Go Go Berlin

GO GO BERLIN – Vejen til målet er brolagt med blod, sved og tårer!

En unik mulighed for at komme helt tæt på et af Danmarks sejeste rockbands og blive inviteret med om bag scenen og høre historien om, hvordan det føles at leve for musikken i et land, hvor det kun er de færreste, der kan leve af deres musik. Der fortælles om arbejds- og forventningspresset, når man forsøger at slå igennem, og hvordan det hele starter med lysten til at gribe et instrument, fordi man ganske enkelt ikke kan lade være. Eleverne får indsigt i, at det er hårdt arbejde at kæmpe sig til succes – det er noget, man skal ville.

Med to roste albums, omkring 350 koncerter i 10 lande på tre år, og pladeinspilning i Berlins sagnomspundne Hansa Studios og med nyligt overståede indspilninger i rockhovedstaden Los Angeles i bagagen har Go Go Berlin historierne, som kan give interesserede elever og vordende musikere et sjældent indblik i det turbulente liv, når man støt arbejder på at indfri den store succes.

Vi kender alle succeshistorierne bag de bands, der pryder musikbladenes forsider. De har dog det til fælles, at de altid fortæller deres historie efter gennembruddet er en egentlig realitet, og de snyder os derfor for den egentlige historie, som ikke er successen, men kampen for at nå dertil. Det er forskellen på at se det færdige produkt og være vidne til tilblivelsen.

Eleverne inviteres ind i “laboratoriet”, hvor de først møder menneskerne bag musikken og hører deres historie om, hvordan bandet er blevet til, så eleverne kan komme til at forstå det hårde arbejde, der ligger i at blive et succesfuldt rockband.
Det musikalske foredrag handler således ikke om, at ville åbne Orange Scene, men snarere om først og fremmest have lysten til det.

”Go Go Berlin – Vejen til målet er brolagt med blod, sved og tårer.” består af en times session, hvor to medlemmer af Go Go Berlin vil blive interviewet og således få mulighed for frit at fortælle deres mange historier. Spørgsmålene vil afdække – måske endda afklæde – nogle af de myter og fordomme, som elever på forhånd kan sidde med.

Man kan naturligvis ikke invitere et rockband uden et musikalsk indslag, og her vil Go Go Berlin give smagsprøver på nyt og gammelt materiale – fremført på akustiske instrumenter, der på linje med arrangementets tema er nøgent, som vi kender det fra blandt andet MTVs legendariske Unplugged-serie.

Dette “musikalske foredrag” har til hensigt at inspirere elever, hvad end de dyrke musik eller andet, til at dyrke deres interesser med passion og forstå, at der bag hver succeshistorie gemmer sig en fortælling skrevet i sveden af hårdt arbejde, som man ikke altid hører eller lægger mærke til.

Alternativt set vil ”Go Go Berlin – Vejen til målet er brolagt med blod, sved og tårer.” kunne indgå i et undervisningsmodul, som har til hensigt at undervise i musikbranchens vilkår og livet som skabende kunstner.

E-tur tourplan:

19/09 – Risskov Efterskole
19/09 – Femmøller Efterskole
20/09 – Efterskolen ved Nyborg
21/09 – Musikefterskolen i Humble
22/09 – Efterskolen Smededal
26/09 – Askov Efterskole
26/09 – Østhimmerlands Ungdomsskole
27/09 – Himmerlands Ungdomsskole
27/09 – Nørbæk Efterskole
28/09 – Efterskole for scenekunst
28/09 – Klejtrup Efterskole
29/09 – Rudehøj Efterskole
29/09 – Vestbirk Efterskole
03/10 – Skanderup Efterskole
04/10 – Galtrup Musik – og Idrætsefterskole