up på Sony.

Q, Kerrang, to gange BBC og MTV – på én dag
Kl. 11.45 på Sonys hovedkvarter i Great Marlborough Street, har Sharin, Sune og Scott allerede forberedt sig i et par timer. Sharin har sminkøse på før – og under – dagens strabadser, og efter en Sune-phoner med XFM, går de til en bar tæt ved Oxford Street, hvor Q Magazine og Kerrang! laver fælles filmede interviews til deres on-line-del med de to hovedpersoner.

Igen skal de svare på oprindelse, Buddy Holly, Gene Vincent, Jack Kerouac og andre inspirationskilder, de selvvalgte musikalske begrænsninger og den nye cds dur-numre. Det slår en, hvor ubesværet og veloplagt de to supplerer hinanden. Først da Q-redaktøren bliver lidt for interesseret i Raveonettes’ film-inspiration, slår Sune bak og underspiller. (- Vi er inspirerede, men vi er jo ikke eksperter på området, selv om vi kender til det, så vi skal ikke rode os for langt ud i det – og vi vil heller ikke i den bås, som han siger bagefter).

Interview med Q og Kerrang!

– Jeg kan godt forstå, de er bange for båse, siger Q’s Martin O’Gorman, mens de to er midt i endnu en foto-session og dernæst ser på fotoforslag til det kommende album. – Men de har nogle vældig good tunes and straight melodies, og er en ikke kopi. De har masser at byde på – og jeg glæder mig til at se dem i aften, sagde Q-redaktøren op til aftenens koncert på legendariske The 100 Club.

Så kalder endnu et interview – nu med online-fanzinet Penny Black Music. En ting de prioriterer højt:

– Når alle de store er væk, vil de specialiserede medier og studenterradioerne stadig være der og være vores bindeled til publikum, begrunder Sharin vægtningen.

Sune og Sharin interviewes til BBC1’s
“The Today Programme”

Interviewet endte med store smil: – Journalisten sagde, han normalt ikke kunne overraskes, men vores ep havde gjort det – for første gang siden han hørte “Psychocandy” med The Jesus & Mary Chain. Det må være snart 20 år siden (1985, red.), griner Sune.

Tilbage til Sony til en genopfriskning af make up’en (Sharin) og fælles-interview med BBCs “The Today Programme” – igen med fortælling om Sunes kronologiske vej i rocken med opdagelse af 1950’erne som det første, 60’ernes pigegrupper som det næste – og om Raveonettes’ forsøg på at lave “The Wall of Sound for the New Generation”.

Interview med BBC6.

Derefter taxi til endnu et BBC-interview på BBC 6 – og samme emner. Indtil en lidt nervøs vært selv gør de to usikre: “En køn dreng og en ekstraordinær flot pige – er det en del af kick’et?”.
– Øøøøøhhh, mumler begge kombineret med generte smil, indtil Sharin genvinder fatningen og twister svaret: – Vi er glade for film noir og stemningen i 40’er og 50’er-filmene. Og da journalisten så spørger til arbejdsdelingen, har Sune fået glimtet i øjet igen: “Jeg laver musikken – Sharin ordner vasketøjet”.

Kameraprøve til MTV*s “The Fridge”.

Med Mel C. i The Fridge
Så ned i ny taxi og til MTV i Campden, hvor Manoj og Jakob venter – klar til en times lydprøve og kamera-gange inden præsentationen i “The Fridge” – MTV-fredagsprogrammet, der sendes til over 40 lande. Otte forsøg med “Attack Of The Ghostrider” skal der til, før alt er på plads til den direkte live-sending, der følger, hvor de fire spiller først, og hvor Sharin og Sune derefter er gennemgående gæster – og må svare på alt, hvad der falder den noget eksalterede vært ind:

Pludselig vises et båndet interview med Mel C., hvorefter Sune aftvinges sin mening om Spice Girls. “Cool” lyder svaret – til stor hujen og råb i det tilstødende lokale hvor Manoj og Jakob kigger på.

Manoj og Sune er gamle barndomsbekendte fra Sønderborg, og senest boede Sune hos Manoj i L.A., da han i 1998-2000 gik på Musicians Institute: – Men jeg måtte smide ham ud efter halvanden måned. Sune og jeg gik jo ud hver aften og hørte musik, og jeg kunne ikke følge med i længden, husker Manoj. – Da Raveonettes startede, bad han mig være med. Selv om vi har kendt hinanden længe, er det første gang, vi er i band sammen.

Jakob kom til, fordi Sharin gennem en bekendt hørte, at Jakob ville spille andet end jazz. Jakob har gennem fire år levet som professionel jazztrommeslager i New York, men tilbage i Danmark gik han død i at spille populær-jazz og besluttede at prøve noget helt andet i stedet. Så kom Raveonettes…

Interview med MTV.

Tilbage til Fridge-studiet hvor Sharin og Sune fortsat sveder: “Whatever you say, Neil”, lød Sunes svar til sidst til værtens forsatte henvendelser, og bagefter grundede han og Sharin længe over, om de havde været totalt malplacerede i programmet.

