Det fjerde Jammin'-hold badet i Radars røde scene-lys. Fra venstre: Fuat Talay, Ahmet Ünal Alici, Dísa og Kasper Kaae

Fra de grønne islandske fjelde til ørkenen…

Det fjerde Jammin’-hold er i den grad indstillet på eventyr og nåede vidt omkring i musikkens kroge – og samarbejdet stopper ikke her, siger de fire musikere samstemmende.

Smægtende tyrkiske kærlighederklæringer, melankolske stemninger fra det høje kolde nord, et filigran af smuk, sprød kurdisk strengeleg samt søgende folk og americana – det var  bare nogle af elementerne i det helt særegne musikalske landskab, som de fremmødte nysgerrige tilskuere tirsdag aften blev belønnet med på Radar.

Her fremførte det fjerde Jammin’-hold den musik, som fire dages anstrengelser havde kastet af sig – lige fra de mødtes pinselørdag, fuldstændig uforberedte på hvad der ville ramme dem, til få timer før koncertstart.

Men som stemningen i bandrummet allerede afslørede kort før start, var det lutter smil – og snarere tilfreds, forventningfuld glæde end nervøs anspændthed, der prægede kvartetten bestående af Cody’s Kasper Kaae, den tyrkiske sanger Ahmet Ünal Alici, saz/berglama-spilleren med den kurdiske baggrund Fuat Talay og den herboende islandske sangerinde/keyboardspiller Dísa.

Fuat Talay bag saz'en og Ahmet Ünal Alici ved mikrofonen.Stor gensidig forståelse
Kasper Kaae sagde lige ud: – Jeg tror, at alle de ideer og tanker jeg havde om at spille sammen med andre, er blevet indfriet her. Vi har jammet og villet hinanden, har talt en masse sammen, og har fået en stor forståelse for hinanden. Den vestlige musik er bygget meget op omkring takter – den mellemmøstlige/arabiske bygger op omkring et melodisk tema. Så det har været ”kill your darlings” til fordel for en enorm åbenhed, og et bevis på at vi som musikere – uanset vidt forskellig baggrund – har et fælles sprog, der gør, at vi kan samarbejde, sagde han om musikken, som han kalder ”en rejse mellem de grønne islandske fjelde og ørkenen…”

– Det er et af de mest spændende projekter jeg har været med til, supplerede Fuat Talay. Vi er så forskellige, men har en rigtig god kemi. Det første nummer jammede vi bare frem i fællesskab, pop-nummeret opstod, hvor jeg sad og legede lidt med saz’en mens de andre hørte på og kom med ideer, osv… Vi har i det hele taget haft en god supplerende fornemmelse over for de forskellige oplæg, og vi er slet ikke færdige med hinanden, sagde saz-spilleren.

Og at der er vægt bag ordene om ”nye venskaber” understreges også af, at de fire er enige om at fortsætte sammen  (ja, de er faktisk fem nu, for søndag vedtog de, at der manglede en trommeslager, hvorefter Søren Meiner blev hyret ind): I første omgang i hvert fald for at indspille de fem sange, som samarbejdet har skabt: – For det vil være synd og ærgerligt, hvis det ikke kører videre og musikken i stedet bare forsvinder efter det her, sagde Kasper Kaae, som senere på året inviterer holdet til sit Valby-studie for at få Jammin’-musikken foreviget.

Forskellighed
Forhåndsudsagnene om fem meget forskellige numre og en meget varieret koncert, viste sig hurtigt at holde stik.

Første sang ”Ikimiz Dönüyor” udviklede sig fra drone-agtig berglama-klange til svævende smuk sang og konklusion i medrivende puls og drive. Med Ahmet Ünal Alici’s knækkende romantiske stemme – hvor islandske Dísa også havde indøvet ordene i den tyrkiske kærlighedserklæring, så hun kunne fremføre den som et let tåget nordatlantisk pust.

