carl-emil-petersen

Fulde huse til nye musikalske forsøg

Udenfor Sæsonen: Ulige Numre’s Carl Emil Petersen glæder sig til nyt Steffen Brandt-samarbejde – selv om resultatet fra det første møde var ”en hård oplevelse”.

Af Henrik Friis

14. år – og Udenfor Sæsonen fortsætter som publikumsmagnet under Bornholms Kulturuge og trækker over de næste tre dage fulde huse i Gudhjem, Aakirkeby og Rønne.

Grunden er uden tvivl det ukendte i det genkendelige – og omvendt. Hvert år har den musikalske leder Steffen Brandt fundet frem til nye samarbejder inden for kulturens verden. Samarbejder, hvor vanen vendes på hovedet, hvor det kendte går planken ud og nyfortolkes – af kunstnere som har indvilget i, og glæder sig til, at sætte sig selv på spil.

Det sidste gælder i hvert fald Carl Emil Petersen fra gruppen Ulige Numre – også selv om hans foregående samarbejde med Steffen Brandt var en blandet oplevelse:

En ommer
– Det var ved tv-stationen TV2’s jubilæumsshow (i 2013, red.) hvor jeg skulle synge ”Kys det nu (det Satans liv)” sammen med Steffen Brandt og TV-2. Jeg kludrede i teksten, og helt ekstraordinært blev vi nødt til at optage nummeret en gang til efter showet var forbi – og altså bede alle gæster blive i salen. Det var en hård oplevelse, husker Carl Emil, som i år udgør Udenfor Sæsonen-holdet sammen med sangeren Signe Svendsen, cellisten Josefine Opsahl og guitaristen Mikkel Egelund Nielsen fra den klassiske musiks verden, og så selvfølgelig Steffen Brandt himself.

Alligevel har Carl Emil ingen betænkeligheder ved at sige ja til Udenfor Sæsonen. Tværtimod: – Jeg synes det er meget spændende at skulle fortolkes af andre. Jeg tror, det er sundt, at kompositioner man skriver for sig selv, bliver bearbejdet af andre, og jeg håber på at få lov til at bruge de andre medvirkendes talent, og se hvad det kan tilføre musikken, siger sangeren, hvis nummer med Ulige Numre ”København” har været en af de senere års allerstørste danske landeplager.

– Tag bare Steffen Brandt, som har et helt livs erfaringer at synge ud fra – sammenlignet med mig der stadig er i begyndelsen af karrieren, siger sangeren. Det bliver spændende.

En livsstil
Carl Emil Petersen ”har altid skrevet sange”, som han udtrykker det: – Lige siden jeg var 14-15 år har jeg haft lyst til at skrive sange på dansk, og jeg gør det hele tiden. Det er lidt af en livsstil – og tit kommer de (sangene, red.) på de mest ubelejlige tidspunkter, siger sangskriveren, der har som ambition at ”bruge det danske sprog til det fulde potentiale”, og skriver om ”hverdags-emner, ting jeg er blevet frustreret over i samfundet – og prøver at give det mit eget perspektiv. Det er nok en tematisk drejning og udvikling hos mig, for den slags emner interesserer mig mere og mere”, siger sangeren forud for bornholmer-turen.

Læs mere om Udenfor Sæsonen her:

Udenfor Sæsonen 2015
17. september, Scala, Gudhjem.
18. september, Kyllingemoderen, Almindingen.
19. september, Musikhuzet, Rønne.