Instruktører i kø
Derefter i bil igen – tilbage til hotellet og en times opfrisken inden lydprøven på The 100 Club i Oxford Street – og inden møde med Sony-folk omkring en kommende video. Nu står folk, der har lavet video med Björk, Oasis, Smashing Pumpkins, Madonna, Coldplay, Kylie Minogue, Portishead m.m. på nakken af hinanden for at filme danskerne. Men uanset namedropping’en gælder det om at finde én, der kan ramme Raveonettes-feelingen.

Interview UCL.

Yderligere interviews følger – med studenterradion UCL – inden lydprøven og konklusionen på en arbejds-manisk dag, som manager Scott mener, ikke er så ualmindelig endda for gruppen.

– Det er gået ufatteligt stærkt, mindes Sharin. – Sidste år bookede vi selv og så nærmest opgivende på hinanden. Da jeg skulle leje bil til et job, måtte jeg gennem telefonbogen en ekstra gang, fordi vi skulle spare 200 kr…

Lydprøve – The 100 Club.

– Uden Scott ved jeg ikke, hvor vi havde været i dag, fortsætter hun. – Det var ham, der skubbede til os under SPOT Festivalen sidste år: “Gå nu hen og præsentér jer for ham David Fricke” (Rolling Stone-journalisten, der startede hypen efter at have set gruppen på SPOT 08 og genopblussede den ved at rose igen, da Raveonettes lavede showcase i New York i juli, red.).

SPOT var gruppens tredje job – her på The 100 Club og en millionkontrakt med Columbia senere er der snart ikke tal på koncerterne længere. Det oser af stemning i den gamle jazzhule, der har præsenteret Louis Armstrong, amerikansk og britisk blues og rock med bl.a. Jeff Beck og Eric Clapton. og som blev et af punkens arnesteder med Sex Pistols og Clash.

En helt anden koncert
Billeder af fordums stjerner hænger overalt på de rødmalede vægge, men det virker ikke anmassende, at Raveonettes-plakaterne hænges op (de bliver i øvrigt også pillet ned rub og stub af publikum under showet). Slet ikke som koncerten former sig – en revolution i forhold til Nottingham. Både musikalsk og via publikum, som summer forventningsfuldt og sætter i med et brøl fra start.

Sharin på The 100 Club.

Sune – The 100 Club.

Eneste lighed er sætlisten. Alt andet er 50 procent bedre, og her mærker man de magiske momenter, der giver vished om format og tro på den store fremtid – lige fra det øjeblik gruppen eksplosions-åbner til “Everyday” og efterlader publikum måbende på grund af dette støjende danske fænomen – til det øjeblik 40 minutter senere da et vers af Holly-sangen pakker koncerten ned igen og gør den til en flot helhed med Sharins klangløse løfte: “love like yours will surely come my way, hey-a-hey-hey”.

Ind imellem har Sharin Foo sødme-kølet sig ind i folks hjerter. “We’re The Raveonettes”-sætningen får en helt anden sensuel klang i aften – der sendes hede Valentine-ønsker fra scenen, Manoj og Sune tamper de stakkels guitarer og ligger ned blandt ledninger og mikrofonstativer hen mod klimaks, Jakob tærsker løs, mens Sharin står rank med et genert smil som den støtte, de andre kan vælte op ad.

– Det var en fremragende oplevelse, sagde Q’s Martin O’Gorman bagefter. – Publikum skulle lige tøs op, men hvor var det godt, og hvor var det fedt at høre de nye numre (“Chain Gang Of Love”, “That Great Love Sound” og “Let’s Rave On”, red.). det viser sider af gruppen, som slet ikke er hørt før. Brilliant.

– Det er tredje gang, jeg har set gruppen – de har gjort det godt hver gang, men dette var alligevel klart det bedste, sagde Kerrang-redaktør Emily Rayner. – Meget tændt atmosfære – godt dreng-pige spil – og så har de energien og de gode melodier i sig. Det tegner virkelig godt.

Kogende bandrum oven på
koncerten – og snak med
video-instruktør.

Op i en højere enhed
I bandrummet – med kolleger og en håbefuld video-instruktør blandt gratulanterne – mente Raveonetterne da også, at koncerten var på højde med det Glasgow-job, gruppen de foregående 30 timer igen og igen havde udnævnt til turens hidtidige højdepunkt.

– Det var en af mærkedagene. Det er som om, vi sammen med publikum kan skabe noget, der er 110 procent. En form for fælles peak, sagde Sharin, der visse dage skal overvinde sig selv for at stille sig til skue – og huske på, at det også er et arbejde. Sådan var det ikke på The 100 Club.

– Brølet er livsbekræftende, man er et spejl af det, der foregår, mente Jakob.

– Ja, Det er her, det hele får mening, supplerede Manoj. – Alle de problemer, man kan have om dagen, er væk. Brændt væk. Det forsvinder, når man står deroppe på scenen. Det er derfor, vi gør det – det er udgangspunktet, man skal huske på.

Selv Sune var tilfreds. Både med koncert – og med drejningen dagens mange væsentlige interviews havde taget. Helvedes-dagen blev aldrig til virkelighed.

Men presse-modtagelsen er også udelukkende positiv netop nu. Musikkens internationale jantelov kommer måske først næste gang. Men til den tid kan meget være konsolideret med den medvind, der blæser lige i øjeblikket…