Første norske band på Skand-All

Gennem de fire år ROSAs  Skand-All-projekt har eksisteret, har det udelukkende været danske bands som er blevet sendt syd for grænsen til det tyske marked, men nu udvides ideen til også at inkludere norske grupper.

Første eksempel på det er Mayflies, der genremæssigt stjæler med arme og ben fra alle rockens tidsperioder i arbejdet på at skabe sit helt eget udtryk, og som foreløbig har albummet ”Nothing Left to Steal” på samvittigheden.

ROSAs samarbejdspartner til den norske del af Skand-All er STAR (Stavanger Rock), men ellers er der ikke pillet ved projekt og formål, der går ud på at skabe et brohovede for den danske/norske musik på det store tyske marked. ROSA og STAR planlægger at sende henholdsvis fire danske og fire norske grupper på Skand-All-turné om året.

Mayflies skal spille i Hamborg og dernæst Köln på turen – ved det sidste job er danske Lily Electric support.

Næste Skand-All gruppe bliver danske Marybell Katastrophy, der bl.a. har Marie Højlund fra hedengangne Tiger Tunes i besætningen.

Mayflies’ Skand-All-koncerter:

7. november –  Grüner Jäger, Hamburg
9. november – Blue Shell, Köln  – support: Lily Electric (DK)