Folkemusikken og ROSA

På opfordring fra Kunstrådets Musikudvalg har ROSA – Dansk Rock Samråd pr. 1. januar 2013 for en fire-årig periode overtaget forvaltningen af folkemusik-området. Læs nedenfor om ROSAs leder Gunnar Madsens tanker omkring den fremtidige opgaveløsning for området.

Der vil nok altid være debat om definitionerne af dansk kultur og kunst. Således også om hvad dansk folkemusik er?

Om det vil være lykken at finde frem til en benhård, entydig og autoriseret definition, eller om vi alle står os bedre ved at lade en vis rummelighed og fleksibilitet råde, må hver enkelt interesseret jo gøre op med sig selv.

ROSA har sagt ja til at fordele en beskeden del af Musiklovens midler til den professionelle danske folkemusik fra 2013 til 2016. Vi opererer ikke med nogen speciel autorisation på området – så lidt som vi gør det på andre genreområder – men vi har en tilgang til opgaven, der – udover mere end 30 års erfaringer med konkret støttevirksomhed – hviler på en god portion respekt for helt enkle begreber som kvalitet, originalitet og engagement. Begreber, der heller ikke er entydige – snarere rummelige.

Vores tilgang til en sober sagsbehandling af folkemusikken handler derfor om at finde en god balance mellem det unikke, det nytænkende og den traditionsbårne kvalitet.

At musikken har danske rødder, at den er produceret eller præsenteret ud fra et dansk forlæg er en god ting for vores kulturelle selvbevidsthed. Men det er lige så vigtigt at komme nye tendenser, kompositoriske og spillemæssige ideer i møde.

Vi vil forsøge at møde musikken på dens egne mangfoldige præmisser. Vi vil møde musikken uanset dens kommercielle muligheder, men vi vil lægge vægt på, at musikken, der møder os, er indstillet på at udvikle et selvstændigt liv – også erhvervsmæssigt.

Tilskud og støtte til professionel international koncertvirksomhed for folkemusikken vil derfor blive tilpasset det støtte-niveau og de præmisser ROSA og Music Export Denmark har for rockmusikken.

Antallet af specifikke, meget små puljer vil blive afløst af færre, mere generelle – men det skal ses som en teknisk, administrativ forenkling – ikke som en forhåndsafvisning af nogen form for professionel ansøgning.

ROSA er en formidlingsinstitution. Vi arbejder for at musikkens kvaliteter kan nå ud til brugere og publikum. Vi prioriterer derfor udvikling og kommunikation. Midlerne fra Statens Kunstråds Musikudvalg vil blive uddelt i denne ånd.

Derudover vil vi gøre, hvad vi kan for at bakke op om alle gode, seriøse initiativer, der kan fremme dansk folkemusik.

– – –

Læs mere på Folkemusik.dk, hvor nyheder m.v inden for ROSAs arbejde på området også vil kunne følges.