Dísa - tyrkisk sang med islandsk accent - med Kasper Kaae (th) og Ahmet Ünal Alici i baggrunden.“Ikimiz Icin” var aftenens ørehængende melodi – på sin egen måde en catchy sang der både lød af 70’er-britisk pop og Melodi Grand Prix – med flot tre-stemmig sang mellem Kaae, Dísa og Ahmet – båret frem på et smukt, finmasket tæppe af saz og keyboards. En sang hvor smilene oppe på scenen virkelig viste, at de medvirkende havde det rigtigt godt sammen.

Tredje eksempel, ”Gel Bana” var klart aftenens mest ambitiøse med lang, smuk saz-intro af Fuat Talay med søgende akkord-udbrud af Kasper Kaae på el-guitaren og Dísas keyboard-klange – inden sangen voksede op og stak af mod ørkenen med opvoksende rytmik og stor mellemøstlig puls.

”Taller Than The Trees” afløste – og så var vi i indie-poppens land. Nummerets grundform var skabt af Kasper Kaae og Dísa en af de foregående aftener på hotellet: – Jeg bladrede i et modekatalog og fandt sætninger frem, hvorefter jeg sagde til Kasper: ”syng det”. ”When was the first time we met something for the first time” lød fragmenterne bl.a. fra scenen….

Hvorefter der igen var totalt stilskifte:

Gammel salme i nye klæder
– En af dagene sang jeg en islandsk salme ”Nú vel ég enn í nafni thinu” for de andre. Men jeg sang kun melodilinjen – jeg gav dem ikke akkorder eller andet. I stedet fandt de andre på de akkorder og de farver, de mente passede til, fortæller Dísa, og siger at salmen nu med sin svævende, nærmest valsende underlægning af keyboards og lyrisk saz ”har fået et noget anderledes udtryk og en anden rytmisk end den jeg ellers kender – men stadig meget smukt”.

Og så er der serveret: Jammin's hold 4 klar til at blive fortæret.Et flot punktum for en helt anderledes aften, hvor et slidt ord som ”unik” virkede helt præcist. Smilende var da også sigende i band-rummet efter koncerten, hvor Randa og Rasha – to kvinder med palæstinensisk baggrund, som var hyret ind af Jammin’ til at lave mad et par af dagene – serverede en Jammin’-kage på størrelse med et højhus.

Dísa: – Jeg har prøvet flere forskellige samarbejder, men aldrig noget, der har fungeret så godt som dette. Vi er på bølgelængde, og jeg er tryg med de her mennesker. Tryg nok til a kunne synge tyrkiske kærligheds-erklæringer islandsk accent. Jeg er f.eks. blevet helt overbevist om, at jeg skal have en saz med på mit næste album, siger Dísa og fortæller, at der måske også er en grund til at den tyrkiske/arabiske sangkultur ikke ligger hende alt for fjernt: – Jeg er vokset op med først kinesisk musik og siden pakistansk qawali-musik. Jeg kan en masse af det udenad og har sunget med på det, lige siden jeg var lille.

Sangeren Ahmet måtte styrte af sted for at nå toget hjem til Næstved, men selv efter at have sovet på oplevelsen, var hans kommentar:

– Det har været en ustyrlig fed oplevelse. Jeg synes det er stort, at vi fik så meget ud på scenen, når man tager i betragtning, hvor lidt vi kendte til hinanden.  Det er jo fire verdenshjørner, traditioner, der mødes, men alle har taget ligelig del i processen. Og selv om min sang – som er baseret på den tyrkiske folkemusik, vi lærer fra vi er helt små – og Dísas måde at synge på dybest set er vidt forskellig, er der alligevel en fælles klangbund, som gør at det lyder så godt sammen. Jeg er vildt fascineret af det.

Konklusionen kan kun være, at det ikke er det sidste, vi har hørt til netop dette samarbejde.