_uploads_gallery_2_2204_full

Fyldte huse i St.Gallen

 

Pakkede spillesteder. God stemning. Godt publikum. Ditto musikalsk niveau. Jo, den første Nordklang Festival  – i Schweiz’ nordøstlige hjørne, St. Gallen –  blev en både publikumsmæssig, musikalsk og afviklingsmæssig succes, der allerede nu kalder på en opfølgning – og viderebygning.

Den første St.Gallen Festival er ovre. I alt 17 musikalske indslag med dansk og skandinavisk musik blev det til i weekenden, og da de sidste toner var døet ud under St. Laurenzenkirkens hvælvninger søndag middag efter Spælimenninirs og Afenginns indslag, var der lutter store smil over hele linien.

– Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Jeg er meget rørt – det er helt utroligt. Alt er gået godt.  Modtagelsen fra både publikum og medier har været meget positiv. Også når det gælder den musikalske alsidighed. Alle steder har været fyldt, Ja, der har endda været kø overalt – lige fra de små spillesteder til den store Grabenhalle (med plads til små 500 tilskuere, red.). Jeg tror vi kunne have solgt dobbelt så mange billetter i det hele taget, sagde en overlykkelig Felix van den Berg –  den lokale initiativtager til festivalen,  som i sin tid kontaktede ROSA omkring et samarbejde.

The Broken Beats i efterhånden vanlig
hæsblæsende storform på en udenlandsk
scene. (FOTO: Urs Irniger).
 

ROSAs leder Gunnar Madsen kan kun dele den positive opfattelse: – Festivalen har ligget helt i tråd med ROSAs opfattelse af, at eksport  først og fremmest går gennem import. For det er vigtigt at understrege, at interessen er kommet fra St. Gallen på arrangementssiden. Og at publikum er mødt interesseret op til alt – uanset genre. Alle steder. Også på den måde mindede det hele om en lille SPOT Festival

– Så stort cadeau til de lokale arrangører, som har gjort alt for at få det til at klappe. Men også til alle grupperne og musikerne, som har gjort det så godt og fik skabt en glimrende stemning overalt. Og så også et lille rygklap til os selv for at kunne bistå St.Gallen-arrangørerne, som jo prøvede festival-formen for første gang, med professionel hjælp og knowhow omkring festival-afvikling, siger Gunnar Madsen.

The Broken Beats i en tilskuerpakket
Grabenhalle foran 500 vidner.
(FOTO: Urs Irniger).
 

– Højdepunkter? For mig og alle der var i St. Laurenzen-kirken fredag aften til Hush’ koncert, er der næppe tvivl om, at man oplevede noget specielt. Også hos gruppen selv, der fik vist en helt specielt evne og side af sig selv i denne store ramme. Men også stor plus til The Broken Beats for at kunne fastholde grebet om et stort publikum på omkring 500 tilskuere –  på fremmed grund – gennem en hel koncert. Men også Afenginn var en dejlig oplevelse – og i det hele taget var der  intet af musikken, der faldt igennem, mener Gunnar Madsen.

Både han og Felix van den Berg er helt enige om at succes’en med denne første Nordklang Festival kalder på en fortsættelse med opfølgning af succesen og udbygning:

– Det var vist sig rigtigt at starte med – fortrinsvis – små scener. Nu kan vi bygge ud fra det grundlag til næste års udgave, mener Gunnar Madsen.