_uploads_content_images_3_3760_full

Girlies i aktion for Skandinavien

Girlies i aktion for Skandinavien
Af Martin Buck

I 2003 strøg Junior Senior og The Raveonettes direkte på forsiden af Austins velansete, ugentlige musik-gazette, The Austin Chronicle med overskriften: Denmark. The place to be? Dermed fik de sat et af de første, alvorlige hak i geværkolben. Den uventede ære skyldtes ikke alene musikken kvalitet, men også det grundige forarbejde fra et lille PR-bureaui New York, som har sagt nej til lignende samarbejder, fordi de har helliget sig kontakten til ROSA, MXD, Skandinavien.

– – – –
Vores skribent Martin Buck rapporterer i disse dage fra verdens største branche-festival South By SouthWest i Austin, Texas. Dette er den tredje reportage (læs de øvrige via menuen t.h.) og Martin Buck vil i de næste artikler fokusere yderligere på festivalen og dens betydning – og på de danske bands deltagelse. Martin Buck er til daglig redaktør for Mymusic.dk

– – – –

Da vi ankom til Austins Convention Center for at få vores pressekort, stod der bladholdere med festivalmagasiner så langt øjet rakte langs den 200 meter lange kø. Bladene markedsfører festivalens bands; en ret enkel strategi, der ved første øjekast ser indbydende ud. Musik Export Danmark har valgt en anderledes strategi. De har hyret et lokalt pr-bureau, Girlie Action, hvilket indtil videre har resulteret i, at torsdagens skandinaviske showcase var fyldt hele aftenen.

Forelskelse og langtidsholdbarhed
Torsdag aftens publikum var en blanding af målrettede lyttere, som gik direkte efter et af festivalens få Islandske islæt og almindelige forbipasserende, der lader sig suge ind af musikken, der alle vegne stråler ud fra vidt åbne bar-døre. En del unge og især japanske feinschmeckere gik direkte efter Skandinavien, mens flertallet kom for et enkelt show i en stram plan. Men er det nok at satse på de to målgrupper?

Jeg spurgte Inge Colson, som i Girlie Action er ankerkvinde for det skandinaviske projekt, hvordan de har formuleret deres strategi og hvordan man kan måle succesen.

– Da vi så overskrifterne i The Austin Chronicle i 2003 var det en sensation og vi var meget overraskede. Det beviste, at det forarbejde, vi havde gjort, var lykkedes. Og det fik hamret Skandinavien på landkortet, så branchen husker det herovre. Men det er svært at finde en sikker måde at overbevise folk. Man kan jo ikke tvinge sine kontakter til at høre musikken, men vi går i gang med det forberedende arbejde ca. to måneder før festivalen og gør opmærksom på den skandinaviske tilstedeværelse, som der generelt stor interesse for i USA nu. Når den først er sunket ind, følger vi op med cd’er og ekstramaterialer, som vi får tilsendt fra MXD (af ROSA i de foregående år, red.). Der tilføjer vi så vores individuelle anbefalinger af enkelte numre. I 2003 tror jeg det kunne mærkes i hele konceptet, at vi selv kunne lide musikken. Det kan vi stadig og det er også derfor, vi siger nej til lignende samarbejder.

Teitur gør sig klar til The Drink.

Vi sidder i en bar overfor the Drink og mens vi venter på Cajun-kylling skæver vi ind til baren, der langsomt bliver fyldt til aftenens første act, Teitur, som er blevet anbefalet af forskellige kritikere i The Austin States-man’s grundige dækning af SXSW.

– Det er jo fint nok, at folk kommer ind fra gaden, men det kan vi desværre ikke bruge til så forfærdelig meget. Det skal være ansigter, vi kender fra branchen, før vi ved, at vi har gjort det godt. Når de folk så kommer, så er resten op til kunstnerne selv, men det er meget sjældent, at bands bliver signet på en enkelt aften. Desuden kan vi sørge for, at folk får hilst på hinanden oppe i den skandinaviske stand på konference-centeret, fortæller Inge, som om onsdagen selv assisterede de forskellige former for nice to meet you til standens meet and greet mellem kunstnerne og branchen.

– Herovre kræver det langtidsholdbarhed og ofte op til flere optrædener. Og gerne i flere byer, så de, der har for travlt til SXSW, kan fange dem i en anden by, L.A. eller New York. Det tætteste vi kommer den typiske solstrålehistorie er, at en person fra branchen forelsker sig i et band, som han eller hun undersøger lidt mere om og så anbefaler til næste års festival, hvor han eller hun inviterer sine venner og kolleger. Det er sket for eksempelvis norske Silver, som blev opdaget af Samantha Cox fra BMI (det amerikanske svar på KODA). Hun inviterede dem over igen i år, uafhængigt af den skandinaviske platform. De spillede i går og alt lader til, at de bliver signet. Så resultaterne er noget man ser på lang sigt.

Samspil med manageren
– Folk kommer tidligt. Det er jo et godt tegn. Teitur har en dygtig manager, som får sine kontakter med. Vi skriver til vores kontakter og på en rigtigt god aften kommer der måske en håndfuld fra begge sider. Og de kender sandsynligvis hinanden, hvilket skaber en sjov dynamik og en form for konkurrence, som er god for kunstneren. Så strukturen har ændret sig. De forskellige bands bliver markedsført af deres managere og af deres nationale export, både via det skandinaviske brand og så de individuelle anbefalinger. Jeg tror ikke det kan blive mere effektivt.

– Man undervurderer det nogle gange, men det personlige nærvær og muligheden for at sætte ansigter på folk, er altafgørende. Derfor tror vi heller ikke, at de mange magasiner virker efter hensigten. Der bliver simpelthen info-overload. Det stærkeste våben for os er vores gode rygte og dernæst word of mouth. Hvis vi anbefaler noget godt, vender folk tilbage til vores anbefalinger og derfor lader vi også være med at anbefale noget direkte, som vi ved, at de individuelle personer vil finde uinteressant.

Inge Colson drikker resten af sin frozen margharita og hilser på nogle kolleger ved et andet bord. Afslutningsvis anbefaler hun dem, at de kigger over til Teitur-koncerten.

– Sådan en uge er vi på arbejde uafbrudt. Hele tiden anbefaler vi de forskellige shows. Måske gør jeg det også i søvne. Jeg ved det ikke. Jeg får ikke sovet så meget for tiden.

Vi rejser os og gør klar til en lang og strålende aften. Inge stiller sig ved indgangen og begynder at overtale de forbipasserende til at kigge indenfor.