_uploads_gallery_1_1795_full

FredagsSPOT i Tivoli – en scene for nyere talenter

FredagsRock på Plænen i Tivoli er allerede et gammelkendt og succesfuldt begreb. Nu kommer FredagsSPOT  til – et nyt initiativ, der laves i samarbejde mellem Tivoli og ROSA.

Her præsenteres  The Broken Beats, Oh No Ono, The Kissaway Trail,  Dúné, Natasja & The Ragga Pack, Alphabeat og Thomas Buttenschøn over syv sommerfredage  –  navne der i øvrigt bruger Pantomimeteatret som rampe, som hermed lægger skrå brædder til rock for allerførste gang. FredagsSPOT-koncerterne starter kl. 20.00, to timer før FredagsROCK’en på Plænen med de store etablerede navne.

Det er Tivoli, der har rettet henvendelse til ROSA – Dansk Rock Samråd omkring FredagsSPOT. ROSA har i forvejen årtiers erfaring netop inden for arbejdet med de nye danske navne – mest kendt nok via den årlige SPOT Festival – og tog hurtigt handsken op i arbejdet med at præsentere den talentfulde danske rock og pop fra en ny attraktiv scene.

Dúné – klar til det gamle Pantomimeteater. 

Tivolis musikchef Nikolaj Koppel siger:
– Det er oplagt at prøve at udvide grænserne for FredagsROCK og dens præsentation af mere etablerede bands på Plænen – en scene der virkelig kræver stor gennemslagskraft. Med FredagsSPOT på Pantomimeteatret møder publikum de navne, der ligger lige under og som kan blive morgendagens store. Og så er jeg i det hele taget spændt på den friktion der bliver, når den gamle balletscene tages i brug til rockformål….

Samarbejdet falder også i god jord hos ROSA, der konstant er på jagt efter nye scener til
at præsentere musik fra – simpelthen fordi der er så stor grøde i den danske musikscene netop nu, at  der konstant må arbejdes hårdt på at finde plads til den.

– FredagsSPOT har en godt udgangspunkt i, at Tivoli i forvejen er vant til at præsentere rock. Og kombinationen mellem Tivolis ønske om fornyelse og ROSAs know how omkring den nye scenes genrer og nicher, gør kun samarbejdet endnu mere spændende, siger ROSAs Johannes Dybkjær Andersson.

Programmet for FredagsSPOT:
22. juni   Alphabeat
29. juni   The Broken Beats
20. juli    The Kissaway Trail
27. juli    Dúné
3.   aug.  Natasja
10. aug.  Oh No Ono
17. aug.  Thomas Buttenschøn